På vejen derud traf de en mand fra Kyrene, som hed Simon, ham tvang de til at bære hans kors. (Matthæus 27,32)

Det er ikke godt, når mennesker tvinger hinanden. Det må de ikke. Det må vi ikke. Men Gud må godt! Og Gud gør det.

Gud pålagde Adam og Eva vanskelige kår, efter de havde brudt med ham. Det var en tvang, da Gud Herren sagde, at kvinden skulle føde børn i smerte, og at manden skulle svede for at skaffe mad til familien. De havde ikke noget valg.

Gud lader også os leve under vanskelige kår. Vi kan ikke undslippe sygdom og død. Ingen kan. Vi er tvunget.

Vi synes ikke om det, når Gud tvinger os gennem naturen og gennem det, der sker omkring os. Men han gør det alligevel. Samtidig velsigner Guds os i rigt mål med alt muligt godt, så øjnene stråler. Men blikket bliver mat igen, når vi ser ind i lidelsen, vor egen lidelse og andres, og når vi erkender vores skyld og mærker døden.

Simon fra Kyrene blev tvunget til at bære Jesu kors bagefter Jesus på vej til Golgata. Han kunne ikke undslå sig. Sådan kan du også føle dig tvunget af vanskelige vilkår i din hverdag. En tung skæbne, du kan ikke undslippe. Og kan der komme noget godt ud af det?

Ikke, hvis vi vandrer med det alene. Men det gjorde Simon fra Kyrene jo netop ikke. Han gik lige efter Jesus med korset. Jesus gik foran ham. Lige foran.

Det er godt at se Jesus, Herren, gå lige foran, når livets Gud påtvinger os svære vilkår. Og vender du dig om, så er Herren også bag dig. Og hvem går dér ved din side? Du ser måske ingen. Men med med troens øjne ser du, at din Herre er ved din side og omslutter dig bagfra og forfra. Han lægger sin hånd på dig. Sådan siger David i Salme 139.

Da må du bede til ham med tak og sige: “Tak, Herre, at du påtvinger mig de vilkår, som er blevet mine. Tak, at du omslutter mig bagfra og forfra! Tak Herre Jesus, at du går foran mig. Da giver det mening at bære det kors, du har lagt på mig. For du døde på korset for mig.”