Tænk, hvis Gud gjorde noget lignende med os!

Uge 1, 4.–10. januar 2021

I denne uge har vi Hellig Tre Kongers Dag den 6. januar. Så skal der synges om Jesus og de vise mænd fra Østerland. Og det er os, der skal synge. "Dejlig er den himmel blå!" "De ham fandt i Davids hjem, de ham fandt i Betlehem .." Læs Matthæus 2 og se, hvad Guds gjorde for de vise mænd fra Østerland! Deres hjerter blev levende, fordi de troede på Kristus. Man kan jo kun blive glad af det. Sikken en god start på det nye år! - Tænk, hvis Gud gjorde noget lignende med os!

Men det gør han. ... Det kan vi læse i Titus-brevet kap. 3,4-7, som er brevlæsningen på Hellig Tre Kongers søndag: Men da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til mennesker blev åbenbaret, frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og for­nyer ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser, for at vi, gjort retfærdige ved hans nåde, i hå­bet skulle blive arvinger til evigt liv.

Først: Hvad mener apostlen med, at det "ikke var, fordi vi havde gjort retfærdige gerninger"? Det svarer han selv på i verset forinden: Vi var jo også selv engang uforstandige, ulydige og på afveje, vi lå under for alle mulige tilbøjeligheder og lyster; vi levede i ondskab og misundelse, vi var forhadt og hadede hinanden (Tit 3,3).  Det er sådan vi var. Og sådan er vi uden Kristus!

Dernæst: Hvordan frelste han os da? Underligt nok nævner Paulus ikke det, der skete, da Kristus døde og opstod for os for 2000 år siden og blev vor Frelser. Han nævner noget andet, som Gud gjorde personligt med os for ikke helt så længe siden. Paulus forklarer: Det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser, for at vi, gjort retfærdige ved hans nåde, i hå­bet skulle blive arvinger til evigt liv (v5-7).

Gud frelste os personligt, da vi blev født igen, igenfødt og fornyet I dåben. Det samme har Jesus også lært os: ”I må fødes på ny!” ”Hvad der er født af kød er kød og kan ikke se Guds rige. I må fødes på ny ... af vand og Ånd” (Joh 3). Det er ikke nok at være født af en mor og eksistere. For vi bærer synd og død i os fra vores fødsel til grav. Vi skal fødes igen, hvis vi skal være Guds børn. Det gør Gud i det bad, der genføder.

Altså: Først lader Gud sig føde og bliver menneske for at frelse os; derpå frelser han os ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden. Derfor kan enhver kristen sige: "Jeg er kristen, fordi Gud har frelst mig ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden." Og vi kan føje til: "Jeg er gjort retfærdig ved Guds nåde og skal arve evigt liv!" 
- Men hvad så, hvis du har glemt din dåb og ikke tror på Jesus? Ja, så kalder han jo dig tilbage til din frelse og til din dåbs pagt lige nu, men du hører Evangeliet.

Ved troen og dåben deler vi skæbne med kloge mænd fra Østerland og med alle, som Gud har frelst ved tro og dåb. I det nye år kan vi som vismænd rejse afsted med kostbare gaver for at tilbede Jesus og ofre til ham, idet vi tjener vore søstre og brødre. Det er vores gudstjeneste her i verden: at tilbede og ofre i tak.