Prædiken 20. søndag e. trintitatis, 18. okt. 2026 i Aarh og Kbh.
Salmer: 51,1-3, #6, 49, 596 // 438, 430, 51v4-5
Matthæus 21,28-32
Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?" De svarede: "Den første." Jesus sagde til dem: "Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham.
Fortryde
Man kan fortryde, at man ikke sagde ja til et godt tilbud, at man ikke søgte et bestemt job. Man fortryder, at man ikke fik gjort det, som havde været en fordel for os. Man er ikke plaget af skyldfølelse men af ærgrelse over, at man ikke udnyttede de muligheder, man havde.
Så er det noget andet, når du svigtede og blev skyldig i forhold til et andet menneske eller i forhold til Gud, som kaldte dig til at gøre noget – og du ikke gjorde det. Du ærgrer dig ikke, men er skyldig. Du må fortryde. Og måske du ikke kan rette op på det. Det er umuligt. For sent. Da har du en evighed at fortryde i under skyld og dom. Og det nytter ikke at fortryde.
I søndagens evangelium taler Jesus til os, for at vi må fortryde og angre. Ikke ærgre os, men angre. Evangeliet kommer til os med tilgivelse og barmhjertighed, så det, der menneskeligt talt var umuligt at få tilgivelse for, bliver tilgivet. Gud tilgiver og frelser os her i nådens tid på jord.
Gå ud og arbejd i dag!
En mand har to sønner. Han vil, at de begge går ud og arbejder i vingården i dag! Han siger, at de skal. Det er ikke et forslag, men en befaling. Og de skal ikke gøre det i morgen eller om en uge, men i dag. De skal hjælpe til. Det er meningen med livet. Hjælpe. Være lydig. Arbejde for vores far. Leve for ham. Arbejde i hans vingård, så der kan høstes dejlig vin til gavn og glæde for mange. Gud taler til os. Der er noget, vi skal! - Lad os tage et kort kig ind i de ti bud, hvor vi ser, hvad Gud siger, at vi skal:
- Ikke dyrke de afguder, som de fleste danskere dyrker, men tro på ham, som befriede os fra slaveri og skyld og død. Dyrke HERREN! Ham og ham alene. Det er ikke til forhandling. Guds folk i Gamle Testamente skulle tilbede ham i templet, hvor der blev ofret for synden. Og Guds folk i Nye Testamente skal gøre det i den kristne menighed, hvor Guds Lam, Jesus, er hos os med tilgivelse.
- Det samme gælder det 2. bud, sim siger: ”Du må misbruge Guds navn!” Vi skal kalde på ham i al vor nød, bede, lovprise og takke. … Begynd dagen med tak. Sig ham tak for frelsen, at han tilgav dig i går og lover at være din Frelser i dag. Bed om, at han vil bevare dig fra synd, og at du ikke falder i fristelse. Det er ikke til forhandling. I dag skal du kalde på ham, takke og prise ham i din familie og din menighed og dit land.
- Og der er en tredje ting, som heller ikke er til forhandling: At du skal holde hviledagen hellig. Hør Guds ord sammen med andre kristne. Deltag i gudstjenesten om søndagen, så Gud kan tjene dig med sit ord og sakramenter. Lad Kristi ord bo iblandt jer! Det er ikke til forhandling. Det er ikke kun et godt råd, men hans vilje.
- Og hvad angår forholdet til hinanden i familie, menighed og samfund, har han også sagt, hvad vi skal:
Ær din far og mor! Ær og vær lydig mod dem, som har ansvar for dig i familie, i kirke og i samfund. De har fået myndigheden fra Gud. Adlyd og ær dem. - Og dræb ikke et andet menneske med vrede ord, men hjælp det menneske, som er i legemlig nød!
- Bryd ikke ægteskabet! Bryd ikke ind i andres, og lad porno og utugt i tanke og ord være fjernt fra jer.
- Stjæl ikke fra andre, men hjælp andre til at beholde, hvad de har og få det bedre.
- Beskyt din næstes navn og rygte i stedet for at gå med sladder.
- -10: Og begær ikke din næstes hus eller noget der hører din næste til.
Det er ikke til forhandling. Gå hen og arbejd i dag i min vingård. Vær til gavn for andre og giv Gud æren.
Det lette spørgsmål
Men den ene søn siger: ”Nej, jeg vil ikke!” Ingen forhandling. Et rent afslag. Jeg gør, hvad jeg vil. ”Jeg følger min lyst i dag.” - Men han fortrød og gik derud. Den anden søn siger: ”Ja, Herre!” Her er høflighed. Han kalder sin Far for ”Herre”. Ikke dårligt. Han kender Guds vilje, og han siger ”ja” til at gøre, hvad hans far ønsker, men gør det alligevel ikke.
Nu kommer det spørgsmål, som er let at svare på: ”Hvem af de to gjorde deres fars vilje?” De svarede: "Den første." Ja, den første! Vi kan hurtigt blive enige om, at det er ikke nok med rigtige og høflige ord. Det afgørende er, om vi i praksis gør, hvad vi skal. Har vi sagt ”nej”, må vi fortryde og gå hen i vingården. Har vi sagt ”ja”, men undladt at gå hen i vingården, har vi endnu mere at fortryde. Derfor svarer vi: Det var den første, som gjorde sin fars vilje. Helt klart.
Nu kommer det, som er vanskeligt:
Det vanskelige er at fortryde vores ”nej, jeg vil ej!” Det er vanskeligt, fordi vi taber vores ære, når vi fortryder.
Når vi fortryder, at vi ikke sagde ja, da vi fik et godt tilbud, ærgrer vi os. Men at ærgre sig er ikke virkeligt at fortryde, at syndede mod Gud og vor næste. Jesus taler om toldere og skøger. De havde noget at angre og fortryde. Det var ikke en småting for toldere at måtte indrømme griskhed. Det betød, at de måtte afstå fra den indtægt, de havde fået ved at kræve mere i told end foreskrevet. Det ville betyde voldsomt økonomisk tab at tilbagebetale, hvad de havde snydt sig til. Og skøger var prostituerede, som havde levet af misbrug af deres seksualitet. Det ville koste dyrt at fortryde. Tab af ære. Tab af indtægt.
Det koster også os dyrt at indrømme og bekende, at vi har syndet mod Gud og mod vor næste. For da bliver fortrydelse mere end ydre høflighed og fromme ord. Din stolthed knækkes, når du må sige: "Jeg er uden undskyldning!" til Gud og det menneske, du har svigtet og gjort ondt. Ingen af os gør det godvilligt. Men når du indser, at du har været ulydig mod Gud i pengegriskhed eller utroskab eller anden afgudsdyrkelse, og når du hører evangeliet, at dine mange synder samtidig skjules med kærlighed og tilgivelse fra Jesus Kristus, da bliver anger undgåelig. Ja, en gave fra Gud til dig. Da siger du: ”Kære Herre Gud, jeg er et fattigt syndigt menneske og har syndet – og er uden undskyldning.” Da må du indrømme og bekende overfor det medmenneske, du har svigtet. Og du må sige det til Gud, som lytter med og kender hjertet. Vi siger det i kirken før nadveren. Gud lytter med og svarer gennem den tjener, som lægger hånden på dit hoved. Det er ydmygende. Det er ydmygende for dig at skulle modtage tilgivelsen fra en tjener, som også er et fattigt syndigt menneske. Og det er ydmygende din præst at have denne tjeneste, fordi han ved, at han også selv har brug for den tilgivelse, han som præst giver dig.
I den kristne menighed findes vejen til den retfærdighed. Den viste Johannes Døber os, da han sidste søndag sagde: ”Se Guds lam!” Det sagde han til toldere og skøger og alle andre, som kom ud til Jorden. Og de blev døbt. - Der, hvor Jesus samler mennesker i en kristen menighed, dér er tilgivelse. Og der kan vi fortryde og råbe om hjælp. Og ydmyge os. Det er at gå hen i vingården. Det er den frugt, Gud ønsker. David beskriver frugten i Salme 51: Mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud. (V19).
Hvem er det så, Jesus tænker på med den anden høflige søn, der sagde: ”Ja, Herre!”, men ikke gik derhen? Det er ypperstepræster og folkets ældste, som forinden havde diskuteret med Jesus om hans ret til at undervise. Jesus sagde til dem: "Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham.
Det lød urimeligt i deres ører. De var jo langt bedre end pengegriske toldere og umoralske skøger. Ypperstepræsterne og folkets ældste kendte Guds vilje i de ti bud. De kunne forklare reglerne om offerlovene, hvordan man skulle gøre med det ene og det andet. Men de kendte ikke barmhjertigheden. De overholdt loven for at blive retfærdige ved deres egne ydre gerninger. Men der var ingen frugt i deres liv. Kun lov. Kun kritik og krav til andre, som ikke overholdt loven. Ingen selverkendelse. Ingen barmhjertighed. Ingen tilgivelse. De mente ikke, at de selv behøvede tilgivelse. Og hvis de behøvede tilgivelse, var det kun for småting. De delte ikke tilgivelsen med andre. For de havde den ikke selv.
På den måde blev det tydeligt, at de ikke var gået hen i deres faders vingård. Den frugt, som Gud vil høste hos os, er ikke, at vi ærgrer os over hinanden, men at vi fortryder vores ulydighed, og at vi giver os ind i tjenesten i Guds rige. Derfor siger Jesus, at toldere og skøger vil gå ind i Guds rige frem for dem. For toldere og skøger, som var hos Jesus, tog imod tilgivelsen, som fører ind i fællesskab med Gud. Jesus var blevet deres retfærdighed.
Jesus gav denne undervisning om de to sønner mandag efter palmesøndag, hvor han red ind i Jerusalem. Og ikke mange dage efter blev det fredag, langfredag. Her blev han korsfæstet for vore. Ypperstepræster og folkets ældste gjorde det af med Jesus. De kendte Loven og brugte den mod Jesus. Og de havde ingen anelse om hvad barmhjertighed er, og at de selv havde brug for tilgivelse.
Var toldere og skøger mere retfærdige end ypperstepræster og folkets ældste? Ja! For de havde lært retfærdigheden vej, som er JESUS. Uden Jesus ingen retfærdighed. Hos Jesus er vi retfærdige, selv om vi må kæmpe med synd og fristelser. Fandt man så igen de toldere, som havde angret, ved toldboden i griskhed? Nej. Og fandt man så de skøgerne på gaden i prostitution? Nej! De blev disciple hos Jesus. Man fandt dem som hjælpere og tjenere. De var retfærdige, fordi det var blevet tilgivet. De var nu i den kristne menighed, hvor Gud viser os, hvad vi skal, og at vi har brug for nåde. - Vi bliver ved med at have brug for tilgivelsen. Den giver Gud os i Evangeliet og i sakramenterne, dåben og nadveren. Og vi omsluttes af Guds barmhjertighed. - Det bedste, vi kan gøre i vingården, er at give den videre til hinanden – i dag.
Gud være lov og tak og ære fordi han kalder os til at være i sådan et rige, hvor han viser os barmhjertighed og tilgiver, og hvor vi kan give denne frugt videre til ham og hinanden. Amen