Tryghed på rejsen

Uge 52, 27. december–2. januar 2022

Da de vise mænd var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: "Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel." (Matthæus 2,13-15)

De vise mænd var kommet ud af ingenting og havde fortalt Josef og Maria om Stjernen. De havde tilbedt barnet og bragt det kongelige gaver. Det var større, end Josef havde kunnet drømme om. Nu var de rejst, og hverdagen meldte sig, sådan som hverdagen også melder sig for os efter jul. Og hvad har vi i vente?

Vi lever i en verden, hvor frygten let får overtaget. Men det fik den ikke for Josef, selv om kong Herodes ville dræbe barnet. For Herren havde alt under kontrol. Herrens engel sagde til Josef, hvordan han kunne bringe barnet og dets mor i sikkerhed i Egypten. Gennem vismændene havde Gud sørget for guld, så de ikke skulle mangle noget. På den baggrund kunne Josef være tryg, når han tog Gud på ordet.

Til os, som lever i samme verden som Josef og hans lille familie, siger Gud også: "Stå op og flygt sammen med din familie hen i den kristne menighed!" Gud har i Evangeliet givet os en udvej fra døden og ondskaben, fra synden og fra lidelsen her i verden. Udvejen er JESUS KRISTUS. I den kristne kirke giver Gud os fællesskab med barnet, som blev født julenat. I dåben svøber han os i hvide klæder, renser os fra vore synder og tager totalt ansvar for vore liv. I nadveren får vi Jesu legeme og blod. Han er hos os åndeligt og legemligt. Evangeliet om Jesus giver os håb i de mest håbløse situationer. For han har overvundet alle onde magter, båret vore synder og er opstået fra de døde. Han vil også være med sine døbte, der tager ham på ordet i det nye år.

Alle læsere ønskes en Godt Nytår!