Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. … Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: «Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!» ... Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. (Matthæus 17,1.5.8)

Noget af det første, der siges i Bibelen om mennesket, er, at det ikke er godt, at mennesket er alene. Gud Herren sagde: «Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham» (1 Mos 2,18). Vi erfarer, at det er sandt, fordi vi kender til at være alene. Alligevel er det nogle gange lettest at være alene, fordi vi ikke selv er til at holde ud. Derfor holder vi os for os selv. Eller fordi vi ikke bryder os om andre, fordi de ikke er til at holde ud. Og så vælger vi at være alene.

Vi ved godt, hvor det stammer fra: Fra syndefaldet! Adam og Eva fik hinanden, for at de skulle hjælpe hinanden og ikke være alene. Men de kom bort fra Gud. De mistede tilliden til hans ord. De ville være noget, de ikke skulle være, nemlig uafhængige af deres Skaber. Da voksede bebrejdelser, beskyldninger og dårlige undskyldninger frem. De blev alene. Vi blev alene.

Hvordan kommer vi ud fremmedgørelsen overfor Gud og hinanden? Underligt nok ved at være "alene!" Nemlig alene, sådan som tre disciple var alene med Jesus på bjerget. De så Jesus i hans guddomsherlighed. Og en røst fra himlen sagde: "Hør ham!"

Sådan tager Gud os ud af ensomheden ind i troens fællesskab med sig og med andre ensomme, der hører og tror Guds ord. På bjerget, hvor de så Jesus alene. Og i en kristen gudstjeneste, hvor vi alene med Jesus, vor Frelser, og sammen med andre ensomme alene hos ham.