Ringen

674: Gak ud. #7 Gud er her. 397: Enhver, som tror og bliver døbt. #3 Tak, Gud, for hver en nyfødt morgen. 464 Guds igenfødte // 405: Du folk, som kristne kaldes vil. 44: Ingen er så tryg i fare.

Lukas 15,11-32.

 Han sagde også: "En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. 

Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.
Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.

Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger _ da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet."

Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Jesus Kristus, vor frelser. Amen. 

Når Jesus fortæller en lignelse, er der altid noget genkendeligt fra menneskelivet eller fra naturen. Men der er også altid noget i lignelserne, som overrasker os, fordi det slet ikke ellers sker mennesker eller i naturen. - Lad os sammen se, hvad vi genkender, og hvad der er så helt anderledes, end hvad vi kender fra naturen og fra menneskelivet. Og vi vil lede efter en ring i lignelsen. 

1. Den hårde afsked

Jesus fortæller om en far og to sønner. Og det begynder med en hård afsked. Den yngste vil have arven udbetalt. Og det skal være nu. Han har nemlig tænkte sig at rejse væk for aldrig at vende tilbage. Det er unormalt og rædselsfuldt. Og endnu mere mærkeligt er det, at faderen deler arven mellem sønnerne og lader den yngste få sin vilje uden at sige et ord. 

Her beskriver Jesus, hvor urimeligt det er at ville nyde livet uden Gud, at bruge skabelsen med ryggen til Skaberen uden lydighed og tak. Det handler ikke kun om et enkelt elendigt menneske, men om hele menneskeslægten inkl. os. Vore første forfædre Adam og Eva vendte sig fra Gud. De så muligheden for at blive som blive som Gud og dermed blive fri for at have nogen over sig, frie til at gøre, hvad man har lyst til. Det er den vestlige gudløse kulturs stolthed. Pride. Vi kan gøre, som vi vil. 

Når vi overtræder Guds bud, da bekræfter vi, at vi er en del af den slægt, som er faldet fra Gud. Det findes i vore hjerter. Det er rædselsfuldt. Og tænk, Gud tillader, at vi gør det.  Det er muligt at vende sig bort fra Gud og misbruge alle hans gaver. 

2. Det hårde liv

Men da er vi fortabte. Jesus fortæller jo: Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Den nød har Gud lagt ind over alle syndere. Vi mærker det, når vi er syge. Vi mærker det når vi skal dø. 

Men opgav denne yngste søn af den grund? Nej, han forsøgte at klare sig. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Intet at det, vi har af penge, ejendom, visdom, opfindsomhed eller gode gerninger, kan redde os fra døden. Vi må dø i vore synder. 

3. En plan

Men nu får han en tanke. Og hvor mon den kommer fra? Mon ikke fra det han ved om sin far. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Den yngste søn tænkte på sin fars daglejere. Og han lagde en plan med syndsbekendelse, så han måske kunne arbejde som daglejer og overleve hos den far, han havde foragtet og sagt farvel til. Han vendte hjem. - Det lyder rimeligt, at det var nødvendigt syndsbekendelse. Men er det nok? Skal der ikke mere til? 

I sønnens plan lå også, at der skulle mere til. For han så for sig, at han måske fik lov at være daglejer og fortjene at få dagligt brød. Men Jesus fortæller, at ”endnu mens sønnen var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham.”  Den yngste søn nåede kun at komme med syndsbekendelsen. Resten af hans plan gik i vasken. 

4. Sådan gør Faderen

Faderen gjorde to ting: Først ydmygede han sig selv. Alle vidste jo, at denne far var blevet hånet af sin søn. Og nu kom sønnen tilbage. Kunne man ikke forvente, at denne far stod med korslagte arme og sagde: ”Der kan du bare se!”  Men Faderen løb ham i møde. Det gør man bare ikke i jødiske kultur. Gamle mænd løber ikke. De går og holder på værdigheden. Men denne far løb. Og omfavnede den beskidte og ildelugtende søn. - Det sker ikke mellem mennesker. Og dog er det sket. Nemlig da Gud blev menneske og ydmygede sig til døden, ja, døden på et kors. Og han bad for sine fjender: ”Fader tilgiv dem!” - Hvad kræver Gud af os, når vi bekender og indrømmer? Jesus svarer i lignelsen ved at fortælle: Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. 

Og det er det andet, faderen gør: Han kræver ikke noget af sin søn, men giver han ham beviser  på, at han er elsket. Og disse gaver giver sønnen tro på, at han igen er søn med alle rettigheder. Åh, hvor godt. Tilgivet og Guds barn. Festdragt. Ring på hånden. Sko på fødderne. Og Fedekalven slagtes.  

Her er ringen. Ringen på hånden var en seglring, man underskrev en handel med. Ringen beseglede. Ligesom en visakort-kode og MitID. Ringen gav den fortabte søn tro og glæde i hjertet. 

Gud er som denne far. Han giver os gaver, som giver os tro og håb. Gaverne er Ordet, Dåben og Nadveren. Ved disse midler giver han os frelsende tro og gør os til sine børn. Når vi bekender vore synder, tilgiver Gud os og besegler det med ringen – med dåben.

Efeserbrevet: I ham blev også I, da I hørte sandhedens ord, evangeliet om jeres frelse -- i ham blev også I, da I kom til tro, beseglet med forjættelsens hellige ånd, (Ef 1:13). 
Og det uddybes i kapitel 5: Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet (Ef 5:25-26). Dåben er ikke en gerning, vi gør overfor Gud, men det er Guds gave til os ligesom ringen, der giver os alle rettigheder tilbage på gården, dvs. hos Gud i hans familie og kirke. Genfødsel, tro og forening med Jesus Kristus. Tryghed og håb.

Det ser ikke ud af meget, men det er overvældende meget, ligesom en ring ikke ser ud af meget. Men når den giver dig alle rettigheder tilbage i familien, så er det det største bevis på, at du nu hører til i den familie, du havde vendt ryggen til, og til din Gud. Sådan må vi bruge dåben som grundlag for alt det, vi beder Gud om i vore bønner. 

5. Vrede og indbydelse

Lignelsen slutter med vrede og indbydelse. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Den ældste søn viser foragt for sin fars måde at tage imod den fortabte bror på. Det havde været så forfærdeligt, dengang den yngste bror forlod hjemmet. Hvordan kunne faderen dog forestille sig at tage imod ham? Hvis han havde krævet noget af ham og gjort ham til en daglejer, havde det måske været i orden.

Her rammer Jesus i lignelsens afslutning vores dårlige måde at tænke på: at vores bror skal fortjene at være Guds barn. Ligesom den yngste søn tænkte ud fra gerninger og fortjeneste, da han ville forslå sin far at få lov til at blive ”daglejer”, sådan tænker også den ældste søn. 

Hvordan tænker vi om hinanden? Bør mennesker ikke forbedre sig, hvis de skal tilgives? Er tilgivelsen virkelig gratis? Er renselsen i dåben ikke afhængig af, at mennesket har forbedret sig? 

Men faderen trygler den ældste søn om at komme med ind til fest. Sådan trygler Jesus også os til at tilgive hinanden og holde måltid med hinanden. Det er stærke ord til os om at tilgive, fordi Gud tilgiver. 

Gud risikerer det hele. Kommer i løb, omfavner, giver tøj og sko og seglringen. Gud bliver menneske, dør for os på korset og tager os ind i sin familie ved troen og dåben. Han har givet os tro og frelse i vandbadet ved ordet. Og han styrker os i dag i troen i denne lignelse. OG han indbyder os til at tage imod hinanden. Amen.