Evangelisk Luthersk Frikirke i Løsning i 106 år

Artikelserie

Menighedens stiftelse omkring 1900.

Kirkebygningen på Vinkelvej blev indviet 20.11.1910.

Afskeds- og takkegudstjeneste 20.11.2016

Medlemmer tilslutter sig søster-menigheden i Aarhus, Skejbygårdsvej 23, Risskov.

Begyndelsen

Den evangelisk-lutherske Frikirke i Danmark blev stiftet 4. november 1855 i København. Niels Pedersen Grunnet blev kirkens første præst.

Sammen med sine forældre var han i 1840’erne flyttet til Hedensted-egnen, fordi de ønskede fællesskab med evangelisk-lutherske kristne, som her arbejdede for, at børnene kunne oplæres i den kristne tro i skolen. Den unge Grunnet blev som 14-årig skolelærer i en af “de stærke jyders” friskoler i Hedensted. 

Da han var 21 år lå som soldat i Christiansfeld fra 1849 til 50. Gennem kontakten til Brødremenigheden fik han kald til at blive missionær. Efter krigen studerede han på en missions-skole i Schweiz.

I 1855 trådte han ud af Folkekirken og dannede den første evangelisk-lutherske frikirke i Danmark.

Menigheden i Løsning voksede frem i slutningen af 1800-tallet. Første vidnesbyrd fra menighedens protokol, kirkebog og kirkeblade er fra 1905, hvor den første barnedåb fandt sted.

1908-15: Stiftelse 1908 og kirkebygning 1910

I en årsberetning fra 1908 fortæller pastor Rosenwinkel om menighedens stiftelse. Der var 4 familier, som udgjorde 24 sjæle og 15 kommunikanter.

Pastor Rosenwinkel var menighedens første præst. Han var desuden præst ved Københavns menighed og for en menighed på Midtsjælland. En gang om måneden kom han til Løsning og holdt gudstjeneste. Øvrige søndage var der læsegudstjeneste.

I 1910 blev pastor J.M.Michael kaldet af menigheden. Han var på det tidspunkt præst ved kirkens menighed i Helsingør. Samme år opførtes kirken (kapellet) på Vinkelvej i “Stobberup” tæt ved togstationen. Mads og Jens Larsen, som var murere, gik foran i kirkebyggeriet sammen med købmand Clemmensen. Dengang var der fem familier i menigheden.

Menigheden havde forventninger til, at “de stærke jyder", som stod bag stiftelsen af en række friskoler på egnen, også med tiden ville tilslutte sig en luthersk frimenighed.

Hvis man havde en erkendelse af, at skolen skulle holde sig til Guds ord i oplæringen af børnene, måtte det vel også betyde, at kirken skulle holde sig til Guds ord i prædiken og oplæring for menigheden. Men det viste sig i det lange løb, at de fleste hellere blev i folkekirken og der forsøge at påvirke præsterne til at gøre, som de ønskede.

De afviste at man stiftede frikirke med den begrundelse, at de i Folkekirken havde ordet og sakramenterne.

1915-47: Fællesskab med søstermenigheder

Efter ca. fem år besluttede menighederne, at pastor J.M. Michael skulle bo i København, idet pastor Rosenwinkel var ophørt som præst pga. sygdom.

I de følgende år arbejdede han som rejsepræst i Jylland. Efter genforeningen med Sønderjylland i 1920 blev menigheden knyttet tættere til en luthersk frimenighed i Haderslev. De to menigheder havde fælles præst i perioden 1930-1935. Samtidig stod de i fællesskab med Frikirkens menigheder på Sjælland, Fyn og Langeland.

Alle menigheder samledes årligt til Frikirkens kirkemøde og stod sammen om præstekald.

1920’erne blev en tid med fattigdom og arbejdsløshed. Derfor udvandrede nogle af medlemmerne i disse år til Canada. Det var en trang tid for menigheden. Og i begyndelsen af 1940’erne havde menigheden kun få medlemmer.

1948-80: Pastor Michael og pastor Hjort

I 1948 tog pastor Paul Michael imod en kaldelse fra Frikirken i Danmark og bosatte sig i Løsning med sin familie. Han var søn af menighedens tidligere præst J.M.Michael og var født i Løsning i 1913. I årene derefter var der søndagsskole og møder i hjemmene samt gudstjeneste i kirken på Vinkelvej.

Det var også i disse år, at pastor Oscar Hjort, som havde været præst i folkekirken, blev knyttet Frikirken med håb om, at han ville blive medlem, så man kunne kalde ham til præst.

Det blev særligt aktuelt efter 1955, da Den ev.-luth. Frikirkes anden præst Walther Michael i København tog mod et kald i Tyskland. Men Oscar Hjort forblev medlem i folkekirken. Alligevel prædikede pastor han regelmæssigt i menigheden, og flere familier med tilknytning til “de stærke jyder” kom til gudstjeneste, når han holdt prædikenen.

P. Michael flyttede i 1958 til København. De yngre familier udførte en trofast tjeneste bl.a. med søndagsskole i Løsning og Kragelund. Desuden samledes menigheden til “søndagsmøde” med salmesang og oplæsning af en prædiken de søndage, hvor præsten ikke kunne lede gudstjenesten.

I slutningen af 1970’erne flyttede nogle af menighedens unge til Århus, hvor de tog initiativ til, at der blev holdt gudstjenester og møder i Århus nu og da.

1981-2016: Pastor Jensen og præster fra søstermenigheder

Pastor Paul Michael gik på pension i 1981 og blev efterfulgt af Leif G. Jensen, som de første tre år kom som rejsepræst med bopæl i København. I 1983 kaldte menigheden ham til at være præst med bopæl i Løsning, da menighederne på Langeland og i København kaldte hhv. Carsten Nielsen og Vagn Lyrstrand som præster.

Disse holdt jævnligt gudstjeneste i Løsning. Fra midten af 1983 var der gudstjeneste i kirken hver søndag, og der kom enkelte nye medlemmer. Men den største vækst kom gennem børnefødsler og dåb.

I disse år var menigheden med til at støtte stiftelsen af en lille søstermenighed i Århus i 1984, og man fik et nært samarbejde med denne nye menighed. I 1995-2002 blev kirkebygningen renoveret. Først fik kirken nye vinduer med hjælp fra snedker Bent Lund. Og gennem en arv, som blev stiftet af en af menighedens trofaste kirkegængere, blev det muligt at opmure en ny vestgavl. Desuden blev fortrappen lagt om, og der blev indrettet et godt sakristi og toiletrum i kirken. Murermester Carsten Nielsen gjorde i den forbindelse et stort og godt arbejde for menigheden.

Menighedens liv og arbejde

Menighedens medlemstal svingede i perioden 1980-2010 fra ca. 15 til ca. 30 da børn kom til. Søndagsskolen voksede igen. Og kirkens højtider gav anledning til fest og samvær. Bl.a. julefest på Spejderborgen. Når ældre fra menigheden flyttede på Løsning Plejehjem, åbnede det for ugentlige andagter der, ligesom menighedens børn også besøgte plejehjemmet ved juletid med sang og optrin.

Fra 2002 flyttede menighedens unge flyttede fra byen for at studere og tage uddannelse. Også enkelte familier flyttede. Samtidig voksede menigheden i Aarhus. Og menighederne blev enige om, at præsten skulle flytte til Aarhus, da det meste menighedsarbejde efterhånden lå der. Det skete i forbindelse med at menigheden byggede kirke i Risskov.

I perioden 2007-2016 var der gudstjenester hver anden søndag eftermiddag og bibelkreds/bibelstudie i et hjem en hverdagsaften.

Vi tror, at der er brug for bekendende lutherske frie menigheder, som holder fast ved Guds ord. Der er brug for en klar og tydelig prædiken af bibelens budskab om Guds vilje med os mennesker, både hvad angår hvordan vi skal leve, hvad Gud siger om synd og nåde, frelse og fortabelse, og om den ufortjente nåde i Jesus Kristus.

Når vi alligevel lukker kirken, sker det, fordi endnu en familie er flyttet til Aarhus, og den lille rest i Hedensted og Daugård ønsker at gå i kirke i søstermenigheden og ikke magter at vedligeholde kirkebygningen.

Afsked og tak

Kirkebygningen er solgt til ejeren af nabohuset på den grund, som tilhørte menigheden frem til o. 1960. Kirken lukkes 20. november 2016 ved en afskeds- og takkegudstjeneste.

Der er meget at TAKKE for. Meget mere end vi fatter og forstår.

Her var vi samlet i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Her bad vi til Gud om søndagen.

Og vi samledes om Bibelbens budskab forkyndt i Lov og Evangelium – til omvendelse, tro og fornyelse. Her blev vi døbt, konfirmeret og viet.

Her sang vi opstandelses-salmer ved påske-tid, og når livet kunne se håbløst ud, og når vi tog afsked med vore kære.

For Jesus Kristus er alle kristnes Herre. Han bygger sin kirke, også selv om vi lukker et lille kirkehus. Det har han lovet.

Velkommen i Gratiakirken, Evangelisk Luthersk Frikirke i Aarhus, Skejbygårdsvej 23-25, 8240 Risskov.

VI TROR på Gud Fader, Søn og Helligånd, vor Skaber, Frelser og Livgiver.

Vi bekender os til Bibelen som Guds troværdige og ufejlbare ord - og til de tre oldkirkelige trosbekendelser og til den lutherske kirkes bekendelsesskrifter, fordi de er i overensstemmelse med Guds ord.

GUD ER VOR TILFLUGT OG STYRKE. ALTID AT FINDE

SOM HJÆLP I TRÆNGSLER! (Sl 46).

Præster ved menigheden

Menigheden delte alle år præst med andre menigheder. I tre perioder boede menighedens præst i Løsning.

  • J.N.H. Rosenwinkel, Kbh. 1905-14.
  • J.M. Michael 1900-25 m. bopæl i Løsning 1910-15.
  • C.J. Nielsen, Kbh. 1923-37/1942-46.
  • M.T. Willkomm, Haderslev 1928-35.
  • W.J. Michael, Kbh. 1937-42 og 1946-55.
  • Paul Michael 1948-1980 m. bopæl i Løsning 1948-58.
  • O.Hjort (hjælpepræst) ca. 1955-78.
  • Leif G. Jensen 1980-2016 m. bopæl i Løsning 1983-2005.
  • Carsten Nielsen, Langeland og Aarhus 1983-2000.
  • Vagn Lyrstrand, Kbh. 1983-2007.
  • Jais H. Tinglund, Kragelund 2001-2002.
  • Sigmund Hjorthaug, Århus 2007-16

Historien som PDF

Dokument
loesning1910-2016.pdf (679.26 KB)