“Et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.” (Lukas 12,15)

Livet afhænger ikke af, hvad vi ejer, og slet ikke af al vores overflødige ejendom. Det siger Jesus til en mand, som bad om hjælp. En i skaren sagde til Jesus: "Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig." (Luk 12,13)

Mandens far var død. Og nu skulle han og broderen arve. Måske penge. Måske en stor gård. Der skulle deles, men den ene bror ville ikke dele. Ville de nu skændes og bryde fællesskabet med hinanden på grund af arven? Var det vigtigere end at have hinanden? Hvad kunne den bror, som var ved at miste sin del af arven, opnå, hvis han krævede sin ret og tog sagen for en dommer? Jo, han kunne opnå den del af arven som han havde ret til. Og hvad så?

Jesus svar lød sådan: «Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?» Og han sagde til dem: «Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.» (v14-15). Og derpå fortalte han en lignelse om en rig bonde, hvis mark havde givet godt. Mandens eneste problem var at få plads til sin rige høst. Derfor besluttede han at udvide bygningerne, så han kunne opbevare sit korn. Og han sagde til sig selv. "Ven, du har nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad." (v19)

Faktisk meget ynkeligt, at han kalder sig selv for "ven". For hvor længe holdt så det venskab? Blot en enkelt nat. Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? (v20). Han døde samme nat. Og hans ven, som var ham selv, døde også. Sådan blev det sandt, at hans liv ikke afhang af hans ejendom eller overflod.

Vi, som lytter med til evangeliet, og som lever i en kultur, hvor overfloden er stor. Til os siger Jesus: Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.» Til sine disciple sagde han: «Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for livet, hvordan I får noget at spise, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. (v21-22). Det er vores ven, der taler. Jesus er vennen. Han satte sit liv til for os på korset, han bar vore synder og sejrede over døden ved sin opstandelse. Og i dåben blev vi føjet sammen med ham. Han er vor virkelige ven. Livet afhænger af fællesskab med ham.