Kære alle,
Jeg sidder nu i et fly på vej til Frankfurt for at komme videre til København. Sikke en turbulent og fuldstændig vanvittig rejse!
Meningen var, at jeg skulle rejse afsted i går og ankomme i dag, lørdag klokken 18. I stedet lukkede de hele landet ned, og alle fly blev aflyst. Jeg måtte derfor ombooke min billet til at flyve i dag.
I dag blev jeg så kørt ud til lufthavnen igen, og i stedet for at skulle sidde syv timer i lufthavnen aflyste de mit fly endnu en gang. Jeg gik derfor ned for at høre, om de kunne ombooke mig. I stedet anbefalede de mig at køre til Chicago, fordi de kunne se, at alt blev aflyst her fra Fort Wayne.
Jeg overhørte, at nogen ville køre afsted, og spurgte lidt dumdristigt, om jeg kunne køre med. Det var først et måske, men det blev heldigvis til et ja!
Det viste sig simpelthen, at det var en kristen præst fra Indien, som var den ene passager sammen med sin ven. De ville med glæde tage imod mig, da jeg fortalte, at jeg studerede til præst.
Vi kom afsted til Chicago, og sikke et kaos det var at få ombooket mine billetter, når alle i USA forsøger at komme igennem til kundeservice på samme tid. Men jeg kom igennem og fik dem ombooket, så jeg kunne flyve fra Chicago i stedet.
Nemt skulle det dog ikke være, for mine billetter var åbenbart lidt mærkelige. Men jeg fik det hele fikset, kom igennem den meget lange security, og nu sidder jeg endelig i flyet og takker Gud for, at jeg kommer hjem, om Gud vil!
Han passer på os hele tiden, også midt i alt kaosset.
Jeg glæder mig utrolig meget til at se jer alle!
I Kristus
Stefan