Håb til Gud – i en menighed med frygt

Uge 30, 26. juli–1. august 2021

… I, som takket være ham tror på Gud, der oprejste ham fra de døde og gav ham herlighed, så at jeres tro også er håb til Gud. (1 Peter 1,21)

Det er godt at have et håb til hinanden i en kristen menighed. Håb til de ældre, håb til de unge, håb til børnene og håb til forældre og andre voksne. Man siger også, at ”børnene er kirkens fremtid”.

Men hvad gør en kristen menighed, når medlemmer skuffer hinanden? Hvem kan vi håbe på, når vi selv har svigtet og gjort det håbløst for dem, som ellers stolede på os? Hvilken fremtid har en menighed, hvor der ikke er børn? Da ser det ud, som om kirkens liv er truet.

Alle menneskelige fællesskaber smuldrer, når vi sætter vort håb til hinanden og ikke kan leve op til vore egne og andres håb. Det gælder også fællesskabet i en kristen kirke. Da går vi på et tidspunkt fra hinanden, og menigheden går i opløsning, fordi den jo blevet til et fællesskab, der byggede på menneskers evner og indsats. Det giver næring til frygt i menigheden.

Det en stor gave, at apostlen Peter forkynder Evangeliet ind i denne frygt og fortæller, at vores tro ikke er håb til mennesker, men til Gud. Derfor går fællesskabet ikke i stykker, selv om nogen svigter eller dør. For vi er bundet sammen ved troen på Jesus Kristus, som aldrig svigter. Og sådan er vores tro HÅB til GUD.

Derfor er det kristne håb særligt stærkt i tider, hvor vi ikke kan håbe på noget hos os selv og hos andre. I troen på Jesus bliver alle jordiske håb visket ud af det store håb, vi har ved troen på Kristus, han, som døde for vore synder og opstod påskemorgen. Han er i sin menighed, når Evangeliet og Sakramenterne samler os hos Ham.