I tro gik de gennem Det Røde Hav som på tørt land, mens egypterne druknede, da de prøvede det samme. (Hebræerbrevet 11,29)

Hvordan blev havet åbnet, så de kunne gå igennem? Det var Gud, der skabte vej. Skabte den midt i havet. Og de gik på vejen i fast tillid, fordi de var overbevist om, at det var Gud, som havde åbnet. I tro gik de på vejen.

Der skal skelnes mellem Guds gerning og troen. Det Gud gør og troen hører sammen. Men er ikke det samme!

Ordet fortæller først om Guds gerning: Moses rakte sin hånd ud over havet, og hele natten igennem drev Herren havet tilbage med en stærk østenstorm og gjorde havet til tørt land. (2 Mosebog 14)

Det var Guds gerning. Gud gjorde det, mens de var bange. Gud gjorde det for dem, selv om de havde anklaget Moses for at have forført dem ud i død og undergang. Gud åbnede vejen, livets vej, for dem, før de troede at det var muligt. Sådan blev Gud også menneske og frelste os ved sit liv, sin død og opstandelse, mens vi var fortabte.

Dernæst fortæller ordet om Troen: Vandet kløvedes, så israelitterne kunne gå tørskoet gennem havet, og vandet stod som en mur til højre og til venstre for dem. (2 Mosebo 14)

Vandet kløvedes ikke, fordi de troede, men så de kunne gå tørskoet gennem havet i tro. Troen stoler på, hvad han har gjort og vil gøre for os. Mens vi endnu var modstandere, vantro, ugudelige og fjender, ofrede Gud sin Søn for os, så vi kan tro. Så vi kan vandre med håb i dødens verden. Gennem havet – i tro.

Der er virkelig vej gennem døden. Jesus gik den for os. Han døde og opstod for os. Og der er en åben vej. Derfor tror vi og får det evige liv. Amen.