(ANDAGT fra "Et år med Luther" til 20. juni, side 188)

Først og fremmest skal I holde fast ved den indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder. (Ordsprogenes Bog 10,12 og 1 Petersbrev 4,8)

På grund af vores selvtilfredshed er vi altid optaget af selv at fremstå smukke og lydefri og har ikke øje for, hvad der er godt ved vores næste. Og hvis vi bliver opmærksomme på den mindste lille fejl, lader vi den optage hele udsigten og gør den så stor, at vi ikke kan se noget som helst godt for den, om så vi havde øjne som en falk og vores næste et ansigt som en engel.

Hvor der nu opstår en sådan kødelig uvane blandt kristne, begynder dømmeriet, så jeg øjeblikkeligt foragter og fordømmer en anden, hvis han snubler eller er svag. Og han gør det samme mod mig – måler mig med samme mål og søger og påtaler udelukkende det værste, han kan finde hos mig.

På den måde bliver kærligheden helt og aldeles undertrykt, og tilbage står en højlydt indbyrdes biden og snappen, indtil de helt fortærer hinanden og bliver ganske ukristelige.