Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår … Så døde den fattige, …  Også den rige døde og blev begravet. (Lukas 16,19-31)

Evangeliet i søndags handlede om en rig mand og en fattig mand. Den rige hjælper den fattige med lidt overskudsmad. Men han åbner ikke sin bolig for ham. Den fattige mand lider ved hans port dag efter dag. Nu dør de begge. Den fattige bæres af Guds engle hjem i Himlen. Og den rige dør også og slår sine øjne op i pinestedet.

Her rejser sig det tunge spørgsmål: Er dommen virkelig så hård over os, hvis vi har svigter og skuffer andre og kun sørger for os selv? Jesus’ fortælling siger ligeud: ”Ja.” Dommen over os i vores svigt er hård. Det er forfærdeligt, at vi har svigtet vor næste.

Hvad er moralen? Måske at vi begynder at hjælpe andre bedre? Blive bedre mennesker, så vi kan komme i himlen, når vi dør?

Vi leder forgæves efter sådan en morale hos Jesus. I lignelsens afslutning fortæller han i stedet, at den rige mand beder om hjælp til sine 5 brødre, som stadig lever på jorden, så de må omvende sig. Og svaret er: ”De har Moses og Profeterne.” Og vi ved fra Jesus selv, hvad Moses og Profeterne havde at sige dengang - og stadig fortæller også til os: At Kristus måtte lide straffen for menneskers synder og opstå på den tredje dag som dødens sejrherre. (Det fremgår af Lukasevangeliet 24,13ff).

Derfor er moralen ikke, at vi skal blive bedre til at give til de fattige, men at vi må indse, at vi selv er fattige og behøver tilgivelse.

Vi, som lever i Nye Testamentes tidsalder, har både Moses, Profeterne og evangelierne. Her hører vi, at Jesus Kristus blev fattig for at vi skulle blive rige. Han døde for vore synder og lever. Sådan hjælper Gud os og giver os troens glæde. Og da må vi bare hjælpe andre, som er lige så fattige, som vi selv er.