Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: «Herre, hjælp mig!» (Matthæus 15,25)

Jesus tog disciplene med til udlandet, til Sidons og Tyrus' område. Han ville lære dem at bede. Forinden havde han lært dem Fadervor. Og de kendte Salmernes Gob, som er fuld af de bønner, Gud gav sit folk i Gamle Testamente. De er også Guds gave til os, når vi skal bede.

Men én ting er at have fået bønnens ord. En anden ting er at bede dem i sin nød. Derfor tog Jesus sine disciple med til udlandet, hvor de var alene med ham. Og dog ikke helt alene. For da kom en kanaanæisk kvinde og råbte: «Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.» (Matt 15,22).

Det var meget forstyrrende for disciplene. Og de bad Jesus om at få hende til at gå sin vej. De var jo igang med undervisning. Men kvinden var netop den undervisning, de havde brug for. Kvindens nød. Kvindens nødråb. Kvindens tro på Jesus som sin Herre. Kvindens erkendelse, at hun var totalt uværdig. Kvindens tillid til Davids Søn, Jesus.

Kvinden havde hørt om Jesus. Hun havde fået troen på, at han var Davids Søn, den Frelser, som skulle overvinde den onde blive til velsignelse for alle folkeslag! Og hun råbte. ”Forbarm dig over mig!” Det er den kristne tro. Det er tro på Kristus.

Den store tro har en stor nød og en stor Herre. Det er den store tro. At regne Jesus for den, han er. Davids Søn. Din konge. Herre over alle ting i dit liv og i dine børns liv, i din ægtefælles liv og i dine forældres liv, og i din nabos liv og i hendes liv, som du kender fra arbejdspladsen. Bed til Jesus! Han er din Frelser!