Græsk læsning

Artikelserie

Kære alle

Tiden flyver afsted, og jeg har netop lige sat Rebecca på et fly tilbage til Danmark. Der er ca. tre uger tilbage af mit studie for dette kvartal. Efterårsfarverne er i fuld flor. Alt handler ikke bare om skole, så vi har blandt andet været til min første basketballkamp, hvor jeg fik lov til at spille lidt. Rebecca fik lov til at komme med mig i skole med forskellige fag og blandt andet et oplæg om den gode prædiken. Men det kan I jo også spørge hende om.

En ting, jeg gerne vil fremhæve, er et valgfag for mig, men obligatorisk for alle mine medstuderende, som hedder Græsk læsning. Det vil sige, at vi er seks studerende knyttet til en professor, hvor vi gennemgår søndagens tekst. Vi oversætter og taler om, hvad teksten betyder, og hvordan der kan prædikes over den. Igen spænder aldersspektret og niveauet bredt. Nogle har lige lært græsk, andre har haft græsk i ti år. Det hele giver en god alsidighed og læring.

Endnu engang tak for alle jeres forbønner. Det betyder meget for mig. Vi ses meget snart.

I Kristus