Og forlad os vor skyld! (Matthæus 6,12)
Det er ikke rart, når gammel skyld graves frem. Og hvis det skete ikke står ikke til at ændre, hvad nytter det så at bebrejde sig selv længere? Alligevel kan det være vanskeligt at komme videre, hvis man slet ikke gør noget! For den gamle skyld kan blokere og låse os til, både i vore følelser og handlinger.
Tonsvis af skyld er begravet i menneskehjerter, fordi man ikke magter at tage den frem og ikke ved, hvordan man får den fjernet for alvor.
Men se engang, hvad man gør ved en kristen begravelse. Den afdøde fjernes ikke ubemærket, men bæres ind i kirken. Mens kisten står på gulvet tales der åbent om skyld og død, om savn og sorg og om Kristus og opstandelsen. Sådan skal vi også gøre i vort personlige liv. De svære ting skal kaldes ved rette navn. Og de skal bæres der hen, hvor tilgivelsen og opstandelsen regerer. Altså ikke gemmes væk fra Gud eller fra de mennesker, som er berørt deraf. Skylden skal ikke begraves i stilhed. For da kommer vi aldrig videre. Da vil den plage os igen og igen og ramme os på dommens dag. Skylden skal frem som syndsbekendelse. For Jesus Kristus tilgiver.
Jesus tog selv apostlen Peters skyld frem efter sin opstandelse. Han talte med Peter om hans fornægtelse og fald. Han spurgte til det, som ingen andre turde røre ved. Og han fik på den måde sin discipel tilbage. Tilgivelsen gav Peter en ny begyndelse.
Det er et vovestykke at tage skylden frem. Men det går ikke galt, hvis Jesus Kristus er til stede.