…og de gik hen til Johannes og sagde: «Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.» Johannes svarede: «Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen.» (Johannes 3,26-27)
Johannes Døber er i samtale med sine disciple. De har det svært med, at Jesus døber, og at alle kommer til ham. De er bange for at Jesus skal udkonkurrere deres gode mester, Johannes Døber. - I sit svar viser Johannes dem og os, at Jesus døbte og døber, for at vi mennesker skal komme til JESUS.
Johannes forklarer, at et menneske ikke kan tage noget af sig selv. Gud Fader er vor Skaber. Livet og alt, hvad vi kalder for vort, er Guds gaver. Nøgen kommer vi til verden. Nøgen går vi bort. Samme budskab som Job vidner om i Gamle Testamente (Jobs Bog 1-2). - Skulle vi da blæse os op til noget stort fordi vi er blevet 8, 38 eller 68? Hold trygt fast ved, at Gud er Gud, og at du er menneske. Og sammenlign dig ikke med andre. Livet er ikke en konkurrence på løn eller ære! Tak ham for, hvad han giver dig. Og bed for din næste! Sådan levede Jesus. Det han gjorde, gjorde han i tillid og lydighed til sin Fader i himmelen.
Men hvad så, når livet går i stykker, og vi mister alt? Da er der hjælp i, hvad Johannes' disciple sagde om Jesus. Han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham. De brød sig ikke om det. Men Johannes hjalp dem til at se, at det netop var sagen: at blive døbt og at komme til Jesus. Det er Guds store gave til os mennesker, at blive døbt og ved tro og dåb blive forenet med Jesus, vor Frelser. Dåben giver os syndernes forladelse og forener os med Jesus Kristus i hans død og opstandelse (ApG 22,16, Rom 6,3).
Når et menneske tilhører Jesus Kristus og er hos ham ved troens og dåbens gave, da er alt vel. Da tilhører vi ham i liv og død og i evighed.