Vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus. (Efeserbrevet 4,32)

Der har været skænderi i din familie og menighed. Du er bitter, hidsig og vred. Men du styrer din vrede og dæmper hidsigheden hos dig selv. Du mærker, at du også selv er skyld i, at det gik, som det gik. Men efter din opfattelse er det mest den andens skyld. Alligevel siger du måske: »Undskyld! Lad os ikke tale mere om det!« Og derved bliver det. I får ikke gjort op. I beder ikke om tilgivelse. Og I får ikke givet hinanden det nødvendige knus.

Hvordan går det med skylden? Er den væk? Er alt nu i orden? Er der virkelig skabt forlig og forsoning i hjemmet? Hvor længe holder den slags? Det, som vi på den måde fejer bort med vort »undskyld«, bliver ikke fjernet, men bliver snarere lagt »på mødding«. Stanken vil senere brede sig!

Skyld lukker vore hjerter til og isolerer os fra hinanden og fra Gud. Når vi siger undskyld for at undgå at ydmyge os selv og bøje os for hinanden, burde vi snarere sige: »Ond skyld!« For skylden bliver jo ikke undskyldt på den måde, men bliver til noget ondt imellem os. Og det onde vil vokse og ødelægge os.

Hvad siger Kristus til det? Han siger først: "Jeg har allerede har båret din onde skyld." Det gjorde han på korset. Dernæst: "Jeg kender og vil lytte til din onde skyld, som giver dig ond samvittighed." Derefter: "Dine synder er tilgivet!" Det siger han i evangeliet og gennem den tjener, som under tavshedspligt har lyttet din onde skyld. Og til sidst: "Tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus!" Han taler ind i dit og din menigheds hjerte, for at I skal være gode ved hinanden.