Davids salmer har i 3000 år været Guds folks bønnebog. De ligger som en skat, vi må øse af både i glæde og i smerte. Salme 38 er en af dem, som indeholder smerte. Smerte, fordi jeg har syndet mod Gud.

Min skyld vokser mig over hovedet,
den er en byrde, der er for tung for mig. (Salme 38,5)

Denne bøn udspringer af en erkendelse af, at jeg har forbrudt mig mod Livets skaber. Jeg har svigtet dem, jeg skulle elske. Jeg har fået livet af ham, men har misbrugt det. Og nu er jeg ramt. Samvittigheden er ramt. Ja, selv kroppen smerter.

Jeg er knuget og dybt nedbøjet, hele dagen går jeg sørgende omkring. Det brænder i mine lænder, og der er intet uskadt på min krop. (v7-8)

Hvad tør jeg håbe på, hvis jeg har forbrudt mig mod Livets Gud og svigtet mine aller kæreste? David viser os, at vi stadig kan håbe på Gud. Han siger:

Herre, straf mig ikke i din vrede. Herre, du kender alle mine ønsker, Dig, Herre, venter jeg på. Skynd dig til hjælp. Svigt mig ikke, Herre. (v2.10.16.23.22)

I tiden op til påske møder vi i Evangeliet en mand, som ligner ham i Salme 38, nemlig Jesus Kristus. Han påtager sig lidelse og smerte. Ikke selvforskyldt, men uforskyldt. Han går ind i denne verdens mørke lidelse og bærer stedfortrædende vore synder.

Hos ham er lys. Hos ham er frelse. Hos ham er håb. I hans navn kan vi bede til Gud fader. Til ham kan vi sige:

Skynd dig til hjælp, Herre, min frelser. (v23)