“I må fødes på ny!” (Johannes 3,1-15)

Bliver et menneske kristent ved at gøre noget godt for andre, eller ved at skabe forandring i sit liv, så andre (og Gud) kan se, at man virkelig er kristen?

I beretningen om Nikodemus, som opsøgte Jesus om natten, får vi at vide, at det ikke er mennesket, der skal føde noget godt og stort. Kristen bliver man ved fødsel. Og vel at mærke ikke ved at man selv føder, men at fødes. I passiv form. Jesus sagde til Nikodemus:  ”Du må fødes på ny!” ”Af vand og ånd.”

Konteksten var, at mennesker hørte Johannes Døbers prædiken og bekendte deres synder. Og da blev de døbt til syndernes forladelse i Jordan floden.

Senere fortælles der i Nye Testamente, at jøder på pinsedagen hørte apostlen Peters prædiken om Kristus. De indså, at de havde korsfæstet Kristus, og de bad om hjælp. Til dem sagde apostlen:  ”Omvend jer og lad jer døbe hver især i Jesu Kristus navn til syndernes forladelse. Så skal I få Helligånden som gave.”

Gud føder os på ny ved vand og Ånd. Vandet er dåbens vand. Og Ånden er den stemme, som lød ved din dåb, og som du hører, hver gang du lytter til evangeliet om, at Jesus døde for dine synder og opstod, så du må leve med ham.

Hvis du ikke har andet at holde dig til end din dåb, og at Jesus Kristus døde og opstod for dig, så har du dog det afgørende. Du er født på ny.