En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: “Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig!” Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv.
[…]
Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham.
– Lukasevangeliet 15,11-32
Hvem kommer løbende? Hvem falder hvem om halsen og kysser? Det gør Faderen. Gud Fader, den almægtige, himlens og jordens Skaber, længes efter sit menneske, efter os. Og hans længsel er helt personligt. Han drages imod os.
Når vi lever umoralsk og ødelægger vort liv eller lever i humanistisk selvretfærdighed og ikke regner med nogen over os selv og hævder, at mennesket ikke står til ansvar overfor nogen højere magt end mennesket selv, da længes den retfærdige Gud efter os. Han længes som faderen i lignelsen om en far og hans to sønner. Han kommer løbende og falder os om halsen og kysser os.
Hvor i litteratur og kunst findes sådan en far? I den jødiske kultur er det utænkeligt, at en ældre mand med værdighed skulle gøre sådan. Han løber ikke. Han finder sig ikke i hvad som helst fra sine voksne børn. Men i lignelsen fortæller Jesus: Han løb! Vi ser for os, hvordan han løber igennem byen. Naboer ser måbende til. Hvad løber han efter, den gamle mand, som blev ydmyget af sin yngste søn? Vil han nu ydmyge sig igen? Se, hvor ynkeligt, at han løfter op i sin kjortel og spæner afsted i kærlighed til den søn, som ønskede sin far død!
Her ser vi jo Jesus Kristus, som kom til os og lod sig ydmyge på et kors!