“Herren er med dig!”

Uge 14, 31. marts–6. april 2025

Og englen [Gabriel] kom ind til hende [jomfru Maria] og hilste hende med ordene: «Herren er med dig, du benådede!» Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: «Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. (Lukas 1,28-31)

Men Englen sagde: "Herren er med dig! Du er benådet. Du har fundet nåde hos Gud. Du er velsignet. Frygt ikke!" 

Gud kommer på samme måde til os, når vi synes, at livet er uoverskueligt, når vi bliver bange og frygter. Ja, vi frygter måske, fordi Gud kommer til os. Sådan frygtede jo også Simon Peter, da han havde fanget så mange fisk og erkendte, at Jesus var Guds søn. ”Gå bort fra mig, for jeg er en syndig mand!” sagde han. Men Jesus sagde: ”Frygt ikke!” til ham. Det sagde Gabriel også til Maria: ”Frygt ikke! Du har fundet nåde hos Gud! Herren er med dig!” 

Det samme siger Herren til os hver eneste søndag. Derfor møder vi i gudstjenesten hinanden med denne hilsen: ”Herren være med ... med dig, med jer”, fordi det var sådan det begyndte, da Guds søn blev menneske. Vi ønsker det for hinanden. Menigheden synger tilbage: ”Også med dig!” ”Og med din ånd!”

Det lyder ind i din ensomhed og frygt, når du føler dig totalt alene med svære ting. Da sender han sit ord, som siger "Frygt ikke!" ”Herren er med dig!” Hilsenen er fyldt med den sandhed, som der fortælles om i Salme 139: ”Jeg er underfuldt skabt. Jeg blev vævet af dig. Da jeg endnu var et foster, havde du mig for øje. Alle dagene stod skrevet i din bog, før en eneste af dem var kommet!” 

Herren siger til dig: "Jeg skabte dig i moders liv. Jeg fødte dig derpå i dåbens bad, så du blev mit kære barn." Han gav dig troens liv - måske fra du var spædbarn. Og han bevarede dig i troen indtil i dag, eller han kom til dig i dit voksenliv og gav dig troen tilbage. Du hørte ham sige hver søndag: "Herren er med dig!"

Sådan sker underet, at Herren fødes i vore hjerter ved Guds Ånd og Guds Ord.