Jesus besvarer to spørgsmål
Prædiken 12. juli 2026 i Aarh og Kbh. LGJ
Salmer: 3v1-5, # (De 10 bud); # (Jesus var på korset] // 600, 431, 3v6-10
Evangelium: Matthæus 19,16-26
Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: "Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?" Han svarede ham: "Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!" Han spurgte: "Hvilke?" Jesus svarede: " 'Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!' og: 'Du skal elske din næste som dig selv.'" Den unge mand sagde: "Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?" Jesus sagde til ham: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!" Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende.Og Jesus sagde til sine disciple: "Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige." Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: "Hvem kan så blive frelst?" Jesus så på dem og svarede: "For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.”
1. Det lød som et godt spørgsmål – men var det det godt spørgsmål?
"Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?" Manden der spørger, tror, at han skal gøre godt for at opnå noget – få evigt liv. GODE GERNINGER og BELØNNING. EVIGT LIV. Derfor siger Jesus ikke: «Det var et godt spørgsmål.” Men: "Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode."
Den unge mand håbede, at han var på vej til at blive det gode menneske, som Gud ville give evigt liv på grund af hans godhed. Hjælp mig på vej, Mester.
Men formålet med, at du gør noget godt, er ikke at du bliver god og får evigt liv. Kun én er god. Og det er ikke dig! Gud er den eneste gode. Og det, du spørger om, er umuligt for mennesker! Helt umuligt! Frelse og evigt liv er fra den Gode, fra Gud. Han giver os det gennem sin Søn og hans liv og død og opstandelse for os. Gud er Gud Fader og Guds Søn i Helligåndens fællesskab.
Hvordan skal Jesus hjælpe manden til at forstå, at han ikke kan blive det gode menneske ved at gøre noget godt, så han dermed bliver god= Han bruger de 10 bud.vOg de ti bud blev ikke givet på Sinai, for at israelitter kunne befri sig selv fra fangenskabet i Egypten. Gud havde befriet dem forinden. Og Loven, de 10 bud, kom til for at Folket og vi må lære, at vi behøver Gud som vore Frelser. Apostlen Paulus forklarer: "Men loven kom til, for at faldet skulle blive større; og blev synden større, er nåden blevet så meget desto større, (Rom. 5:20) Og: "Hvad skulle så loven? Den blev føjet til for overtrædelsernes skyld, men den skulle kun være gyldig, indtil det afkom, som havde fået løftet, var kommet" (Gal. 3:19)
2. Jesus tager manden med ind i Guds vilje
Jesus siger: "Men vil du gå ind til livet, så hold budene!" Han spurgte: "Hvilke?" Jesus svarede: " 'Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!' og: 'Du skal elske din næste som dig selv.'"
Det er Guds måde at hjælpe os på, så vi ser, hvordan det er med godheden i vores liv.
Jesus tager manden og os med ind i det 5., 6., 7. og 4. bud. "Du må ikke begå drab!" Du skal hjælpe andre til at bevare livet her på jorden. Sørg for dem i nød. Gør det ikke for at få noget ud af det selv, men for at andre bliver hjulpet. Ved at undlade at hjælpe, svigter du og kan blive årsag til, at de lider og dør af ensomhed eller sygdom.
Og "Du må ikke bryde et ægteskab!" Elsk og ær din ægtefælle. Gør det fuldt ud. Når din ægtefælle har gjort meget forkert mod dig, da bed Gud om hjælp til jer. I er jo ét kød. I er ikke adskilte individer. I hører sammen. Og bliv ved med at bede og ære din ægtefælle!
Og "Du må ikke stjæle!" Det betyder at du ikke må snyde andre i en handel. Brug i stedet dit overskud til at hjælpe den, som er i nød. Giv ham tøj og mad. Du har jo overskud! Det har du.
Og "Vidn ikke falsk om en anden!" Hvis du ved du noget dårligt om en anden, da fortæl det ikke til andre, men sig det under 4 øjne til vedkommende – i kærlighed. Og skjul mange synder med tilgivelsen. Undskyld det menneske, tal godt om det og optag alt i bedste mening i stedet for at anklage, tale dårligt om ham og misforstå til skade for ham.
3. Det virker desværre ikke på den unge mand
Den unge mand sagde: "Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?" Han er hurtig til at sige, at han gjort det. ”Det har jeg holdt alt sammen.” Det hele. Han ikke har dræbt nogen, har ikke taget en anden hustru, har ikke stjålet og ikke deltaget i sladder og han har æret sine forældre. Men hvad med hans skjulte tanker? Hor i hjertet, på nettet og i film. Og sagde han fra overfor den udbredte sladder. - Måske.
Alligevel viser den unge rige mand med sit friske svar, at han ved, at der er noget galt. Det mærkes af hans spørgsmål: ”Hvad mangler jeg så?” Han ved om en mangel i livet. Mærker du det også? Hvad mangler jeg? Der er noget i mig, som er så grundlæggende forkert. Hjælp mig med det.
Jesus svarer: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!" Jesus ved, hvad der er denne mands problem: Han giver ham tydeligt et kald fra Gud i det 7. bud. Du er meget velhavende. Sælg og giv til de fattige! Hvad har du gjort for at hjælpe andre i nød? Det er jo en del af det 7. bud: "Du må ikke stjæle!" Apostlen forklarer buddet sådan: Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal tværtimod slide i det og selv frembringe noget godt med sine hænder, så han har noget at give af til den, der har behov for det. (Ef 4:28). Sådan forklares det også i Lille Katekismus. Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke tager vor næstes penge eller ejendom eller tilvender os dem ved falske varer eller anden uredelighed, men hjælper ham at bevare, hvad han ejer, og bedre sine kår.
Den unge mand anså Jesus for en Mester. Og bad om vejledning. Og det fik han. Slip det, du bygger din tilværelse på. Se, hvordan mine disciple hjælper mennesker i nød. De følger mig. Du er også inviteret!
Men manden var ikke interesseret i at være hos Jesus, men bare i at gøre noget, som gjorde han selv godt. Han brød sig ikke om Loven. Så han gik. Bort. Bedrøvet. Trist. For han var meget velhavende.
4. Det gode spørgsmål er: ”Hvem kan da blive frelst!”
Nu taler Jesus med disciplene og os. Og her stiller disciplene det gode spørgsmål: Og Jesus sagde til sine disciple: "Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige." Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: "Hvem kan så blive frelst?" Jesus så på dem og svarede: "For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.
Jesus fortæller disciplene dengang og os i dag, at der er noget, som kan hindre os i at komme ind i Himmeriget: Rigdom! Men også Hor. Også Drab. Også at sprede falske rygter om andre. Og at vanære sine forældre. - Overtræder vi Guds bud er vi skyldige til straf.
De er ramt. De er forfærdede. Og derfor spørger de: ”Hvem kan da blive frelst?” Det er det gode spørgsmål. Og det gode svar lyder sådan: ”For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.”
Det er umuligt for dig. Der er ingen vej til evigt liv ved det du gør. ”For mennesker – alle mennesker – er det umulig.” Gud gør os ikke til bedre mennesker, sådan at vi kan frelse os selv ved gode gerninger og ved at være gode.
Gud frelser os ved sin godhed, fordi han er god. Derfor blev han menneske. Og Guds Søn fik navnet ”Jesus” – fordi han skulle frelse sit folk fra deres synder (Matt 1,21). De kunne ikke frelse sig selv. Vi kan ikke selv. Han gør det lige nu for os, mens han viser os, hvor desperat vi har brug for den Gode.
Og nu, mens vi lytter til Jesus, giver han os tillid til, at han er god. Og dette gode ord om Jesu godhed, binder os til ham, så vi er hos ham og følger ham. - I dåben forenede han dig med Jesus, for du skulle være hos ham hele livet. Og han vil tage dig gennem døden til det evige liv. Det er umuligt for os. Men han gør det gennem Evangeliet og Dåben. Og ved nadverbordet i dag.
Så er alt vel. Så kan vi hvile i Guds frelsende godhed. – AMEN