Figentræet og lammet

Af Leif G. Jensen – 19. søndag efter Trinitatis – Søndag, 11. oktober 2026
Johannes-evangeliet 1,35-51: Se Guds lam! & Jeg så dig under figentræet!

Prædiken 11. oktober 2026 i Kbh og Aarh. LGJ. www.vivit.dk/praediken

Salmenumre i Kbh: 692, 603, 174 // 165, 430, 31v4-6. I Aarh: 31v1-3, 603, 174 // 165, 430, 31v4-6  (numre i salmebog før 2002)

Evangelium: Johannes 1,35-51
Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. Han ser Jesus komme gående og siger: "Se, dér er Guds lam." De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter, sagde han: "Hvad vil I?" De svarede: "Rabbi, hvor bor du?" - Rabbi betyder Mester. Han sagde til dem: "Kom og se!" De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time. Andreas, Simon Peters bror, var den ene af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og var fulgt efter Jesus. Først møder han sin bror Simon og siger til ham: "Vi har mødt Messias" - det betyder Kristus. Han tog ham med hen til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: "Du er Simon, Johannes' søn; du skal kaldes Kefas" - det er det samme som Peter. Næste dag ville han tage til Galilæa og møder Filip. Jesus siger til ham: "Følg mig!" Filip var fra Betsajda, fra samme by som Andreas og Peter. Filip møder Nathanael og siger til ham: "Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret." Nathanael spurgte: "Kan noget godt komme fra Nazaret?" Filip sagde til ham: "Kom og se!" Jesus så Nathanael komme hen imod sig og sagde om ham: "Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig." Nathanael spurgte ham: "Hvor kender du mig fra?" Jesus svarede ham: "Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet." Nathanael udbrød: "Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!" Jesus sagde til ham: "Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det." Og han sagde til ham: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen."

 

DIN DAG

Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. 36 Han ser Jesus komme gående og siger: «Se, dér er Guds lam.» De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter, sagde han: «Hvad vil I?» De svarede: «Rabbi, hvor bor du?» -- Rabbi betyder Mester. Han sagde til dem: «Kom og se!» De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time. (Joh 1,35-39)

Det er tidligt morgen, du tænder lyset og ser dig om i soveværelset og finder dit tøj; du går ud i badeværelset, ser dig i spejlet og er om lidt i køkkenet. Hvordan bliver din dag? Måske tjekker du vejrudsigten, om det bliver regn eller sol. Eller nyhederne, om der bliver krig eller fred. Eller bankkontoen, om du har fået løn og har råd til mad i dag eller til en større investering. - Eller mobilen for at se, om der er en besked til dig eller for at høre, hvordan din mor eller barn eller ven har det. Du tænker med håb eller frygt på det, du skal i dag. Eller du har ikke noget at se frem til. Dagen er grå. 

Men da lyder det til dig: ”Se!”, ligesom Johannes Døber gør i søndagens evangelium. Og din ægtefælle eller en anden kristen siger: ”Kom og se!”, ligesom disciplene sagde til andre. Derfor nøjes du ikke med at tjekke mobiltelefon og nyheder. Du læser det sted, du er kommet til i Johannes-evangeliet eller et af de andre evangelier. Og med ét er du, hvor Jesus bor. Han bor hos dig. Jesus taler til dig. Og du beder til Gud, din Far denne gråvejrsdag i oktober. - Du er ikke alene ved køkkenbordet. Han ser hele din dag før den bliver til. - Nu står solen op og Jesus lyser ind over vejrudsigten, nyhederne, din økonomi og dine planer eller mangel på planer. Jesu herlighed er fuld af NÅDE og SANDHED. 

Det var, hvad der skete for mennesker, som kom ud til Jordan og lyttede til Johannes døber. Og det var det, der skete for Natanael. Lad os først se ham under figentræet, hvor han sad. Og bagefter vil vi se Guds Lam, som Johannes Døber opfordrer til.

 

FIGENTRÆET

Natanael sad under et figentræ. Og da Jesus senere mødte ham, sagde Jesus: 

"Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet." 

Figentræet nævnes mange steder i Gamle Testamente som et frugttræ, hvis frugt man nød, og hvor man sad, når man levede i troen på HERREN. … På den dag, siger Hærskarers Herre, skal I indbyde hinanden til at sidde under vinstokken og figentræet. (1 Kong 5,5 og Mika 4,4 Zak 3,10). Fællesskab med Gud og hinanden.

Et figentræ har blade helt ned til jorden og er et godt sted, hvis man ville grunde over Guds lov og bede en salme-bøn. Bladene dækker og skjuler dig. Figentræet kunne for troende israelitter være et lille kapel eller bedested, ligesom du måske har et sted i stuen, hvor du beder, og ligesom vi sammen har en kirke, hvor vi samles til gudstjeneste.

Jesus så Natanael, mens han var under figentræet,” der, hvor ingen andre end Gud kunne se ham. Han så ham i bøn. Han så ind i hans hjerte. Og da det gik det op for Natanael, at Jesus så ham under figentræet, udbrød han: "Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!"  For du så mig i min bøn. Jeg var hos dig, mens jeg bad. 

Den erfaring fortæller kong David om i Salme 139: 

Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med. Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre; bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig. (Sl 139,1-5). 

Vi kan ikke skjule os for Gud. Han ved, når vi gemmer os for ham og for hinanden. Han ved, når vi ikke vil indrømme det forkerte, vi har sagt og gjort. Han kender vore tanker om andre. Han gennemskuer os, når vi i overmod og hovmod tror, at vi ved alt om andre – og kritiserer dem. Han kender min skjulte overtrædelse. 

Det er vores redning, at det ikke er mennesker, men Guds søn, Jesus Kristus, der ransager os og kender os. For han er fuld af nåde og sandhed! Nåden og sandheden hos ham og fra ham gør, at vi kan lukke os op for ham og skjule os hos ham under figentræets blade i andagt i køkkenet og i gudstjeneste i kirken. Her kan vi kalde på Gud fra det dybe og bekende: Jeg dyrkede pengene som afgud; jeg holdt ikke hviledagen hellig; jeg hjalp ikke min næste i hans nød; og når vi var uærlig og brugte indtægt og formue på os selv; jeg bagtalte min bror i stedet for at tale med ham; jeg begærede vor næstes hus. 

Når vi tager budene frem et efter et, ransager Gud vort hjerte. Jesus opfordrer os til at gå ind i vort kammer og lukke vor dør og bede til vor fader, som er i det skjulte. Og vor fader ser I det skjulte vil bønhøre os. Derinde under figentræet eller ved køkkenbordet og om søndagen i vor kære kirke, hvor vi lytter til Guds ord og beder, der ser Jesus os! - Men der er alligevel noget, som er større, end at han ser os i vort skjulested. Jesus siger jo: "Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det."

 

LAMMET

Det er stort, at Herren ser os og kender vore hjerter. Men er endnu større at se, at han er Guds Lam. Når vi læser evangeliet, bliver det tydeligt for os, at Jesus har ofret sig for os som Guds lam. Johannes skriver: 

Næste dag stod Johannes Døber der igen med to af sine disciple. Han ser Jesus komme gående og siger: "Se, dér er Guds lam." De gik med Jesus hjem og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag. 

Mon ikke han den dag fortalte dem, hvad det betød for ham og for dem, at han er Guds lam?

Guds lam! Vi kan tænke på Abraham, da han skulle ofre sin søn på et bjerg. Der hører vi om et får – et han-får, en vædder. Moses skriver i sin første bog: 

Så rakte Abraham hånden ud og tog kniven for at slagte sin søn. Men Herrens engel råbte til ham fra himlen: «Abraham, Abraham!» Han svarede ja, og englen sagde: «Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn.» Da Abraham så op, fik han øje på en vædder, som hang fast med hornene i det tætte krat bagved. Abraham gik hen og tog vædderen og bragte den som brændoffer i stedet for sin søn. (1 Mos 22,10-13). 

Abraham ”fik øje på” … et får, et han-får, en vædder. Og den blev ofret i stedet for Isak. Sådan fik han sin søn Isak tilbage fra døden. Han så Guds Lam. - At Jesus er Guds Lam betyder for Jesus, at han skal dø i vort sted. Og for os betyder det redning. 

For en israelit var Guds Lam også påskelammet. Påskelammet reddede dem fra døden den sidste nat i Ægyptens fangenskab. Dødsenglen gik gennem Egypten og dræbte alle førstefødte. Men døden kom ikke ind i de huse, hvor man havde spist påskelammet og strøget blodet på dørstolpen. Og næste morgen vandrede de ud fra slaveriet. 

”Se Guds Lam!” er det en opfordring til at se os godt om i Skriften, så vi får øje på Jesus og betragter, hvem han er, og hvad han har gjort for os. Evangeliet viser os Jesu herlighed med nåde og sandhed. Og kan vi sige med Johannes: Og vi så hans herlighed, en herlighed, fuld af nåde og sandhed. (Joh 1,14).

Guds Lam er Jesus Kristus. Hans blod renser fra al synd! Det er centrum i vor kristne tro. Derfor bliver der prædiket i enhver kristen kirke om Jesus, Guds lam, så vi, der lytter, må udbryde med Natanael: Jesus, du er Guds Søn! (Joh 1,49). Og vi synger igen og igen vor tro på ham med sangen: O, du Guds lam, med korsets skam, du bar al verdens synder, … derfra al trøst begynder, miskundelig, forbarm du dig; … dermed al fred begynder, af kærlighed, giv os din fred; … derfra vort liv begynder vor død til trods opliv du os.

 

BØN

Kære Gud og far i himlen! Tak for det andagts-sted og gudstjeneste-sted, du har givet mig. Tak for din kirke og dit hus på jord. Og tak, at du der viser mig Jesus, som er dit offerlam til os. Amen.