Lykkelig den, hvis overtrædelser er tilgivet, og hvis synder er blevet skjult; lykkeligt det menneske, som Herren ikke tilregner skyld, og i hvis sind der ikke er svig. (Salme 32,1-2)

David var konge i Israel. Han var rig og magtfuld. Men det var ikke ensbetydende med lykke. - Penge og magt gør ingen lykkelig. Et menneskes lykke i sin inderste og mest ægte form er at høre sammen med dem, som elsker os på trods af vore synder og Ham, som har skabt os, fordi han har tilgivet os.

David fortæller os om sin ulykke: 

Da jeg tav, sygnede min krop hen, mens jeg stønnede dagen lang. For dag og nat lå din hånd tungt på mig, min livskraft svandt ind i sommerens hede. Sela. (v3-4). 

Det er den største ulykke: vores skyld, og at vi ikke vil indrømme den. Benægtelse og fortielse tapper os for livskraft og fastholder os i skylden.

David fortæller om vejen ud af ulykken: 

Min synd bekendte jeg for dig, og jeg skjulte ikke min skyld. Jeg sagde: Jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren, og du tilgav min syndeskyld. Sela (v5). 

Vi får ikke at vide, hvad David havde på samvittigheden. Kun at han fortalte det til Herren. Der opstod en fortrolighed i ham, så han sagde: "Jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren!" Fortrolighed opstår, når man har tiltro. Og vi mærker, at David stolede på, at Herren ville tilgive. Mærk hans lykke i ordene: "Og du tilgav min syndeskyld."

I denne tid op til påske, vil de gode ord om Jesu lidelse og død for vore synder give os den nødvendige tiltro, så vi får fortrolighed til Gud og åbner os. Det kristne evangelium er jo netop budskabet om, at Gud tilgiver os, fordi Jesus Kristus bar vore synder og døde på korset. Gud ER nådig og barmhjertig. Det ER han. Derfor kan vi betro os til ham - tillidsfuldt - og modtage hans tilgivelse. - Til lykke med tilgivelsen!