Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud. (Lukas 24,51-53) 

”Idet”. Mens. Velsignelsen fandt sted, mens Jesus Kristus blev båret op til himmelen. Derfor forstod disciplene, at tiden fra nu af og til hans genkomst var "velsignelsens tid". At Kristus blev løftet op til Himmelen var ikke en afsked. Det var begyndelsen på en ny tid, hvor velsignelsen ville være hos dem. Hans velsignelse. Han havde jo lovet dem: ”Og se, jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende!”  Han ville være hos dem med sit Ord og sin Ånd.

Apostlen Paulus bryder mange gange ud i tak og glæde over denne velsignelse: "Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi fader, som i Kristus har velsignet os med al himlens åndelige velsignelse. For før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fej for hans ansigt i kærlighed … I ham har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde." (Ef 1,3-7).

Når vi taler om kirkelig velsignelse, er det ikke en institution, der godkender et enkelt individ. Det er den korsfæstede og opstandne, som velsigner sin kirke. Velsignelsen er, at Gud udøser sin godhed mod os i Kristus. Det skaber kirke og fællesskab.

Evangeliet fortæller jo, at velsignelsen skabte tilbedelse, glæde og fællesskab: De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.  Det betød noget særligt for dem, at de modtog velsignelsen sammen! Guds velsignelse skaber sammenhold. Kristne knyttes sammen med hinanden i en kristen menighed, fordi Jesus er hos os og velsignelser os – sammen.