“Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? … Jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette.” (Matthæus 6,30 og 32)
Vi ved jo godt, at intet menneske kan frelse sig selv, og at Jesus er vores eneste frelser. Det er vi ret skrappe til at understrege i den lutherske kirke.
Men i dagens evangelium advarer Jesus os mod at tænke, at Gud sørger for himlen og saligheden, mens det er vores opgave at sørge for livet her på jorden: klæder og mad.
Livet som kristen er ikke opdelt i den del, hvor Gud frelser os af nåde, og en anden del, hvor vi skal sørge for os selv med vore gerninger og bekymringer. - Jesus hævder, at det er vores Far, som sørger for det hele: for hverdagens liv såvel som for vores frelse.
Men skal vi da ikke sørge for vores liv i hverdagen? Hvad siger Jesus? Han forklarer, at ligesom vores himmelske far sørger for fuglene og blomsterne, sådan vil han også give disciplene mad og klæder: ”Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende?” - Jesus holder fast. Er ikke spor i tvivl. Gud sørger for dit liv i ét og alt! Skal vi da ikke arbejde? Jo. Men vi skal ikke sørge for livet. Det gør vores far, mens vi arbejder. Og mens vi sover.
Overvej dette ord fra Salme 127v2: “Det er forgæves, at I fra tidlig morgen til sent om aftenen slider for det daglige brød; for den, Herren elsker, får det, mens han sover”.