Salmer: 62v1-4, 12, 449, 106, 89, 63, Jeg kommer til din krybbe, 73, 93, 74 62v5-6

Esajas 9,1-5

Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land. Du gør jubelen stærk, du gør glæden stor; de glæder sig for dit ansigt, som man glæder sig over høsten, som man jubler, når man deler byttet. For det tyngende åg, stangen over deres skulder, og slavefogedens kæp brækker du som på Midjans dag. Hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes og fortæres af ild. For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.

Profeten taler om et barn, som vil redde folket. Barnet bliver folkets og profetens redning. Han beskriver redningen i vers 1-4: Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land. … For det tyngende åg, stangen over deres skulder, og slavefogedens kæp brækker du som på Midjans dag. Hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes og fortæres af ild. Folket har ingen chancer for at befri sig selv. Gud må sende dem lys i mørket. Gud må befri dem fra slaveriet og krigens rædsler. Og det gør han ved at give dem et barn. For et barn er født os, en søn er givet os” (vers 5). Barnet er årsagen til, at det folk, som vandrer i mørket, skal se et stort lys. Barnet bevirker, at folket bliver befriet for slaveri og undertrykkelse og krig.

1.

Men lyder det ikke helt forkert? Børn på 2, 6 og 12 år skal ikke bære de voksne. Det er de voksne, som skal bære børnene. Samtidig er det jo også sandt, at voksne behøver børn for at leve. Børnene giver mening i tilværelsen, de skaber liv, og de vil på et tidspunkt tage over og hjælpe deres forældre. Et folk, som ikke vil føde børn og opdrage dem i kærlighed til troskab og lydighed, er på vej mod undergang. Derfor er det også rent menneskeligt sandt, at børnene til en vis grad er de voksnes og gamles redning.

2.

Men problemet i Guds folk på Esajas’ tid var ikke var folkets frafald fra deres Skaber. Han beskriver det i begyndelsen af profetbogen. Her siger han i kapitel 1, at et æsel og en okse kender sin herre. De hengiver sig til den, som fodrer dem. Men anderledes med Guds folk. Det fatter intet. De opfører sig, som om de var deres egne herre. De undertrykker de svage og snyder, hvor de kan slippe afsted med det. De søger deres egen fordel og svigter næstekærligheden. Og de tror ikke på Gud, som kalder dem til omvendelse. De er blevet slaver af deres egen ondskab og selviskhed. (Se kapitel Esajas 1-4.)

3.

Men nu fortæller profeten, at dette folk skal se et stort lys, og at de vil blive befriet fra deres slaveri og blive reddet fra undergang: Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land. … For det tyngende åg, stangen over deres skulder, og slavefogedens kæp brækker du som på Midjans dag. Hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes og fortæres af ild (Es 9,1-4). Og den overraskende begrundelse er, at der fødes et barn. Barnet fødes som menneskebarn. Det er altså en del af slægten, som det skal redde. Og alligevel er det så anderledes end os. Barnet er født af en jomfru (Es 7,14). Og barnets navn er ”Immanuel”. Immanuel betyder ”Gud med os” (Es 7,15 og Matt 1,23). Barnet er altså Gud hos os. Gud bliver menneske. Derfor kan barnet redde mennesker fra døden. Profeten taler om Messias, som blev født af jomfru Maria. Hen er vores redning.

4.

Profeten forklarer, at herredømmet skal hvile på barnets skuldre: … og herredømmet skal ligge på hans skuldre (vers 5). Det lyder helt forkert, at barnet Jesus skulle kunne bære sit folk. Det barn, som blev lagt i krybben, behøvede jo selv al mulig hjælp af sin mor og Josef. De måtte flygte for den onde kong Herodes. Og senere bosatte de sig i Nazareth. Som voksen gjorde Jesus alle ting vel for de syge, svage, blinde og bange. Og til sidst korsfæstede de ham, og menneskers synd og skyld blev lagt på hans skuldre. Han døde på et kors som Guds Lam, der bærer verdens synd. Sådan fik han magt til at tilgive os.

5.

Profeten siger til sidst, at barnet skal blive kaldt med fire navne: Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste (vers 5).

”Underfuld rådgiver”: Det betyder: God til at give os råd. Og ikke kun god, men underfuld. Hans råd virker måske i første omgang ikke rimelige. Men når vi følger hans vejledning, erfarer vi, at det var mere end et godt råd. Det var underfuldt.

”Vældig Gud”: Evangelierne beskriver Jesus som et sådant barn, dreng og mand: Han var menneske, og samtidig havde han magten over naturen, over menneskers helbred, over onde ånder og døden. Og han havde magt til at tilgive mennesker, så de var tilgivet af Gud. Han kendte til svaghed og lidelse, og var dog stærk. Var fattig og ringe, og var dog rig, så han kunne give mad til tusinder af mennesker med de få midler, han havde til rådighed. Han døde på korset i svaghed, men blev oprejst ved Guds kraft.

”Evigheds fader”: Normalt kalder man ikke Jesus for ”far”. Ordet ”Far” bruger vi om hans far, som også er vores far. Men Jesus er også selv en far for os. F.eks. kaldte han sine disciple for sine børn, da han kom til dem efter sin opstandelse. Han spurgte dem: ”Børn, har I noget at spise?” Og det havde de ikke. De havde intet fanget. Derfor havde Jesus forberedt et måltid på kulilden med stegte fisk. Sådan gør en far. Jesus er ”Evigheds fader”. Vi blev både hans disciple og hans børn ved dåben og troen.

”Freds fyrste”: Ordet fred forbinder vi jo på en særlig måde med julenat, hvor englene sang: ”Ære være Gud i det højeste. Fred på jorden. I mennesker Guds velbehag!” Jesus har givet os fred med Gud. OG han giver os fred i hjertet og i familie og menighed. Og vi beder ham om at skabe fred mellem folkene og lindre nøden og gøre ende på alle krige. Det vil han gøre, når han kommer igen på den yderste dag.

Amen.