Voksne, der bare vil lege

Uge 31, 29. juli–4. august 2024

Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. (Matthæus 11,16ff)

”Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn!”

Og hvad gør børn? De leger. Og det har de lov til. Ja, hvis de ikke leger, er det måske fordi deres voksne forældre opfører sig som børn, så børnene er nødt til at være de voksne. Og da kan børnene ikke lege. Nogle børn har en tung barndom uden leg, fordi deres forældre ville lege og få børn for sjov. Forældrene brugte tid, sex og penge for sjov.

Jesus kritiserer ikke sin slægts børn, men sin slægts voksne. Jesus fortæller om to lege, som voksne i hans generation ønskede at lege. "Vi spillede fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke." Og det var to lege, som de foreslog, når de mødte Johannes Døber og Jesus, Menneskesønnen.

Når Johannes Døber prædikede om synd og kaldte de voksne til at indrømme og bekende synden, ville de hellere lege "bryllup", "danselegen". Og når Jesus prædikede Guds nåde og frelse for syndere, ville de voksne hellere lege "begravelse", "klage-legen".

Når en kristen prædiken kalder os til at indrømme, at vi er syndere, må vi ikke afvise den. Og når vi hører en kristen prædiken forkynde tilgivelse og frelse, må vi ikke sige, at det ikke går an at tilgive synden.

Bøn: Tak, kære Herre Jesus Kristus, at du overbeviser os om synd og tilgiver os alle vore synder. Amen.