Kirkeforfatning (1878)

Denne menigheds navn skal være: “Evangelisk-luthersk Frimenighed i Kjøbenhavn.”

Menigheden bekender sig til:

1. Til den hellige Skrifts gamle og nye Testamentes kanoniske bøger, samt til den kristne kirkes med samme overensstemmende symboler, nemlig:
   1. den apostolske,
   2. den nikænske,
   3. den athanasianske trosbekendelse.
2. Til de for den evangelisk-lutherske Kirke særegne symboler, nemlig:
   1. Den augsburgske Bekendelse
   2. Luthers lille Katekismus

I denne menighed kan kun den forvalte det hellige prædike-embede,

• som ved ordentlig studium har erhvervet sig en grundig erkendelse i Guds ord;
• som anerkender og antager den i § 2 anførte trosbekendelse overensstemmende med Guds ord, og hvis rettroenhed og dygtighed til at lære er menigheden bekendt;
• som fører et stille og sædeligt liv, som det sig bør en Guds ords tjener;- som af menigheden under Guds Ånds vejledning er kaldet til embedet,
• og som på ordentlig vil og måde, af en Ordets beskikkede tjener i Kristi kirke dertil er ordineret.

Vi forlanger af vor præst,

• at han forvalter sit hellige embede overensstemmende med Den hellige Skrift og de lutherske symboler, og vandrer ustraffelig efter Guds ord;
• at han offentlig og privat lærer, straffer, formaner og opmuntrer menigheden formedelst Ordet og sakramenterne, og således befordrer dennes åndelige vel.
• Derimod indrømmer vi ham alle de rettigheder, som Guds ord i det nye Testamente indrømmer Ordets tjenere.

Vi forpligter os til, i overensstemmelse med Guds ord, at meddele den pastor allehånde godt, som underviser os, og sørge for hans timelige underhold, så at han med sine kan leve uden nød og sorg og gives lejlighed til, at ofre sit hellige embede al sin tid.

Hvad imidlertid præstevalg angår, da forbeholder menigheden sig at vælge til præst, hvem den under Guds Ånds ledelse dertil finder skikket, i henhold til de i § 3 tagne bestemmelser.

I tilfælde, som Herren forbyde, at menighedens præst enten afviger fra menighedens bekendelse, eller ikke lever som det sømmer sig en Guds ords tjener, og trods formaning fastholder falsk lære, forargeligt liv eller modvillig utroskab i embedsførelse, kan menigheden afsætte ham fra embedet, dog fordres hertil 2/3 stemmers majoritet.

Er præsten derimod tro i sin gerning, lover menigheden ham, ved sine ældste, kærlighed og lydighed i de ting som angår hans embede, sålænge han bliver fast ved ordet og vidnesbyrdet i henhold til § 2 i denne forfatning.

For at en voksen person kan optages i menigheden må den pågældende:

1. skriftlig eller mundtlig desangående henvende sig til menighedens præst;
2. meddele dåbs- og konfirmationsattest.
3. have så megen kristendomskundskab, som der kræves af en konfirmand, eller hvis en sådan kundskab ikke er tilstede før optagelsen, undervises i den kristelige og kirkelige lære;
4. vedkende sig menighedens i § 2 anførte trosbekendelse; føre et ulasteligt liv, som det sømmer sig en troende kristen, og forpligte sig til at leve i overensstemmelse med denne forfatning.

Når disse punkter tilfredsstillende er opfyldte, skal præsten ved næste gudstjeneste eller menighedsmøde anmelde vedkommendes ønske om optagelse, som da i reglen ved et senere menighedsmøde afgøres, eller, i tilfælde af mangel på tid, af menighedsbestyrelsen, i forening med præsten. Optagelsen sker under bøn og håndspålæggelse ved gudstjenesten, og foretages som anført i skriftet: “Hvad lærer den evang. luth. Frikirke?” § 8, nemlig ved gentagelse af dåbspagten.

Det nødvendige til præstens underhold, samt kirke og skole bestrides af menigheden ved frivillige bidrag. Ethvert medlem af menigheden forpligter sig til, efter Guds ords befaling og med Gud for øje, ihukommende Ap.G. 5, i forhold til sine formuesomstændigheder at yde sit bidrag, og ingen tør, uden på grund af virkelig fattigdom, unddrage sig denne byrde.

Dersom desuagtet nogen handler herimod, har bestyrelsen i stilhed at påminde sådanne om deres samfundspligt, så at det forsømte kan oprettes til deres eget og menighedens bedste.
Ethvert medlem må betragte det som sin pligt, efter evne og i kristelig orden, at arbejde for at bidrage til, at den evangelisk-lutherske bekendelse bevares ren og uforfalsket både i lære og liv i menigheden; ved flittig brug af Guds hellige nådemidler at bevise sin højagtelse for samme, og med glæde bevise sin beredvillighed til at deltage i menighedens byrder.

De, som Gud har velsignet med børn, må med iver og omsorg sørge for samme kristelige undervisning og deltagelse i den offentlige gudstjeneste og pryde Kristi evangelium ved en redelig vandel;
med omhu søge at undgå at give nogen anstød og forargelse enten i eller udenfor menigheden, og, i det hele taget, søge at befordre ikke alene denne menigheds, men Kristi kirkes gavn efter yderste evne.

Menigheden vælger ved stemmeflerhed af sine midte et passende antal ældste, som beskikkes til deres gerning ved bøn og håndspålæggelse. Disse have den forpligtelse i forbindelse med præsten at drage omsorg for, at alt i menigheden går kristeligt, ordentligt og ærligt til.

De have ved den offentlige gudstjeneste, ved dåb og kommunion at yde præsten den nødvendige hjælp, og i hans fraværelse at lede menighedsforsamlingen, at udføre de i samme tagne beslutninger, samt at undertegne de af menigheds-forsamlingen udstedte dokumenter. Og er det deres pligt og kald i præstens fraværelse at lede gudstjenesten, når ingen anden præst er tilstede, og forelæse en af ham valgt prædiken, men have ellers ingen ret til at foretage nogensomhelst kirkelig handling, hvortil ikke enten denne menighedsforsamling eller en speciel beslutning i menighedsforsamlingen berettiger dem.

En sådan beslutning må da indføres i menighedens forretnings-protokol ved mødet, uden hvilket den er uden gyldighed.

De ældste og præsten, der forvalter de faste og rørlige ejendele, som menigheden, som sådan, er, eller kan komme i besiddelse af. Menighedens valgte kasserer har at indkassere hvert menigheds-medlems månedlige bidrag og derover at føre nøjagtig protokol, hvilken fremlægges ved ethvert menighedsmøde til eftersyn, og har han ved årets slutning at aflægge regnskab for årets indtægt og udgift.

Bestyrelsen holder før ethvert menighedsmøde konference, for at rådføre sig indbyrdes angående de anliggender, der skulle forhandles i forsamlingen.

Så ofte, som der er anliggender, angående menigheden i det hele taget, at forhandle eller at meddele, som ikke egne sig til bekendtgørelse ved den offentlige gudstjeneste, holdes menighedsforsamling, hvor alle myndige og selvstændige personer i menigheden, som ikke i et sådant moment er underlagt kirkebod, er stemmeberettigede.

Sådanne møder skulle begyndes og sluttes med bøn, og forhandlingerne føres i broderlig kærlighed og besindighed, og den vedtagne forretningsorden nøje overholdes; forseelse herimod berettiger formanden til at nægte den pågældende ordet, eller efter omstændighederne at bortvise ham fra mødet.

Menighedsforsamlingerne ledes af præsten, eller i hans fraværelse af en af menighedens ældste, hvem det påligger at sørge for, at forhandlingerne føres som foran anført.

Til disse forhandlinger henhøre alle de menigheden angående anliggender, rådsførsler og beslutninger etc., for eksempel angående lærdom, kirketugt, skik og brug ved gudstjenesten, samt menighedens samtlige ejendele. Udelukkede derfra er imidlertid alle ikke kirkelige og private anliggender.

I sager angående lærdom og kirketugt dømmes efter Guds ord og de symbolske bøger, i alle andre anliggender ved stemmeflerhed. Dog fastsættes, at enhver unødvendig forandring af kirkeskikke på det omhyggeligste må forebygges.

For vigtige tilfælde forbeholder menigheden sig ved 2/3 af de tilstedeværende stemmer at bringe en sag til endelig afgørelse. Derimod bliver sager, som angår lærdomme eller kirketugt ikke afgjort ved stemmeflerhed, men efter Guds ord og menighedens bekendelse.

En menighedsforsamling kan ikke anses i stand til at afgøre nogensomhelst sag i menigheden, dersom ikke i det mindste halvdelen af de dertil hørende medlemmer er tilstede.

Over forhandlingerne i menighedsforsamlingerne føres protokol enten af en dertil valgt sekretær, eller i mangel deraf af præsten.

Tillige skal præsten føre protokol over de af ham forrettede acta, såsom vielser, dåb, konfirmation, osv., hvoraf til enhver tid på forlangende, skal meddeles øvrigheden troværdige attester.

I Den Augsburgske Bekendelses 25 artikel hedder det: “Skriftemålet er ikke afskaffet hos os, thi det er ikke brugeligt hos os, at Herrens legeme gives uden til dem, som er prøvede og afløste osv.”.

Det er derfor ethvert menighedsmedlem på det strengeste forbudt at indfinde sig ved nadverbordet uden forudgående skriftemål, og overtrædelse heraf vil efter omstændighederne bevirke bortvisning, eller udelukkelse af menigheden.

Skulle, hvad Gud forbyde, en splittelse i menigheden opstå, eller den af andre grunde, såsom afvigelse fra dens bekendelsesskrifter, altså fra den rene og uforfalskede lutherske lære, opløses eller adskilles, da skal menighedens faste eller rørlige ejendele, såvel kirken med kirkegrund som andre ejendele af hvad navn nævnes kan, havendes eller eiendes vorder, altid tilhøre den del af menigheden, som forbliver kirkens og samfundets menighedsordning og synodalforfatning tro, og som kræver præst og menighed forpligtet på den, således som den nu er fremstillet og vedtaget i denne forfatning og i skriftet: "Hvad lærer Den evangelisk-lutherske Frikirke?"

Ved udtrædelse eller udelukkelse af menigheden, taber selvfølgelig ethvert sådant medlem al ret, såvel til samfundets timelige ejendele, som delagtighed i kirkens sakramenter.

Mod sådanne, som vitterlig leve i åbenbare synder, håndhæves kirketugten i henhold til Kristi ords regel, Matt. 18. Åbenbare ubodfærdige syndere, som er udelukkede af menigheden, er formedelst denne udelukkelse, så længe de ikke gør bod, uberettigede til at deltage i sakramenterne samt udelukket fra deltagelse i menighedens private møder.

Udelukkede, der har bedrøvet menigheden ved offentlig forargelse, men igen forliger sig med det ved offentlig bekendelse og bod, tilstedes atter adgang til absolution og alterets sakramente.

Alle menighederne i Den evangelisk-lutherske Frikirke er trods den lokale adskillelse, dog i virkeligheden at betragte som én menighed. Tilsynet med det hele samfunds føres af en dertil under bøn og håndspålæggelse valgt tilsynsmand. At dette tilsyns eller biskopsembede stemmer med Guds ord og er indført af apostlene, ses i Paulus' brevet til Timoteus og Titus.

I forbindelse med tilsynsmandens eller biskoppens tilsyn, står synoden, der træder sammen, så ofte omstændighederne fordre det. Til disse møder forstanderen og en menighedsældste fra hver menighed, og efter Guds ords forskrift forhandles der da om alt, hvad der angår samfundets indre og ydre tarv. Tilsynsmanden, der fører forsædet i synoden, har derefter at våge over, at de fattede synodalbeslutninger overholdes. Ham påhviler den gerning at prøve og ordinere forstandere, udsende evangelister, våge over missionens gang, samt arbejde for at orden, fred og vedligeholdes i samfundet, og han har derfor så ofte som muligt at foretage visitationsrejser.

Vi holde os berettigede til, i henhold til vor evangeliske frihed at forandre, formindske eller formere de i menigheden antagne ceremonier og skikke ved gudstjenesten, dog således, at enhver forandring i denne henseende tjener til befordring af orden, disciplin og tugt. Dog afviges så lidt som muligt fra de i “folkekirken” brugelige gudstjentlige ceremonier, hvorfor ingen forandring i denne henseende tør finde sted uden menighedsforsamlingens vel overlagte beslutning og præstens samtykke.

Det er i sin orden, at det står ethvert i menigheden konfirmeret barn frit for selv at vælge, om det vil tilhøre menigheden eller ikke.

Der skal stedse, så vidt muligt, være en skole forbunden med menigheden, der, så længe der ikke er ansat nogen fast skolelærer, bestyres af præsten. De i samme brugelige skolebøger må ikke være afvigende fra den i § 2 anførte trosbekendelse. Foreløbig undervises i religion efter Pontoppidans Forklaring, Luthers Katekismus og Balslevs Bibelhistorie.

Såvel forældrene som lærerne er på det alvorligste forpligtede til nøje at påse, at børnene nyder kristelig undervisning og opdragelse, da ligegyldighed og forsømmelse fra forældrenes side i dette stykke vil være at betragte som gyldig grund til udelukkelse af menigheden.

Konfirmationen skal ikke være såmeget afhængig af børnenes alder, som af deres dygtighed til at prøve sig selv i henhold til 1. Kor. 11,28. Dog skal intet barn under sit 14. år konfirmeres, medmindre det viser en oprigtig længsel efter alterets sakramente. I ethvert tilfælde skal de børn, som hører til menigheden, indtil deres 14. år flittigt deltage i religionsundervisningen.

Af disse paragraffer skulle følgende vedblive at bestå uforandrede: §§ 2, 3, 4, 5, 7, 10, 11 og 12.
De øvrige kunne forandres, dog kun på den betingelse, at flertallet af menigheden er enige derom.

Denne forfatning bliver at forelægge enhver til gennemsyn og overvejelse, som vil indtræde i menigheden, og at underskrive af den pågældende.