Mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. (Johannes-evangeliet 11,19)

Martha og Maria havde pludselig mistet deres bror Lazarus. Han blev syg. De havde sendt bud efter Jesus. Men han kom først da, Lazarus var død og begravet. Derfor var det godt, at naboer og venner kom med trøst. De hjalp de to søstre til at hvile i, at deres bror skulle opstå på den yderste dag. Martha siger det senere i samtalen med Jesus, da Jesus kom fire dage efter begravelsen: ”Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.” (Joh 11,24). Det vidste hun fra Salmerne og profeterne. Og fra jøderne, som havde trøstet hende. Og fra Jesus, som havde besøgt dem og undervist dem.

Vi kan også trøste hinanden i sorgen, sådan som der står, at de kristne gjorde i Thessalonika: 

“Vor Herre Jesus Kristus døde for os, for at vi, hvad enten vi er vågne eller sover, skal leve sammen med ham. Trøst derfor hinanden og opbyg hinanden, som I også gør!” (1 Thess 5,10-11).

Martha og Maria troede på, at Jesus kunne have helbredt Lazarus. Og de sagde det til ham. ”Herre, havde du været her, var min bror ikke død” (v21). Og Maria gentog det: Hun faldt ned for hans fødder og sagde: ”Herre, havde du været her, var min bror ikke død” (v32). - Jesus kunne have forhindret deres smerte, hvis han var kommet 4 dage tidligere. Men han udskød bevidst sin rejse, så Lazarus nåede at dø, før han ankom.

Gud kan også forhindre, at vi bliver syge og dør. Og det gør han jo for de fleste af os i 70 år eller mere. Men Gud har samtidig sat en grænse for vores liv på jorden. Det gjorde han, da han sagde: ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive!” Gud står bag disse ord og bag dødens virkelighed. Men han står der med Frelsens virkelighed. Derfor kan vi også komme til HAM, når vi rammes, sådan som Martha kom til ham. Og Gud herliggøres, når vi bliver tilgivet og tror på frelsen af nåden og trøster hinanden og andre med evangeliet om Jesus i den sorg, som rammer dem og os.