Befriende at give afkald på alt hos Jesus Kristus 

2. e. trinitatis, 14. juni 2026 i Kbh og Aarh. LGJ
Salmenumre: 698, #2, 384, #6 // 510, 431, 461

Evangelium: Lukas 14,25-35
25 Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: 26 «Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. 27 Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. 28 Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt?  29 -- for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham  30 og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! 31 Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind?  32 Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. 33 Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. 34 Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? 35 Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!»

Nåde være med jer, og fred fra Gud, vor Fader, og fra Jesus Kristus, vor frelser. Amen. 

Hvis man ejer meget, er det ikke let at give afkald på alt. Man føler, at man behøver det. Man kan godt give af sin overflod til andre. Men er man ikke nødt til at beholde det meste? Hvordan skal man ellers drive forretning, leve godt med sin familie og skabe nye muligheder både for dem og sig selv?

Men er vi svage og ikke kan meget på grund af alvorlig sygdom, da er det en gave at blive taget imod på sygehuset. Og vi giver afkald på alt, når vi bliver indlagt. Vi tager lægger vort eget tøj i et skab. Og vi har ikke meget med. Det er jo kun godt. Vi får hospitalstøj på. Og der er nogen, som vil sørge for mig syge menneske. Tænk, hvor godt! Hvad mere behøver jeg da af alt mit eget? 

Sådan er det at være kristen. Sådan er det at være discipel hos Jesus Kristus. Det er en gave få lov at give afkald hos Ham, som sørger for os i livet og i døden. Vi er skabt ved ham og til ham. Alle vore dage står skrevet i hans bog, før en eneste af dem er kommet. Og ved dåben blev vore navne skrevet ind i Livets bog. At give afkald på alt hos ham, er en stor, stor gave, fordi han er den gode hyrde, som sørger for os. Det handler det om i dag. Tre gange taler Jesus til os om at være hans discipel. At være discipel, døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. At være discipel og høre og vokse i alt det, Jesus har lært os om Frelse, Håb og hans kærlighed til os. Og Jesus sammenfatter det sådan i søndagens evangelium: ”Den, som har ører at høre med, skal høre.” Han er den gode hyrde, og disciplene er får. Fårene giver afkald på alt hos deres hyrde, og han giver dem alt, hvad de behøver.

I.  Jesus vender sig om til skarerne og til os med vigtige ord om at være hans discipel

Tre gange siger han: ”… kan ikke være min discipel!” ”… kan ikke være min discipel!” ”… ingen af jer kan ikke være min discipel …”  Han fortæller samtidig, hvordan vi bevarer troen: ved at "de, som har ører at høre med, hører", ligesom får, der hører hyrdens røst og følger ham. 

Vi kan ikke være hans discipel, hvis vi holder op med at lytte til hans røst. For ved at "høre", giver han os troen, så vi "hører til" hos ham. Hvis vi ikke hører hans røst, vil familie, arbejde, ægteskab, vi selv og alle vores ting og sager fylde på en forkert måde. De er alle store gaver, men det må ikke fylde os, så bønnen til Gud og troen på Gud forsvinder. De må ikke fylde os, så vi forlader den kristne menighed, hvor den gode hyrde taler til os søndag efter søndag. Da vil dåbens og nadverens betydning langsomt aftage i vores liv, indtil vi ikke mere mærker noget behov for Jesu legeme og blod i nadveren. Og til sidst har vi mistet troen på, at Gud er her til stede i gudstjenesten. Og vi mærker ikke længere behov for at få syndernes forladelse. 

II. Vore nærmeste og os selv

Jesus nævner forældre, ægtefælle og børn, bror og en søster, ja også fra os selv. «Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.” (v26)

Lad tage det sidste først: ”Ja, endog hade sit eget liv”. Hvad betyder det? - Apostlen Paulus hjælper os i Romerbrevet, hvor han fortæller, hvad han hader hos sig selv. Men jeg er af kød, solgt til at være under synden. For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg. (Rom. 7,14-15). – ”Det jeg hader, det gør jeg” Han forstår det ikke! 

Forstår du din selviskhed og dovenskab og overfladiskhed? Forstår du, at du kan sætte dig over andre i hovmod? Forstår du din misundelse og dine onde tanker om en bror. Forstår du at du kan finde på at tænke og sige noget ondt om en bror? Forstår du, at du lukker dig til, hvor du burde åbne dig? Forstår du din stolthed, når du ikke vil indrømme og bekende din skyld? Dit syndige kød nyder det. Ufatteligt grimt. Paulus siger: Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. – Og han udbryder: Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme? (Rom 7,24).

Men så giver han os det svar, som redder os: Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Med mit sind tjener jeg da Guds lov, men med kødet syndens lov. 8,1Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. (Rom. 7:25--8:1) – Jesus vores redning. Det er vor redning at være discipel hos Jesus, som har fjernet dommen ved selv at dø for os.

Men det, vi må hade hos os selv, kan også dukket op hos forældre, ægtefælle, børn og øvrige familie. Og ligesom en kristen må hade sit eget syndige kød, som forsøger at få os til at lukke af for troen på Gud, sådan skal en kristen også hade og modstå, når vore aller nærmeste og kæreste vil holde os borte fra Guds ord og nåde i Jesus Kristus. Det er meget tungt og svært at afvise og hade det. Men faktisk viser du dine nærmeste den største kærlighed, hvis du modstår deres foragt for din tro og holder dig til Jesus Kristus og samles med andre kristne om Evangeliet. Det er kærlighed til dem, at du ikke følger dem, når de vil hindre dig i at høre Guds ord. For sådan fortæller du dem, at hverken de eller du selv er herre i dit liv. Jesus Kristus er din Herre. Ham vil du høre, så du også kan tilhøre ham. Det kan drage dem til ham, så også de vil høre hans røst. Og sådan kan de komme til at tilhøre ham og blive hans disciple. 

III. Vort kors

Jesus siger også: Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. (v27).

Korset er i dag ofte et skønt smykke som man bære om halsen. Men dengang var korset ikke noget, man bar om halsen, men på ryggen. Forbryderen bar det hen til sted, hvor man skulle korsfæstes. 

Når Jesus siger, at vi ikke kan være hans disciple, hvis ikke vi bærer vort kors, handler det om død. Men læg mærke til, at han siger, at vi skal bære det og ”gå i hans spor”. Det betyder, at han er foran med sit kors. Han bar sit kors til Golgata. ”Mød mig da på Golgata, Jesus skal min sag antage, hvo vil mig anklage?” (DS 461). 

Lille Katekismus forklarer, hvad der skal dø i os. Det står i ”Om dåben for det fjerde”: Hvad betyder det, at der bruges vand ved dåben? Det betyder, at den gamle Adam i os skal druknes ved daglig anger og bod og dø med alle synder og onde lyster, og at der i stedet for daglig skal frem­komme og opstå et nyt menneske, som skal leve evigt for Gud i retfær­dighed og renhed. 

Vi er syndere helt ind i hjertet, hvorfra meget ondt kommer. Og Jesus siger, at det er nødvendigt, at du som hans discipel skal bære dit kors, dvs. bærer alt det onde i dig hen til Golgata og lade det blive korsfæstet og dø, Den gamle Adam er aalt det onde i dig. Det skal druknes dagligt. Og det sker ved anger og bod. ”Anger” er, at vi indrømmer og tilstår overfor Gud og hinanden. Og Gud tilgiver. ”Bod” er, at vi rækker hånden ud til vor næste til forsoning. Hvis vi ikke vil bekende vore synder og få tilgivelse hos Gud, da bedrager vi os selv og vandrer i mørket og kan ikke være discipel hos Jesus. 

IV. Alt vort eget

Til sidst siger han: Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. (v33) 

At give afkald er det samme som at sige farvel til, ikke længere være bundet af eller være afhængig af. ”Alt vort eget” er alle vore ting, al ejendom. 

Der kommer en dag, hvor vi må sige farvel til det hele. Når vi udånder og dø. Og Jesus siger til os: Gør det allerede i dag. Sig farvel til det hele. Du er jo hos Jesus Kristus. Du er hans discipel ved troen og dåben. Du er hans. Du tilhører ham. Og alt det, du kalder for dit, er jo egentlig hans. Og hvad siger din Herre om alt det han har givet dig. Hvad skal det bruges til? Det skal bruges i kærlighedens tjeneste i din familie, i dit naboskab og i din menighed! 

I første omgang lyder det måske som en trussel, at vi skal give afkald. Men faktisk er det jo befriende, at han siger det. Vi får lov at give slip på det hele. På alt. Vi får lov til bare at være hans discipel, at være i Guds hænder med krop og sjæl. Ligesom når vi bliver indlagt på sygehus, og ansvaret nu er lægens og sygeplejerskens. Vi giver afkald og ved os i gode hænder. 

Sådan er du i gode hænder som discipel hos Jesus både i livet og i døden. Amen.