Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. (Markus 2,3)

Hvis der er fire venner, som har en ven, der er syg, er der noget, de kan gøre. Noget praktisk. De kan besøge ham. Hvis han har dårlige øjne og ikke selv kan læse, kan de komme og læse for ham. De kan fortælle, hvad de ser, så han ser med deres øjne. Hvis han har dårlige ben og ikke kan gå, kan vennerne komme og køre en tur med ham. Og hvis han ikke har nogen venner, så kan de blive hans venner. Så er de fem. Og det er ret godt. Hvis han er gammel og bor alene, så kan de fire finde ud af, hvor han bor, og aftale at besøge ham. - Mon han synes om den slags venner? Eller er det lige meget? Nej, det er ikke lige meget.

Sådan er der meget, vi kan gøre for nogen, vi kender, og måske også for nogen, vi ikke kender endnu.

Det er godt at få at vide. Det er en god prædiken, når man får sådan noget at vide, som man ikke havde tænkt på. Men det kan også være lidt besværligt at få sådan noget at vide. For så skal man jo gøre noget ved det. Man kan ikke lade som ingenting, når man har hørt det. Vi er nødt til at finde ud af, hvad det betyder i morgen eftermiddag og på tirsdag. Vi må undersøge og have øjnene med os – og så gøre det.

Evangeliet i Markusevangeliet kapitel 2 handler om 4 venner, som havde en ven, der var lam. De kunne jo ikke gøre ham rask. Men de kunne være hans venner. Og det tror jeg, at de var. For de bar ham hen til Jesus. Og til alles overraskelse så Jesus, at det, manden først og fremmest behøvede, var tilgivelse.

Evangeliet giver os tilgivelse og kalder på os og siger: "Hjælp!"