Salmer: 222 – 224 – 318 - 324
Lukasevangeliet 24,46-53
Og han sagde til dem: “Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag - og begyndes fra Jerusalem. I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.”
Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen.
De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.
Umiddelbart skulle man tro, rampelyset denne dag ville blive rettet mod Kristi Himmelfart, så alt det såkaldt ”almindelige” trådte noget i baggrunden. Men ved sin himmelfart skærper Jesus vores blik for det, som ”står skrevet”. Det ord, som Jesu disciple kendte fra barndommen af i deres hjem og i synagogegudstjenesten, var ikke passé, men mere aktuelt end nogensinde. Dette ord skulle frem over bære deres vidnesbyrd og prædiken, når de gik ud i verden som missionærer. Derfor vil vi spørge: Hvad står der da skrevet? Hvad skal der prædikes om?
Kristi lidelse og opstandelse
Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag. Det er i korte træk Bibelens indhold. Det handler om Kristi lidelse og opstandelse. Det skal der prædikes om i hele verden fra Kristi himmelfart til hans genkomst.
Men nu er verden jo allerede jo fuld af lidelse, krige og sygdom. Der er rigeligt af bekymringer, død, skyld og dårlig samvittighed. Derfor vil mange hellere høre om noget andet, når de endelig kommer i kirke. “Fortæl os ikke om et menneskes lidelse. Det har vi rigeligt af til hverdag.” Men samtidig kommer spørgsmålene: “Hvordan kan Gud tillade? Hvor er Gud i mit liv? Hvordan kan tilgivelsen igen få plads hos os i vores familie?”
Gud svarer med at fortælle: Kristus skal lide! Han skal udstå alt det, som I er ramt af. Han skal mærke jeres synd og skyld på sin krop og sjæl. Og han lide den straf, som I havde fortjent. Og tre dage efter skal han opstå. Døden er besejret. Ham, som led for jer, fylder nu himlenes himle og vil samle jer i sin herlighed. Det evige liv venter for enhver, som tror på ham.
Der skal prædikes
Derfor bliver det også afgørende for os at vide, hvordan mennesker kommer til tro og bliver hans disciple. Jesus svarer: I hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse.
Jesus har ingen anden måde. Han tog ikke det halve Jerusalem med ud på Oliebjerget, så de kunne se hans himmelfart og dermed blive overbevist om, at han var Guds søn. Han sendte i stedet sine disciple tilbage til Jerusalem for at prædike i hans navn – og siden ud i verden, for at vi også kunne få den frelsende tro.
I prædikenen om Kristi lidelse, død og opstandelse rører Guds Ånd ved vores samvittighed og trøster dybt ind i menneskehjertet. Det opnås ikke gennem et stort kristeligt lysshow med imponerende himmel-raketter. Heller ikke gennem teater eller helbredende seancer i kristendommens navn. Det sker ved prædiken, omvendelses-prædiken til syndernes forladelse.
Guds ord skal ind dér, hvor du er hård eller blød, uforsonlig eller bøjet. Det skal prædikes ind i dit liv og i din lidelse. Det, han har gjort for os gennem sin lidelse og opstandelse, bliver givet os, når det forkyndes og prædikes ind i vores liv. Det vender os om til ham. En sådan bibelsk omvendelsesprædiken er ikke en ”sort” prædiken, som spærrer for livet. Det er en sand prædiken, som viser os døden og åbner for det sande liv. Den prædiken behøver vi hver dag – og i hvert fald om søndagen!
Der skal prædikes for alle folkeslag - og begyndes fra Jerusalem. I skal være vidner om alt dette.
Der skal begyndes der, hvor disciplene befinder sig, dvs. der, hvor vi bor og færdes. Dér skal Guds ord prædikes. Guds søn, som fylder himlenes himle gennem sin himmelfart, vil fylde vore hjerter med tro gennem prædikenen til syndernes forladelse.
Der skal velsignes
Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem.
Kunne han ikke have velsignet dem inde i byen, hvor andre så det? Ville det ikke være mere virkningsfuldt, hvis Gud velsignede de kristne for alverdens øjne? Evangeliet svarer nej. Disciplene blev velsignet på et stille sted, hvor de kunne være uforstyrret sammen med Jesus. Han vil også velsigne os på samme måde. Han trækker os ud af byen, ud af huset bort fra hverdagens gøremål, bort fra arbejdet og hen i nærheden af Betania.
Betania var for Jesus og disciplene et sted med mange gode minder. Her boede Lazarus og Martha og Maria. Her tog de hen, når de havde haft en lang og vanskelig dag i Jerusalem med forkyndelse, vidnesbyrd, med hjælp til syge. Et fristed.
Vi har brug for en menighed og kirke, hvor Herren løfter sine hænder og velsigner os. Det er nødvendigt at holde fri en gang om ugen. Det er nødvendigt at samles med andre kristne borte fra hverdagens larm. Søndage og helligdage er beregnet hertil: til fællesskab og til velsignelse. Det er vigtigt, at der ikke altid skal ske 1000 ting. For da forsvinder vi selv i mylderet, og Gud forsvinder. Da går alt op i verdslighed, og vi mister himlen og ham, som fylder himlenes himle.
Han løftede sine hænder og velsignede dem! Hvad mon de så? De så mærkerne i hans hænder. De så tegnet på hans lidelse for dem på korset. Men hånden var ikke længere naglet til korset, men fri. De så ham som deres levende Herre og frelser. Hvilken velsignelse. Jesus sagde før sin himmelfart: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!”
Sådan skal vi lade os velsigne af Jesus Kristus. Dermed får vi styrke til at leve for ham og med ham i hverdagen.
Og mens han velsignede dem, skiltes han fra dem. Det er et fantastisk ord. Der står ikke, at han først velsignede dem og derpå skiltes fra dem. Men det var, mens han velsignede dem, at han blev løftet op til himlen. Det fortæller os, at han ikke er færdig med at velsigne. Han er stadig i gang med at velsigne. Han holder sin hånd løftet over os som beskyttelse og værn.
Der skal tilbedes
De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.
De tilbad ham! Kristi Himmelfart var ikke en afsked, men en ny begyndelse. Han var stadig hos dem, men nu på en ny måde. Og han ville gå med dem i 12 retninger - alle jordens 4 verdenshjørner. De kunne gå 3 i hver retning.
De tilbad ham. Den, som tilbeder, har ikke travlt med alt muligt på én gang, men tænker på den, som tilbedes. Tilbede og ære. Takke og prise. Det inspireres vi til på Kristi Himmelfartsdag. Vi har al mulig grund til at bede til Jesus, tilbede ham, tale om ham og fylde rummet med lovsang over ham.
Og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem. De havde ellers god grund til at frygte for fremtiden, når de så på sig selv og på verden. De havde lært sig selv at kende som mennesker, der ikke havde slået til, når det gjaldt. Men fra nu af levede de under deres Herres velsignelse. Det gav sammenhold og frimodighed med henblik på deres store kald til at forkynde evangeliet i verden. Og de holdt sammen, læste Skrifterne, holdt fast ved bønnerne og den hellige nadver.
Jesus Kristus giver os samme grund til glæde. Selv om der er mange grund til at frygte for fremtiden, når vi ser på verden og på os selv, så kan vi også frem over leve livet med stor frimodighed. For Jesus Kristus fylder himlenes himle, og han træder os helt nær gennem Skriften, når der prædikes i hans navn, og når vi samles med hinanden ved nadverbordet.
Her får vi varme og håb. Her kommer lidelserne i hverdagen ind i lyset fra Jesu lidelse. Her brydes mørket af Jesu opstandelse fra de døde. Her sendes vi ud i verden som hans vidner. Amen.