|
Sønnen og Faderen i samråd - og vi lytter med
5. søndag efter påske (LGJ)
Salmeforslag: 199; Salmetillæg nr. 1: Jesus, husk på mig; 246 // 33; 47Prædiketekst: Johannes 17,1-11
(læses i løbet af prædikenen).Jesus taler med sin Fader om disciplene. Og disciplene lytter med. Det er som med forældre og deres børn. Når forældre planlægger sommerferie, glæder børnene glæder sig til at være med i alt det, der skal ske. De vil gerne lytte med, når forældrene taler om det, selv om det jo er forældrene, der sørger for det hele.
På samme måde med en læge og patienten. Lægen fortæller patienten om sygdommen og den behandling, som er nødvendig, og som nu påbegyndes. Måske fortæller lægen også, at en større operation er nødvendig, og at der skal holdes en konference med andre læger for at planlægge operation og behandling. Når lægen er gået, og patienten ligger i sengen med disse oplysninger, er det en skør tanke, at patienten nu skal operere sig selv og sørge for alt det, lægen fortalte om. Patienten kan trygt stole på lægens overblik, og at lægen sørger for, at behandlingen går i gang og bliver afsluttet godt.
Jesu bøn for disciplene kan sammenlignes med en samtale mellem mor og far, hvor børnene får lov at lytte med. Og med en konference på sygehuset, hvor patienten bagefter kan læse i journalen, hvad der er planlagt.
I.
Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: "Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.”
Jesus lod disciplene lytte med for at give dem tro på og hvile i, at han selv og hans og deres Fader ville sørge for dem, ligesom forældre sørger for deres børn. Det kunne de trygt stole, ligesom børn i familien stoler på mor og far, og ligesom en patient stoler på lægernes arbejde. Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: "Fader, …”
Apostlen Paulus fortæller os i Romerbrevet 8: Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os (Rom 8,34). Sønnen, Kristus Jesus, er lige nu, men vi er til gudstjeneste, i samtale med sin Fader og beder for os. Når du har været i kirke og har hørt Guds ord, og når du har læst det hjemme i din andagt, da er det ikke dig, der nu skal virkeliggøre det, du har læst og hørt. Ordet fortæller os jo, at vi er i Sønnens og Faderens hjerte. Vi er i Guds gode plan. Han vil tage hånd om os. Han vil lade alt virke sammen til gode for dem, som elsker ham, dem, som efter hans beslutning er kaldet (Rom 8,28).
I samtalen med sin Fader holdt Jesus fast ved det, han havde fortalt sine disciple forud. Han siger: "Fader, timen er kommet.” Den time havde Jesus fortalt disciplene om forinden. Det ville blive en frygtelig time. Den fyldte ham med uro og angst. Men samtidig var det nødvendigt. Han skulle lægges i jorden og dø som et sædekorn, så disciplene kunne leve, og så de siden hen kunne forkynde det for andre. Den afgørende og vanskeligste time i verdens historie var kommet. Jesus lagde det i Faderens hænder og sagde: ”Herliggør din S øn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham.” Han beder sin Fader støtte ham, så han kan give evigt liv til sine disciple.
Jesus gør intet uden Faderen, og Faderen gør intet uden Sønnen. De drøfter alt. De holder konference for vores skyld. Ikke disciplene, men Jesus skal gøre det, der skal gøres. Han gør det for os. For dig! Og han gør det sammen med sin Fader. Han frelser os fra synden, døden og dommen.
Jesus siger: ”Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre.” Jesus er færdig med sit arbejde på jorden, og nu kommer det afgørende tidspunkt, hvor det største og herligste skal afsløres: ”Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til.” Hvad er det for en herlighed? Det er kærligheden. Guds kærlighed til os mennesker. Det er Jesu kærlighed, som udholder alt, tåler alt og tror alt. Den fik disciplene at se langfredag, da Jesus i kærlighed til os og i lydighed mod sin Fader døde for vore synder for at give os evigt liv. Jesu herlighed gennem sin korsdød og opstandelse er det største i verden.
II.
Bønnen giver os også indblik i, hvordan det gik til, at disciplene kom til tro, og mennesker får troen i dag og bliver Jesus' disciple. ”Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig.”
Her er tre vigtige ting.
Det første er, at troen stammer fra Guds åbenbaring. Jesus siger jo: "Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig ..." Når vi tror på Guds tilgivelse, er det fordi Gud har åbenbaret for os, at han er den, han er. Han afslører i evangeliet, at han er Gud, vor Fader, som har givet os sin Søn. Han åbenbarer for os, at Sønnen er vores frelser. Han lærer os at bede og sige_ ”Fader vor, du som er i himlene!” Når vi lytter til det, Jesus lærte disciplene i de fire evangelier, lærer vi, hvem Gud er.
Det andet er, at vi er Guds børn, fordi Faderen har givet os til Jesus. Jesus siger jo: "De var dine, og du gav mig dem.” Gud Fader gav os til Guds Søn. En kristen er et menneske, som Faderen har givet til Sønnen. Det er ikke os, der giver os selv til Jesus, så vi kan blive frelst. Det er Gud, der giver os til Jesus. Sådan får vi den frelsende tro og lærer lærer Jesus at kende.
Og det tredje, Jesus nævner, er: ”De har holdt fast ved dit ord … For de ord, du gav mig, har jeg givet dem.” Jesu disciple havde holdt fast ved Jesu ord i 3 år. Engang, da mange forlod ham, spurgte han de tolv: ”Vil I også gå jeres vej?” Simon Peter svarede ham: ”Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige.” (Joh 6,67-69). Disciplene holdt fast, fordi Jesus havde givet dem det evige livs ord. Det holdt dem fast.
Han siger det samme i sin bøn: ”De har holdt fast ved dit ord. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem.” Vi holder fast ved de ord, vi har fået fra apostlene. For de fik dem fra Jesus. Og Jesus fik dem af sin Fader. Det er Guds ord, som har kraft og magt til at frelse os. Vi hører det i vores kirke. Det bliver læst op søndag efter søndag. Og det prædikes for os i gudstjenesten. Sådan har Gud bestemt det. Derfor giver han sin kirke hyrder og lærere. Og når de forkynder Guds ord og giver det videre, som de har fået af profeterne og apostlene, holder menigheden fast ved ordet. For ordet er Guds ord, som holder dem fast.
Her sidder vi så og undrer os over, at Gud gør det hele for os ved Evangeliets ord, mens vi læser og lytter. Og det, vi hører Jesus sige, styrker os i denne tro. Han beder jo: "Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem." Jesus gentager, hvem disciplene er: "Du har givet mig dem, for de er dine." Sådan ser Jesus på sine disciple. Sådan ser han på dig, som tror på ham. Du tilhører Faderen.
Det næste, de hører ham sige til sin Fader, kan i første omgang lyde underligt: "Ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig." Men det betyder ikke, at han slet ikke beder for verden. Han beder jo for verden lidt længere henne i samme bøn. Det, han siger her, er, at han ikke beder for verden i denne omgang. Lige nu er det disciplene, han tænker på og beder for. Det er ligesom i en familie. Børnene skal vide, at forældrene først og fremmest sørger for børnene. Det er jo deres børn. Det skal børnene ikke være i tvivl om. Sådan kan vi stole på, at Gud sørger for os, som tror og er døbt. Han vil bevare os i troen indtil det sidste.
III.
Til sidst siger han: "Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.” Disciplene og vi mærker her, at Jesus her tager et skridt dybere ind i bønnen. Han har et ønske, som er helt afgørende: "Hellige Fader! Hold dem fast ved dit navn." Og igen må vi glæde os. For så er det jo ikke os, der skal holde os selv fast. Det er vores himmelske Fader, som holder os fast i troen. Og midlet er ”Navnet”, nemlig navnet, som Faderen har givet Jesus. Derfor beder vi dagligt: "Helliget blive dit navn!" Gud bevarer os i troen, når alt det, Jesus står for og er, bliver fortalt, prædiket, forkyndt og skrevet ind i vore hjerter. Jesus-navnet beskytter os mod alt ondt.
Når vi er forsamlet i hans navn, er han midt iblandt os. Det har han lovet os (Matt 18,20). Derfor er en kristen ikke alene. Jesus er ved Faderens højre hånd, men samtidig er han midt i sin menighed og kirke. Derfor er en kristen ikke alene, men lever i en menighed. Her forener Jesus-navnet os. Vi kalder på ham, vi tilbeder ham, vi beder til ham, vi lytter til, hvad han har gjort for os og vil gøre for os. Vi knæler sammen og bekender vore synder. Vi bliver tilgivet, så vi også kan tilgive hinanden. Og vi forenes i den hellige nadver. Han gør os til ét i troen, ligesom Faderen og Sønnen er ét.
Sådan bygges en mur af beskyttelse op omkring os. Kirken er en borg, som verden ikke kan indtage. Gud gør kristne til ét med hinanden. Det beder Jesus sin Fader om at gøre. Og han gør det. Vi bliver hans børn ved dåben i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Og ved det navn holder han os fast i troen, så vi både bevarer troen og deler den med verden. Det er trygt. Amen.
Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk