Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. (Matthæus 10,26-27)
Sandheden om menneskelivet kender ingen af os fra os selv. Den må åbenbares for os af Skaberen, Frelseren, Livgiveren. Og den åbenbaring kaldes Evangelium! Glædeligt budskab.
Jesus siger: ”For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene.”
Der er noget godt at sige om dette liv og denne verden, hvor døden gør det af med os alle, og hvor synd og skyld huserer, hvor børn fødes i smerte og arbejde kan gøre ondt. Jesus hviskede det til sine disciple, for at de skulle prædike det fra tagene. Og det gjorde de. Sådan gik det til, at Evangeliet blev forkyndt i hele verden, også hos os. Sådan skabte han sin kirke og menighed. Og bevarer han sin kirke også hos os.
Det er den største gave: at høre Evangeliet om Guds omsorg i småt og stort og om syndernes forladelse og evigt liv ved Jesu død og opstandelse. Jesus Kristus er i sin kirke, når vi holder gudstjeneste. I evangeliet siger og giver han os det, intet menneske kan sige eller give sig selv.