Derfor bøjer jeg mine knæ, jeg, Paulus, Kristi Jesu fange for jer hedningers skyld (Efeserbrevet 3,1)

Hvis man skal "på knæ", må Gud først bringe os "i knæ". Ellers er det med at knæle og bede kun en religiøs forestilling.

Beretningen om apostlen Paulus' omvendelse viser, hvordan han kom "i knæ" og "på knæ". (Kan læses i Apostlenes Gerninger 9). Han var en stolt religiøs mand, som kæmpede for sandheden (troede han). Han forfulgte dem, som var kommet til tro på Jesus som Frelser. Men Jesus standsede ham udenfor Damaskus. Paulus blev ramt af blindhed og blev tvunget "i knæ". Han indså, at alt, hvad han havde udrettet som lovtro farisæer, var tomhed og selvbedrag. Han var i knæ.

Jesus bad en kristen mand Ananias i Damaskus opsøge ham med tilgivelse og døbe ham, så han kunne blive befriet for sin skyld, få den frelsende tro og komme "på benene" med håb. Og fra da af bøjede Paulus sine knæ i bøn. Han fik Jesus Kristus som sin Frelser og Herre. Det betød dog ikke, at Paulus fik et let liv. For Jesus Kristus blev ved med at bøje ham i godhed og kærlighed, ligesom han bøjer alle sine døbte, der tror på ham. Han bøjer os ind til sig.

Sådan går det til, at en kristens bøn til Gud ikke er en religiøs forestilling, men ord talt i tillid ind i Gud Faders hjerte. Han har omsorg for os. Han hører vore bønner. For vi er ved tro og dåb blevet hans kære børn, som må bede ham om hjælp til alt. Derfor bøjer vi vore knæ i bøn.