Salmer: 435 - 48 - 451 - 269 - 643
Evangelium: Johannes 8,28-36
Jesus sagde da til dem: „Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.“ Da han talte sådan, kom mange til tro på ham.Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: „Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.“ De svarede ham: „Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?“ Jesus svarede dem: „Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.
Da han talte sådan, kom mange til tro på ham
De kom til tro, mens han talte til dem. Troen indtraf i hjertet, samtidig med ordene lød. Og troen kom til dem, da han talte sådan. Talens indhold var af allerstørste betydning.
Derfor har prædiken og undervisning en central plads i den kristne menighed. Og det ord, som lyder, skal være Jesu ord. Der skal tales og forkyndes ud fra og i overensstemmelse med det ord og det budskab, som vi har fået overleveret fra Herren i bibelen. For mens der tales sådan, kommer mennesker til tro.
Det svarer helt til, hvad Jesus siger et andet sted: ”Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet” (Joh 5,24). Eller tag apostelen Paulus’ ord: ”Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord” (Rom 10,27).
Det kristne budskab kommer lyder til os med tydelige og klare ord og har et helt bestemt indhold. Og dette ord giver os troen og frelser os.
I er nedenfra - jeg er ovenfra
Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Det lille ord “sådan” hentyder til, hvad Jesus netop havde talt til dem: Lige forud for teksten siger han: ”I er nedenfra - jeg er ovenfra .... Hvis I ikke tror at jeg er den jeg er, skal I dø i jeres synder”. Herpå kommer vores tekstafsnit: Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv. Talen handlede om dem og om Jesus, hvem de var, og hvem han var, hvordan synden bandt dem i slaveri og ville føre dem til døden, og hvad Jesus var kommet for at gøre for dem som deres befrier.
”I er nedenfra . ... og dør i jeres synder, hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er.” Hans tale får os til at se, hvor vi er, og hvor vi er fra, og hvad der kendetegner vores liv. ”Nedenfra ... synder ... dø i vores synder.” Kan det ikke ryste os en smule? Vi har syndet mod hinanden. Vi har syndet mod vores Skaber og ophav. Vi har handlet imod Guds vilje. Og hvad betyder det, hvis vi dør i vore synder? Er det ikke en helt umulig for os?
Jeg er ovenfra ... Jeg er den, jeg er. Umiddelbart siger det os måske ikke så meget. Men jøderne, som Jesus sagde det til, genkendte ordene. De kendte dem fra beretningen om Moses, som Herren mødte i den brændende tornebusk. Moses måtte af med sine sko, fordi han stod på et helligt sted. Og Herren sagde til ham: “Jeg har set mit folks lidelse i Egypten. … Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land. … Jeg er den, jeg er!” (2 Mos 3).
Jesus siger hermed, at han er den Gud, som mødte Moses i den brændende tornebusk. Jesus er den, han er. Han er “Jeg Er” (2 Mos 3,14). Han er fra evighed af. Han var til, før vi blev skabt, og før han selv blev menneske. Han var hos Adam og Eva i Edens have. Han var hos sit folk, da de slagtede påskelammet og drog ud af Egypten. Han var hos dem, da Moses slog på klippen, og de fik vand at drikke. Apostelen Paulus forklarer et sted, at Kristus fulgte med som deres åndelige klippe (1 Kor 10,4).
Hvis ikke folket troede på Herren, ville de dø som slaver i Egypten. Og den tro, som frelste dem, var ikke vage fornemmelser og følelser, men havde det helt bestemte indhold. De troede på, at påskelammets blod ville frelse dem fra dødsenglen, og at Gud samme nat ville udfri dem fra slaveriet og føre dem til det forjættede land.
Modløshed og fortsat forkyndelse
Gud gør også noget helt konkret for os og med os. Han frelser os fra vore synder, fra et slaveri under synden og fra følgerne af dette slaveri. Derfor handler sand kristendom ikke om, at mennesker bliver bragt i en bestemt stemning og får særlige følelser for det guddommelige. Stemninger og følelser løser jo ikke vores problem. Religioner, som vil hjælpe os til en bedre moral, eller som vil anvise, hvordan vi får kontakt med urkræfterne i vort eget indre, frelser os ikke. Vi behøver frelse fra vore synder og fra døden. Og Gud er vor eneste frelser.
Da Moses havde mødt Herren og hørt hans ord i tornebusken, drog han til Egypten og forkyndte Guds ord for israelitterne. Men folket kunne ikke tro hans ord. De havde mistet modet (2 Mos 6,9). Det fortalte Moses til Herren. Og Herren svarede, at Moses og hans bror Aron ikke skulle give op af den grund. Men de skulle atter og atter forkynde Guds ord for israelitterne og for Farao (2 Mos 6,13). Og det endte med, at folket blev udfriet og frelst.
På samme måde i dag. Når vi hører Guds ord, forekommer det nogle gange at være svagt. Vi er for trætte til at høre om, hvad det vil sige, at vi er nedenfra, og om synd og død. Vi kan miste modet. Og vi føler måske, at vi mest har behov for lidt underholdning og spænding, så vi kan udholde hverdagens slid og slæb. Hvis vor tids Moses og Aron skal fange folks opmærksomhed og få flere tilhørere, må de tilpasse deres budskab til de behov, som mennesker føler.
Men Gud kender vores nød bedre, end vi selv gør. Han viser os det igennem sit ord. Derfor gælder det om, at præster kender Guds ord godt og bliver ved med at forkynde og undervise, selvom det til tider ser umuligt ud.
Jesu tilhørere kom til tro på Jesus gennem hans forkyndelse. De så deres egen nød og fik tillid til, at Jesus var deres Herre, som var kommet ned til dem for at redde dem, ligesom Herren kom ned til sit folk dengang i Egypten.
Gud er kommet ned - og ophøjes på korset for os
Jesus sagde til dem: Når I får ophøjet Menneskesønnen, skal I forstå, at jeg er den, jeg er. Evangelisten forklarer et andet sted, at Jesus brugte udtrykket “ophøjelse”, for at betegne, hvordan han skulle dø (Joh 12,32-33). Jesus ophøjes gennem fornedrelse. Han bliver vores Herre og Frelser, når han dør stedfortrædende på korset. Det er hans ophøjelse.
Her er det inderste og det egentlige i evangeliet: Gud er kommet ned. Gud er blevet menneske og går ind i lidelsen og døden. Jesus er Guds Søn. Han er Gud med os. Gud elsker os og giver sit eget blod for vore synders skyld.
Men hvem forstår sig på det? Når han fornedres, bliver han ophøjet. Når han dør og går til grunde, bliver vi reddet. Det er vanskeligt at forstå og fatte, selv om det er enkelt og ligetil. Jesus nævner, at de først vil forstå det, når han er blevet ophøjet på korset, dvs efter hans død og opstandelse (Joh 2,22 og 12,16).
Det var også vanskeligt for israelitterne at forstå, at deres udfrielse var på vej, da Moses talte til dem, og da de 10 plager indtraf en efter en. Det så til tider meget sort ud. Men i forbindelse med den 10. plage begyndte de at forstå, at deres udfrielse var nær. De slagtede et lams blod beskyttede hjemmet, hvor man gemte sig og ventede på udfrielsen. I hjertet frygtede de måske og var urolige. Men troen var der alligevel, troen på Moses’ ord, på Guds ord og på lammets blod.
Sådan kan troen også hos os gemme sig bag frygt og uro. Men når den samtidig er gemt bag det, Gud har givet os at gemme os bag: nemlig det, Jesus har gjort for os, skal vi ikke dø i vore synder, men bliver befriet og frelst.
Når du mærker, at du er nedenfra og må indrømme, at du er en synder og et skyldigt menneske, har du de bedste forudsætninger for at forstå og fatte mere om frelsen end mange lærde teologer. For da har du brug for befrielse og frelse. Og når du da ser Menneskesønnen ophøjet på korset, er alt vel. Da er det påske. Vejen gennem Det Røde Hav ligger åben. Du er på vej til Kanaan sammen med din menighed og hele Guds folk.
Befrielse ved Jesu ord
Jesus sagde også til dem, som kom til tro på ham: Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og sandheden skal gøre jer frie. Disse ord skal høres ud fra beretningen om Moses og Israelitterne. Når vi bliver ved det ord og holder os til det hele vejen, bliver vi bevaret som hans børn indtil vi skal forlade den nuværende verden. Men troen glipper, hvis vi forlader Jesu ord og igen nøjes med vore egne følelser og tanker.
Kun sandheden i Jesu ord kan holde vore samvittigheder vågne, så vi indrømmer og bekender sandheden om os selv. Kun gennem sandheden i Jesu ord erkender vi, at vi er nedefra og bundet hårdt at synd og skyld, og at Jesus Kristus er ovenfra, Guds søn, sand Gud, fra evighed til evighed. Når Jesus bliver ved at tale sådan til os, og når vi bliver i dette ord, da gælder det: Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie. Amen.