13. søndag e. trinitatis (I)

Søndagens bibelske indgangsvers (introitus)
Salme 74,20a.21a.22a.23a.1

PRÆDIKEN:
Salig ved at se og høre
Lukas 10,23-37

Husk på pagten!
Den undertrykte skal ikke vige i skændsel;
Rejs dig, Gud, og før din sag!
Glem ikke dine fjenders råb,
Hvorfor har du forstødt os for evigt, Gud,
hvorfor flammer din vrede op mod de får, du vogter?
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,
som i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed! Amen.

Kollekt

Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi takker dig af hjertens grund, fordi du har ladet os leve i denne salige tid, da vi kan høre dit hellige evangelium, kende din guddommelige vilje og dit faderlige hjerte og se din Søn, Jesus Kristus. Vi beder dig, at du i din grundløse barmhjertighed nådigt vil bevare dit ords salige lys hos os, og ved din Helligånd lede og styre vore hjerter, så vi aldrig nogen sinde viger derfra, men bliver fast derved, så vi heller forlader alt andet og endelig bliver salige deri ved din søn, Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed! Amen.

Læsning fra Det gamle Testamente: 3.Mosebog 19,1-2.9-18*

Herren talte til Moses og sagde: Tal til hele israelitternes menighed og sig til dem: I skal være hellige, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig. ...
Når I høster kornet i jeres land, må du ikke høste helt ud til kanten af din mark, og hvad der ligger tilbage, når du har høstet, må du ikke samle ind. Din vingård må du ikke plukke ren, og nedfaldne druer i din vingård må du ikke samle op; dem skal du efterlade til den trængende og den fremmede. Jeg er Herren jeres Gud!
I må ikke stjæle, I må ikke lyve, og I må ikke bedrage jeres landsmænd. I må ikke sværge falsk ved mit navn, så du vanhelliger din Guds navn. Jeg er Herren!
Du må ikke undertrykke din næste eller udplyndre ham. Du må ikke holde din daglejers løn tilbage til næste dag. Du må ikke forbande en døv, og du må ikke få en blind til at snuble. Du skal frygte din Gud. Jeg er Herren!
I må ikke øve uret i retssager. Du må hverken tage parti for den fattige eller begunstige den rige. Du skal dømme din landsmand med retfærdighed. Du må ikke løbe med sladder om dine landsmænd. Du må ikke stræbe din næste efter livet. Jeg er Herren!
Du må ikke nære had til din broder i dit hjerte, men du skal åbent gå i rette med din landsmand, så du ikke pådrager dig skyld. Du må ikke hævne dig på dine landsmænd eller bære nag til dem; du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren!

Epistel: Galaterbrevet 3,15-22 (oprindelig 1. tekstrække)

Brødre, jeg bruger et eksempel fra menneskelivet: Ingen kan ophæve eller føje noget til et testamente, når det først er retsgyldigt, selv om det kun er et menneskes. Men hvad Abraham angår, blev løfterne givet til ham og til hans afkom. Det hedder ikke: "og til dine afkom" i flertal, men i ental: "og til dit afkom", og det er Kristus. Hvad jeg mener, er dette: Et testamente, som Gud allerede har gjort retsgyldigt, kan loven, som kom 430 år senere, ikke gøre ugyldigt, så at den dermed skulle sætte løftet ud af kraft. Hvis arven fås på grund af loven, fås den ikke mere på grund af løftet. Men det var ved et løfte, Gud gav Abraham arven.
Hvad skulle så loven? Den blev føjet til for overtrædelsernes skyld, men den skulle kun være gyldig, indtil det afkom, som havde fået løftet, var kommet. Den blev givet ved engle, gennem en formidler. En formidler står ikke kun for den ene part. Men Gud er én. Er loven da imod Guds løfter? Aldeles ikke! For var der blevet givet en lov, som kunne gøre levende, så ville retfærdigheden også komme af loven. Men Skriften har indesluttet alt under synd, for at løftet ved tro på Jesus Kristus kunne gives dem, som tror.

Eller

Galaterbrevet 2,16-21* (folkekirkens alterbog 1992)

Fordi vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus, har også vi sat vores lid til Kristus Jesus for at gøres retfærdige af tro på Kristus og ikke af lovgerninger. For af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdigt. Men når vi, ved at søge at blive retfærdige i Kristus, selv er kommet til at stå som syndere, går Kristus så ikke syndens ærinde? Aldeles ikke! For hvis jeg igen bygger det op, som jeg har brudt ned, så viser jeg mig som en overtræder. For jeg er ved loven død for loven for at leve for Gud. Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig. Jeg ophæver ikke Guds nåde, for hvis der kan opnås retfærdighed ved loven, er Kristus jo død til ingen nytte.

Evangelium: Lukas 10,23-37

Så vendte han sig til disciplene og sagde til dem alene: "Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre."
Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: "Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?" Han sagde til ham: "Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?" Manden svarede: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv." Jesus sagde: "Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve." Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: "Hvem er så min næste?" Jesus svarede og sagde: "En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?" Den lovkyndige svarede: "Han, som viste ham barmhjertighed." Og Jesus sagde: "Gå du hen og gør ligeså!"

Leviticus 19:1-2 and 9-18 ESV
And the LORD spoke to Moses, saying, 2 "Speak to all the congregation of the people of Israel and say to them, You shall be holy, for I the LORD your God am holy. ... 9 "When you reap the harvest of your land, you shall not reap your field right up to its edge, neither shall you gather the gleanings after your harvest. 10 And you shall not strip your vineyard bare, neither shall you gather the fallen grapes of your vineyard. You shall leave them for the poor and for the sojourner: I am the LORD your God. 11 "You shall not steal; you shall not deal falsely; you shall not lie to one another. 12 You shall not swear by my name falsely, and so profane the name of your God: I am the LORD. 13 "You shall not oppress your neighbor or rob him. The wages of a hired worker shall not remain with you all night until the morning. 14 You shall not curse the deaf or put a stumbling block before the blind, but you shall fear your God: I am the LORD. 15 "You shall do no injustice in court. You shall not be partial to the poor or defer to the great, but in righteousness shall you judge your neighbor. 16 You shall not go around as a slanderer among your people, and you shall not stand up against the life of your neighbor: I am the LORD. 17 "You shall not hate your brother in your heart, but you shall reason frankly with your neighbor, lest you incur sin because of him. 18 You shall not take vengeance or bear a grudge against the sons of your own people, but you shall love your neighbor as yourself: I am the LORD.

Gal 3:15-22. ESV
15 To give a human example, brothers: even with a man-made covenant, no one annuls it or adds to it once it has been ratified. 16 Now the promises were made to Abraham and to his offspring. It does not say, "And to offsprings," referring to many, but referring to one, "And to your offspring," who is Christ. 17 This is what I mean: the law, which came 430 years afterward, does not annul a covenant previously ratified by God, so as to make the promise void. 18 For if the inheritance comes by the law, it no longer comes by promise; but God gave it to Abraham by a promise. 19 Why then the law? It was added because of transgressions, until the offspring should come to whom the promise had been made, and it was put in place through angels by an intermediary. 20 Now an intermediary implies more than one, but God is one. 21 Is the law then contrary to the promises of God? Certainly not! For if a law had been given that could give life, then righteousness would indeed be by the law. 22 But the Scripture imprisoned everything under sin, so that the promise by faith in Jesus Christ might be given to those who believe.

Luke 10:23-37 ESV
23 Then turning to the disciples he said privately, "Blessed are the eyes that see what you see! 24 For I tell you that many prophets and kings desired to see what you see, and did not see it, and to hear what you hear, and did not hear it."

25 And behold, a lawyer stood up to put him to the test, saying, "Teacher, what shall I do to inherit eternal life?" 26 He said to him, "What is written in the Law? How do you read it?" 27 And he answered, "You shall love the Lord your God with all your heart and with all your soul and with all your strength and with all your mind, and your neighbor as yourself." 28 And he said to him, "You have answered correctly; do this, and you will live." 29 But he, desiring to justify himself, said to Jesus, "And who is my neighbor?" 30 Jesus replied, "A man was going down from Jerusalem to Jericho, and he fell among robbers, who stripped him and beat him and departed, leaving him half dead. 31 Now by chance a priest was going down that road, and when he saw him he passed by on the other side. 32 So likewise a Levite, when he came to the place and saw him, passed by on the other side. 33 But a Samaritan, as he journeyed, came to where he was, and when he saw him, he had compassion. 34 He went to him and bound up his wounds, pouring on oil and wine. Then he set him on his own animal and brought him to an inn and took care of him. 35 And the next day he took out two denarii and gave them to the innkeeper, saying, 'Take care of him, and whatever more you spend, I will repay you when I come back.' 36 Which of these three, do you think, proved to be a neighbor to the man who fell among the robbers?" 37 He said, "The one who showed him mercy." And Jesus said to him, "You go, and do likewise."

لاويان ايش 19

1 و خداوند موسی‌ را خطاب‌ كرده‌، گفت‌:
2 «تمامی‌ جماعت‌ بنی‌اسرائیل‌ را خطاب‌ كرده‌، به‌ ایشان‌ بگو: مقدس‌ باشید، زیرا كه‌ من‌ یهوه‌ خدای‌ شما قدوس‌ هستم‌.
9 « و چون‌ حاصل‌ زمین‌ خود را درو كنید، گوشه‌های‌ مزرعه‌ خود را تمام‌ نكنید، و محصول‌ خود را خوشه‌چینی‌ مكنید.
10 و تاكستان‌ خود را دانه‌چینی‌ منما، و خوشه‌های‌ ریخته‌ شدۀ تاكستان‌ خود را بر مچین‌، آنها را برای‌ فقیر و غریب‌ بگذار، من‌ یهوه‌ خدای‌ شما هستم‌.
11 دزدی‌ مكنید، و مكر منمایید، و با یكدیگر دروغ‌ مگویید.
12 و به‌ نام‌ من‌ قسم‌ دروغ‌ مخورید، كه‌ نام‌ خدای‌ خود را بی‌حرمت‌ نموده‌ باشی‌، من‌ یهوه‌ هستم‌.
13 مال‌ همسایه‌ خود را غصب‌ منما، و ستم‌ مكن‌، و مزد مزدور نزد تو تا صبح‌ نماند.
14 كر را لعنت‌ مكن‌، و پیش‌ روی‌ كور سنگ‌ لغزش‌ مگذار، و از خدای‌ خود بترس‌، من‌ یهوه‌ هستم‌.
15 در داوری‌ بی‌انصافی‌ مكن‌، و فقیر را طرفداری‌ منما و بزرگ‌ را محترم‌ مدار، و دربارۀ همسایۀ خود به‌ انصاف‌ داوری‌ بكن‌؛
16 « در میان‌ قوم‌ خود برای‌ سخن‌چینی‌ گردش‌ مكن‌، و بر خون‌ همسایه‌ خود مایست‌. من‌ یهوه‌ هستم‌.
17 « برادر خود را در دل‌ خود بغض‌ منما، البته‌ همسایۀ خود را تنبیه‌ كن‌، و به‌ سبب‌ او متحمل‌ گناه‌ مباش‌.
18 از ابنای‌ قوم‌ خود انتقام‌ مگیر، و كینه‌ مورز، و همسایۀ خود را مثل‌ خویشتن‌ محبت‌ نما. من‌ یهوه‌ هستم‌.

غلاطيان ايش 3
15 ای برادران، به طریق انسان سخن می‌گویم، زیرا عهدی را که از انسان نیز استوار می‌شود، هیچ‌کس باطل نمی‌سازد و نمی‌افزاید.
16 امّا وعده‌ها به ابراهیم و به نسل او گفته شد و نمی‌گوید به نسلها که گویا دربارهٔ بسیاری باشد، بلکه دربارهٔ یکی و به نسل تو که مسیح است.
17 و مقصود این است عهدی را که از خدا به مسیح بسته شده بود، شریعتی که چهارصد و سی سال بعد از آن نازل شد، باطل نمی‌سازد بطوری که وعده نیست شود.
18 زیرا اگر میراث از شریعت بودی، دیگر از وعده نبودی. لیکن خدا آن را به ابراهیم از وعده داد.
19 پس شریعت چیست؟ برای تقصیرها بر آن افزوده شد تا هنگام آمدن آن نسلی که وعده بدو داده شد و به‌وسیلهٔ فرشتگان به دست متوسّطی مرتّب گردید.
20 امّا متوسّط از یک نیست، امّا خدا یک است.
21 پس آیا شریعت به خلاف وعده‌های خداست؟ حاشا! زیرا اگر شریعتی داده می‌شد که تواند حیات بخشد، هرآینه عدالت از شریعت حاصل می‌شد.
22 بلکه کتاب همه‌چیز را زیر گناه بست تا وعده‌ای که از ایمانِ به عیسی مسیح است، ایمانداران را عطا شود.

لوقا ايش 10
23 و در خلوت به شاگردان خود التفات فرموده، گفت، خوشابحال چشمانی که آنچه شما می‌بینید، می‌بینند.
24 زیرا به شما می‌گویم بسا انبیا و پادشاهان می‌خواستند آنچه شما می‌بینید، بنگرند و ندیدند و آنچه شما می‌شنوید، بشنوند و نشنیدند.
25 ناگاه یکی از فقها برخاسته، از روی امتحان به وی گفت، ای استاد چه کنم تا وارث حیات جاودانی گردم؟
26 به وی گفت، در تورات چه نوشته شده است و چگونه می‌خوانی؟
27 جواب داده، گفت، اینکه خداوند خدای خود را به تمام دل و تمام نفس و تمام توانایی و تمام فکر خود محبّت نما و همسایهٔ خود را مثل نفس خود.
28 گفت، نیکو جواب گفتی. چنین بکن که خواهی زیست.
29 لیکن او چون خواست خود را عادل نماید، به عیسی گفت، و همسایهٔ من کیست؟
30 عیسی در جواب وی گفت، مردی که از اورشلیم به سوی اریحا می‌رفت، به دستهای دزدان افتاد و او را برهنه کرده، مجروح ساختند و او را نیم مرده واگذارده، برفتند.
31 اتّفاقاً کاهنی از آن راه می‌آمد، چون او را بدید از کناره دیگر رفت.
32 همچنین شخصی لاوی نیز از آنجا عبور کرده، نزدیک آمد و بر او نگریسته از کناره دیگر برفت.
33 لیکن شخصی سامری که مسافر بود، نزد وی آمده، چون او را بدید، دلش بر وی بسوخت.
34 پس پیش آمده، بر زخمهای او روغن و شراب ریخته، آنها را بست واو را بر مرکب خود سوار کرده، به کاروانسرایی رسانید و خدمت او کرد.
35 بامدادان چون روانه می‌شد، دو دینار درآورده، به سرایدار داد و بدو گفت این شخص را متوجّه باش و آنچه بیش از این خرج کنی، در حین مراجعت به تو دهم.
36 پس به نظر تو کدام یک از این سه نفر همسایه بود با آن شخص که به دست دزدان افتاد؟
37 گفت، آنکه بر او رحمت کرد. عیسی وی را گفت، برو و تو نیز همچنان کن.

第19章

1 耶和華對摩西說、
2 你曉諭以色列全會眾說、你們要聖潔、因為我耶和華你們的　神是聖潔的。
9 在你們的地收割莊稼、不可割盡田角、也不可拾取所遺落的。
10 不可摘盡葡萄園的果子、也不可拾取葡萄園所掉的果子、要留給窮人和寄居的．我是耶和華你們的　神。
11 你們不可偷盜、不可欺騙、也不可彼此說謊。
12 不可指著我的名起假誓、褻瀆你　神的名．我是耶和華。
13 不可欺壓你的鄰舍、也不可搶奪他的物．雇工人的工價、不可在你那裡過夜留到早晨。
14 不可咒罵聾子．也不可將絆腳石放在瞎子面前．只要敬畏你的　神．我是耶和華。
15 你們施行審判、不可行不義、不可偏護窮人、也不可重看有勢力的人．只要按著公義審判你的鄰舍。
16 不可在民中往來搬弄是非．也不可與鄰舍為敵、置之於死．〔原文作流他的血〕我是耶和華。
17 不可心裡恨你的弟兄．總要指摘你的鄰舍、免得因他擔罪。
18 不可報仇、也不可埋怨你本國的子民、卻要愛人如己．我是耶和華。
19 你們要守我的律例。不可叫你的牲畜與異類配合．不可用兩樣攙雜的種、種你的地．也不可用兩樣攙雜的料作衣服、穿在身上。

15 弟兄們、我且照著人的常話說、雖然是人的文約、若已經立定了、就沒有能廢棄或加增的。
16 所應許的原是向亞伯拉罕和他子孫說的．　神並不是說眾子孫、指著許多人、乃是說你那一個子孫、指著一個人、就是基督。
17 我是這麼說、　神預先所立的約、不能被那四百三十年以後的律法廢掉、叫應許歸於虛空。
18 因為承受產業、若本乎律法、就不本乎應許．但　神是憑著應許、把產業賜給亞伯拉罕。
19 這樣說來、律法是為甚麼有的呢．原是為過犯添上的、等候那蒙應許的子孫來到．並且是藉天使經中保之手設立的。
20 但中保本不是為一面作的．　神卻是一位。
21 這樣、律法是與　神的應許反對麼．斷乎不是．若曾傳一個能叫人得生的律法、義就誠然本乎律法了。
22 但聖經把眾人都圈在罪裡、使所應許的福因信耶穌基督、歸給那信的人。

23 耶穌轉身暗暗的對門徒說。看見你們所看見的、那眼睛就有福了．
24 我告訴你們、從前有許多先知和君王、要看你們所看的、卻沒有看見．要聽你們所聽的、卻沒有聽見。
25 有一個律法師、起來試探耶穌說、夫子、我該作甚麼纔可以承受永生。
26 耶穌對他說、律法上寫的是甚麼．你念的是怎樣呢。
27 他回答說、『你要盡心、盡性、盡力、盡意、愛主你的　神．又要愛鄰舍如同自己。』
28 耶穌說、你回答的是．你這樣行、就必得永生。
29 那人要顯明自己有理、就對耶穌說、誰是我的鄰舍呢。
30 耶穌回答說、有一個人從耶路撒冷下耶利哥去、落在強盜手中、他們剝去他的衣裳、把他打個半死、就丟下他走了。
31 偶然有一個祭司、從這條路下來．看見他就從那邊過去了。
32 又有一個利未人、來到這地方、看見他、也照樣從那邊過去了。
33 惟有一個撒瑪利亞人、行路來到那裡．看見他就動了慈心、
34 上前用油和酒倒在他的傷處、包裹好了、扶他騎上自己的牲口、帶到店裡去照應他。
35 第二天拿出二錢銀子來、交給店主說、你且照應他．此外所費用的、我回來必還你。
36 你想這三個人、那一個是落在強盜手中的鄰舍呢。
37 他說、是憐憫他的。耶穌說、你去照樣行罷。