”Så er vi da altid ved godt mod!”
Til bibelkredsen i Gratiakirken 12. nov. 2026 forud for 24. søndag e. trinitatis på søndag.
Epistel: 2 Korintherbrev 5,1-10
Vi ved nemlig, at hvis det telt, som er vort hus på jorden, brydes ned, så har vi en bygning fra Gud, et hus, der ikke er bygget med hænder, men er evigt, i himlene. 2 For mens vi er her, sukker vi af længsel efter at iklædes den bolig, vi har fra himlen 3 -- så sandt vi da ikke skal stå nøgne, når vi er klædt af. 4 For mens vi bor i teltet, sukker vi besværede, fordi vi ikke vil klædes af, men klædes på, så det dødelige bliver opslugt af livet. 5 Og den, som har sat os i stand til det, er Gud, der gav os Ånden som pant. 6 Så er vi da altid ved godt mod, og vi er det, selv om vi ved, at vi ikke kan være hjemme hos Herren, så længe vi har hjemme i legemet 7 -- for vi lever i tro, ikke i det, som kan ses. 8 Men vi er ved godt mod og vil hellere bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren. 9 Derfor sætter vi en ære i at være ham til behag, hvad enten vi er hjemme hos ham eller ej. 10 For vi skal alle fremstilles for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort her i livet, hvad enten det er godt eller ondt.
Apostlen siger noget til os, som intet menneske kan sige hverken om sig selv eller til andre. ”Så er vi da altid ved godt mod”. I bibelkredsen kan I overveje to ting:
1) Hvor vi ikke kan sige dette ud af sin egen kraft og styrke.
2) Og hvordan vi kan sige det, fordi Gud ved Ånden har talt til os om JESUS og givet os godt mod.
1) VI KENDER TIL MODLØSHED
Apostlen taler om, hvordan vi har det, når vi mærker, at vi skal dø: når det telt, vi har på jorden, brydes ned (v1). Og han taler om at vi sukker (v2) og er besværede (v4).
- Tal om jeres personlige erfaring med suk og besvær.
- Tal om årsager til, at vi bliver modløse: sygdom; uforsonlighed; krig; frygt i verden! Hvordan kan det gøre modløs, når vi mærker døden?
Apostlen har i begyndelsen af brevet fortalt, at han selv var i dødsfare og havde opgivet håbet. Læs 2 Kor 1,8-9. Paulus erfarede døden på tæt hold. Og mange lidelser (2 Kor 6,3-10). Nu siger han i 2 Kor 5,4b: ”Vi vil ikke klædes af, men klædes på.”
- Hvad menes der med at klædes af og klædes på?
- Der er mange lidelser forbundet med sygdom, som fører til død. Læs Joh 11,25-27. Hvordan trøster disse vers jer?
2) ALLIGEVEL SIGER HAN: ”VI ER ALTID VED GODT MOD”
Vers 1: ”Vi ved nemlig … at vi har en bygning fra Gud”. Begrundelsen for, at vi er ved godt mod, er, at vi ved noget. I vers 5 fortæller apostlen, hvor vi ved det fra: Fra ÅNDEN, som Gud gav os som pant. Ånden fik vi i DÅBEN og Ånden giver os tro og mod, når vi hører EVANGELIET. ”Den, som har sat os i stand til det, er Gud, der gav os Ånden som pant.”
- Læs Joh 16,12-15 og 2 Kor 2,8-9. Tal om den gave evangelierne og apostlenes breve er for os!
- Læs ApG 2,38-39 og Romerbrevet 6,3-5. Tal om, hvad Gud gjorde for jer, da I blev døbt.
På denne baggrund drager apostlen sin konklusion: vers 6 Så er vi da altid ved godt mod, og vi er det, selv om vi ved, at vi ikke kan være hjemme hos Herren, så længe vi har hjemme i legemet”. Han siger det på egne vegne og på vegne af os, som læser brevet. Men da han ved, at vi ikke altid føler det sådan, og derfor kan miste modet, føjer han denne meget vigtige sandhed til: ”FOR VI LEVER I TRO, IKKE I DET, SOM KAN SES.” (vers 7). Når alt i verden, i vore relationer til andre mennesker og i vor egen krop siger til os, at det er håbløst, da skal vi holde fast på, at det, som kan ses af os, ikke bærer os. Det er Gud der bærer os ved Ånden, der giver os mod og håb ved Evangeliet og de to sakramenter, Dåben og Nadveren.
- Hvordan vi kan hjælpe hinanden til at få troens mod i sygdom, skyld og død ved evangeliets ord, ved at vidne for hinanden om dåbens og nadverens gave.
Bøn: Hellig Ånd, tal til os om Jesus igen på søndag, så vi kan leve i troen på ham.
Overvind vores modløshed, og hjælp os til at hjælpe hinanden til at leve i tro.
I kan måske slutte med at læse Evangeliet i Johannes 5,17-29.
Kærlig hilsen LGJ