Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

Salige ved at se og høre

Salmer: 2, 142, Jesus det eneste // 493, 430, 333

Prædiken i Martinskirken og Gratiakirken 29.8.2021, LGJ

Lukas 10,23-37

Så vendte han sig til disciplene og sagde til dem alene: “Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.” Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: “Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” Han sagde til ham: “Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?” Manden svarede: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.” Jesus sagde: “Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.” Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: “Hvem er så min næste?” Jesus svarede og sagde: “En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?” Den lovkyndige svarede: “Han, som viste ham barmhjertighed.” Og Jesus sagde: “Gå du hen og gør ligeså!”

1. Salig ved at høre og se

JESUS siger: ”Salige er de øjne, som ser det I ser, og høre det, i hører”. Tænk, salig, bliver vi ved at se og høre! Se dig salig. Hør dig salig. Kom ind i en kristen kirke og se dig salig … og hør dig salig.

Men nogle vil sige: "Det går ikke. Mennesker må se at få hænderne op af lommerne og gøre noget. Er kristendom ikke, at man hjælper sin næste!" - Sådan en mand rejser sig nu: Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: “Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” Manden anser det for forkasteligt, at mennesker kan blive salige ved at se og høre – uden at gøre. Derfor stiller han forsøger han at få samtalen ind på rette spor – for at afprøve Jesus. ”Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv.”

Og det er Jesus da også helt med på. Lad os nu undersøge Lovens krav til os. Jesus spørger: Hvad står der i Loven? Manden svarede: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.” Det er, hvad vi skylder vor næste! En hel del. Faktisk alt. Hele dig. Manden har med sit svar sat sig selv på arbejde. Men er han villig til det – og kan han, hvis han vil?

Overfor nogle, kan jeg vel nok. Men vel ikke overfor alle? Hvem er min næste? Hvem er det, jeg skal elske som mig selv? Han vil retfærdiggøre sig selv. Ønsker at det, han gør er godt nok. Og slippe uden om det umulige krav ved at indskrænke det - begrænse det: Dem på mit arbejde, vil jeg gerne være flink mod. Min egen familie. Men en fremmed? Tilfældig person, jeg ikke kender? Det da ikke være meningen, at jeg skal være det overfor den og den? Hvor og hvem gælder det?

2. Den halvdøde

Jesus svarer med beretningen om en mand, to mænd, og en tredje mand. Og så må den lovkyndige og vi til sidst svare på spørgsmålet, hvem der var den første mands næste: ”Hvem var den mands næste, som faldt iblandt røvere?” Men er det ikke forkert spurgt? For denne mand kan jo ikke gøre godt. Han er jo døden nær. Han ligger frarøvet alt, såret, slået ned. Alligevel spørger Jesus ikke ”Hvem var samaritanerens næste? Hvem var levittens og præstens næste?” Men ”Hvem var den mands næste, som lå halvdød og havde brug for hjælp.” Du burde lave historien om, Jesus, og spørge, hvem der var de andres næste, så vi kunne svare: ham, der var i nød. Men Jesus bestemmer, hvordan han laver historien. Den person, som får en næste, er ude af stand til at hjælpe sin næste og har selv brug for hjælp. Men hvem hjælper ham?

Hermed viser Jesus den lovkyndige og os, at den lovkyndiges problemstilling er forkert. Hans spørgsmål er: ”Hvad skal jeg gøre?” ”Og hvem er min næste (som jeg kan gøre godt imod)?” Jesus lader nu hovedpersonen være den, der har brug for en, som redder ham og spørger: Hvem er hans næste?

Det første vi skal lægge mærke til, er, at manden kommer fra Jerusalem og rejser ned mod Jeriko. Herrens tempel- Guds nærvær og frelse var i Jerusalem. Manden er på vej bort. Og hvordan går det ham? Han bliver slået ned. Det er jo en beskrivelse af menneskehedens historie: Vendte sig fra Gud. Esajas beskriver det i Esajas 1: Hør, himmel, lyt, jord, for Herren taler: Børn har jeg opfostret og opdraget, men de har brudt med mig. Oksen kender sin ejer, æslet sin herres krybbe; men Israel kender ikke mig, mit folk fatter intet. Ve det syndige folk, et folk der er læsset med skyld, en slægt af forbrydere, børn der volder fordærv; de har svigtet Herren, ladet hånt om Israels Hellige og vendt ham ryggen. Hvor vil I have flere slag, siden I fortsætter frafaldet? Hovedet er ét stort sår, hjertet er blevet sygt. Fra isse til fod er der ikke et helt sted, kun flænger, skrammer og åbne sår; de er ikke presset ud og forbundet eller lindret med olie (Es 1,2-6). Sådan ligger vi alle. Det er vores situation. Det har ramt os åndeligt – i hjertet. Og det rammer os også legemligt med sygdom og død. Har vi så brug for loven så vi kan komme på benene, få et godt hjerte og gøre godt?

Paulus spørger i søndagens brevlæsning: 19 Hvad skulle så loven? Den blev føjet til for overtrædelsernes skyld (Gal 3,19 ). Er loven da imod Guds løfter? Aldeles ikke! For var der blevet givet en lov, som kunne gøre levende, så ville retfærdigheden også komme af loven. Men Skriften har indesluttet alt under synd, for at løftet ved tro på Jesus Kristus kunne gives dem, som tror (vers 21-22).

3. De halv-hjertede

Hvem skal redde manden? Hvem skal redde os? Først kommer en præst. Hjælper han? Nej. Præsten, som ved så meget, tager ikke Guds vilje ind over sit liv. Sådan er det med de lovkyndige. Han har en prioritet i sit liv – præst – skal måske op til templet – og røre ved et lig – risikere at blive overfaldt af de samme røvere, som manden i vejkanten? Nej, det gør han ikke. Han kan ikke hjælpe, når der er brug for hjælp, men først når han får tid og sikkerhed for at det går ham selv godt. Derpå kommer en levit - endnu en af de fromme og gode typer, med alle forudsætninger for at hjælpe. En af dem, som går i kirke. Men han har heller ikke tid. Han går forbi. Hvorfor skal opfordringen til næstekærlighed også altid komme så ubelejligt. Jeg har simpelthen ikke tid i dag. Hvis det da så ikke så så håbløst ud, ville jeg godt give en hånd med. Men ikke ham der. Hvem var mandens næste, som faldt iblandt røvere? Hvem var det, den halvdøde mand gjorde godt imod? Ingen af de to. Og de gjorde det heller ikke mod ham.

Nu ser vi et endnu større problem, end vi så til at begynde med. En halvdød mand i vejkanten og en halvhjertet præst og kirketjener. Den halvdøde kunne ikke redde sig selv. Og de halvhjertede det ikke. De svigtede. Og han blev en anklage ind over deres liv. Men de ville ikke høre det og ville ikke indse det. Ingen af alle os opfylder Guds hellige lov om næste-kærlighed. Når vi rejser bort fra Gud, da er vi dødsens, ligesom den halvdøde. Og andre mennesker kan ikke hjælpe os. Vi er i samme situation som manden i Esajas 1.

4. Samaritaneren

Men der er en, som redder og frelser. Der er en, som gør, hvad der skal gøres. Fra en helt uventet kant. En samaritaner: Han bliver mandens næste: Underligt: Ikke et menneske, en ”næste”, som du kan gøre godt mod og fortjene dig noget gennem, men et menneske, en ”næste”, som gør godt mod dig. Den halvdøde fik ingen medalje eller evigt liv ved at gøre godt, men ved at samaritaneren gjorde godt mod ham. Det var den lovkyndige blind for. Og det er også dér, vores blindhed er aller størst. Vi har så svært ved at fatte, at vi bliver salige ved at se og høre Jesus Kristus, og ved det HAN gør for os – helt ufortjent – og uventet. Men det er sådan, vi arver evigt liv. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham.

Blodet, som den halvdøde mand lå i, stammer fra vore synder mod andre, fra vores kærlighedsløshed og vore svigt. Vi ligger i døden. Men Kristus finder os og tilgiver og renser os i dåbens bad, før vi kan gøre noget godt. Han giver os sit legeme og blod i nadveren, så vi får styrke til legeme og sjæl. Jo, vi har brug for en næ,ste, som kan gøre godt mod os og retfærdiggøre dig. Og den eneste ene der kan dette, er JESUS KRISTUS.

I beretningen fortælles, at samaritaneren var på rejse! Evangelisten Lukas understreger i kapitel 9 og 17, at Jesus var på rejse. Hans mål var Jerusalem. Han ville bære vore synder på korset og dø i vort sted, så vi kunne få frelsen ved troen – og ikke ved gerninger. Han kommer med sit æsel - med vin og olie – og tager den halvdøde med til et herberg og sørger for ham. Ikke en enkelt dag, men alle dage, indtil han kommer tilbage. For det gør ham. Og indtil da sørger han for os gennem sin kirke, gennem sine apostle, gennem deres efterfølgere, gennem diakoner, tjenere, gennem dem, som selv er blevet hjulpet og bliver sendt ud, så Jesus gennem dem kan vise barmhjertighed, søge og frelse det fortabte. Det er den kristne kirkes opgave nu og helt frem til Jesu genkomst, når han synligt åbenbarer sig.

Så kan vi trygt lade alt afhænge af Ham, Jesus Kristus, den barmhjertige samaritaner. På grund af vor dåb og den hellige nadver ved vi, at han har fundet os, renset os. Og han vil i dag give os sit legeme og blod igen. Det kan vi hvile i. Vi er salige, ikke ved det, vi formår at gøre, men ved at se og høre evangeliet! Og det gør os til glade tjenere på herberget, her i menigheden. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk