www.vivit.dk FORSIDE
www.vivit.dk/andagt

Ugens andagt (1. samling)

Bragt på www.vivit.dk under "ugens andagt". Pastor Leif G. Jensen. post@vivit.dk

Dine stier

”Vis mig dine veje, Herre, lær mig DINE stier.” Salme 25,4

Sådan beder David. Den vej, der ligger foran ham, er ikke hans, men Herrens. Guds vej. Og de små stier, han skal vandre ad, er ikke hans, men din Herres.

I mit liv er der både stier og veje. Stierne er de steder, hvor jeg er mest alene, og hvor der nogen gange smalt og stenet. Jeg kan blive i tvivl om, hvor jeg skal gå. Og når der virker ufremkommeligt, kan jeg komme i tvivl, om jeg er gået vild. Vejene er lettere at gå på. Her er mere plads, og jeg møder flere mennesker dér. Jeg er sammen med andre og ikke alene. Men selv om jeg er sammen med andre, er det jo ikke derfor sikkert, at jeg er på rette vej. Måske er vi alle faret vild? Derfor vil jeg bede med David: "Vis mig dine veje, Herre, lær mig dine stier!"

Det lille ord "dine", kan mindst betyde to ting: Først, at Gud kender stien og vejen, han viser mig. Så når den er snørklet og vanskelig, kan jeg være helt rolig. For det er ”Herrens sti”. Og når stien afløses af en vej, hvor også andre færdes, da ved jeg , at vejen er Guds. Derfor: Gå bare til. Smøg ærmerne op og gør det, du skal. Dit kald og arbejde er fra ham. Det er hans vej og hans sti.

Dernæst: Når jeg beder med David om at se Herrens stier og veje, da betyder det også: ”Vis mig, hvor du selv har gået, og den vej, du selv har vandret. Lad mig sidde her i kirken og høre, hvor du gik, og hvad du gjorde for mig – og for alle.” Sådan er evangeliet. Lad mig se, hvordan du blev menneske og lod dig føde. Lad mig høre om Marias og Josefs rejse til Betlehem. Du var jo selv med, kære Herre. Og du lod dig føde for at blive min bror. Vis mig, hvordan du stod op af graven og kom til dine disciple. Vis mig dine stier til mig, så jeg kan være sammen med dig i den hellige nadver og vide, at du går med mig gennem hele livet. Amen.

Sket i virkeligheden!

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden.  Lukas 2,1.

Juleevangeliet beretter om noget, der er sket på en helt bestemt tid i denne verdens historie. Der an­gives tid og sted. Det skete i de dage, da Augustus var kejser i Rom. Det skete i Betlehem. Evangelisten Lukas gik grundigt til værks, da han skrev sit evan­gelium. Han fortæller i indledningen, at han opsøgte øjenvidner og talte med ordets tjenere. Han under­streger dermed, at evangeliet er ikke eventyr, men handler om det, som har fundet sted iblandt os (Lukas 1,1-4). "I dag er der født jer en frelser i Davids by. Han er Kristus, Herren!" (Lukas 2,10)

Dermed er der sagt noget afgørende om at være kristen. Det handler ikke om at drømme sig væk fra virkeligheden ind i et eventyr. Det handler derimod om at kende sandheden om, hvem vi selv er, og hvem Gud er, og hvad han i virkeligheden har gjort for os. Det er at tage livet alvorligt på godt og ondt og at stole på Jesus Kristus. Her - midt i vores virkelige liv - midt i menneskehe­dens historie - trådte Gud selv ind som menneske. Han lod sig føde. Han blev ét med os. Han vil have kontakt. Han vil for­ene sig med os og genoprette fælles­skabet og frelse dig. Han vil give os troen. Han vil, at vi tager imod tilgivelsen og det evige liv fra ham. For "det skete".

Begivenhederne den første jul i Betlehem om et lille barns fødsel er selve Guds fødsel som menneske midt iblandt os. Barnet er Jesus Kristus, som siden blev korsfæstet, døde og opstod fra graven. Han lever i dag!

I dag et lidet barn er fød til bod for verdens synd og nød;
det er den Herre Jesus Krist, som frelse bringer os for vist. (DS 79v2).

Her er et par!

Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin trolovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. Lukas 2,4-7.

Midt i mylderet af mennesker på juleindkøb, i overfyldte juletog eller ved kassen i supermarkedet kort før lukketid falder blikket nu på et par. Hun er ung og højgravid. Han er vist nok en del ældre. Der er noget mildt over den måde, de er sammen på. Mon ikke de er flygtninge. Det virker, som om de er fremmede her på stedet.

I juleevangeliet får dette par navn: Josef og Maria hedder de. De er forlovede (egentlig trolovede). Vi får også at vide, at de hører til en gammel slægt. De kommer ikke ud af ingenting. De har stærke rødder. Og de ved det. Slægten stammer fra Betlehem, hvor de nu er rejst hen for at blive registreret. For mange år siden boede deres tip-tip-tip-oldefar her. David hed han.

Sådan har vi også vore rødder. Børn og ældre ved mest om den slags. Unge forsøger nogle gange at frigøre sig derfra. Og mange voksne skyder ansvaret for slægten fra sig, fordi de tænker, at samfundet (som vor tids kejser) tager sig af den slags. Man har jo betalt for børnehave og plejehjem gennem sin skat. - Men på den måde gør vi både os selv og andre til ligegyldige numre. Hvis vi på den måde overser hinandens hjerter, går troskaben i stykker. Man vender ryggen til hinanden og leder i stedet efter nye kærester og skifter slægten ud med nye kontakter.

Hvor anderledes da at møde Josef og jomfru Maria. De er stærke forbilleder både for unge og voksne. De var "trolovede". Mere end kærester. Troens folk. De troede på hinanden. Og de troede på Gud. I denne tro havde de lovet hinanden troskab. I denne tro kunne de bære, hvad de bar: Guds Søn. For de blev selv båret af ham. - Når vi som Maria bærer Jesus under vort hjerte, fyldes det af tro. Da mærker vi, hvordan vi hører sammen i den menighed, hvor Jesus bor.

Uden frygt

Og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde: "Frygt ikke!" Lukas 2,9-10.

Frygt i skolen, i familien, i samfundet, på arbejdspladsen, på plejehjemmet, i fængslet og i ens forhold til Gud. Der findes mange former for frygt. Frygt kan ødelægge og slå livet i stykker. Kærligheden har trange kår, hvis man frygter at blive kasseret og forladt af den, man holder af. Og selv om vi har styr på det meste i livet – uddannelse, økonomi, familieforhold - kender vi alle til frygt for det ukendte, for fremtiden og for sygdom og død. Uanset hvilken form frygten antager, påvirker den os og angriber vores tryghed og vished. Er det muligt at leve uden frygt?

En gammel mand ved navn Zakarias sagde engang i en bøn til Gud: Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk ... så vi kan tjene ham uden frygt for hans åsyn alle vore dage (Lukas 1,68-75). Sådan sang han, da han var blevet far til Johannes Døber. Hør hans sang i kirken 17. december.

Julebudskabet har samme ”tone”. Englen sagde til hyrderne: ”Frygt ikke!” Og begrundelsen var enkel og stærk: ”For i dag er der født jer en frelser!”

Vi bliver ikke af med frygten, før Gud den almægtige overtager vores liv ved at give tro og håb i hjertet, sådan som Zakarias og hyrderne oplevede det.

Lyt dig ind i den fred, som du har brug for. Den findes virkelig! Hør Evangeliet i en kristen kirke! Når Jesus Kristus er med dig, kan du leve uden frygt. Ikke sådan forstået, at livet bliver en leg. Ikke sådan at skolegang, arbejde, familieliv og alderdom bliver uden problemer. Men det, som ellers var uoverskueligt og umuligt at leve med, ved du, at Kristus magter og klarer.

Her er stor glæde

"Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket!" Lukas 2,10.

"Men det er jo bare ord!" Vi kender desværre denne indvending alt for godt. Ord kan være tomme og indholdsløse. Alligevel ønsker ingen af os at leve i tavshed. Og vi tør godt tro på et ord, når det kommer fra en, vi kender og stoler på. Juleevangeliet er ord - men ikke bare ord. Det lyder sådan: "Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket!" Ordet stammer fra vores Skaber. Da han skabte himmelen og jorden, gjorde han det ved sit ord. Han sagde: "Der skal være lys!" Og der blev lys.

Hans ord har samme kraft i dag. Det skabet lys midt i vores mørke. Englen forkyndte glæden for fattige hyrder. "Se, jeg forkynder jer en stor glæde!" Og han føjede til, at det var for hele folket. Glæde til mennesker, som levede under besættelse og i frygt. Glæde - også til os.

Vi efterligner englen her op til jul, når vi siger og skriver "Glædelig jul!" og "kærlig hilsen!" Og den gode julehilsen er da også i stand til at overbringe noget fra afsender til modtager. Alligevel mærker vi, at selv de bedste ord ikke slår til. Vi ville gerne selv være kommet personligt. Og selv om vi så kommer og er sammen, er det heller ikke altid "nok". Vi mestrer ikke det med glæden! Det er anderledes med Gud og hans ord! Når vi lytter til ham, er der åbnet for glædens kilde, så den kan strømme ind i frygten og mørket. For ordet bringer ham nær. Her er stor glæde!

Fra Himlen højt kom budskab her med nyt til alle fjern og nær,
godt budskab os nu føres til, derom vi evig sjunge vil. (DS 79v1)

Mens du er på nattevagt

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: "Frygt kke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren." Lukas 2,8-11.

Det er ikke noget eventyr Hyrderne er virkelig på arbejde. De ligger ude på marken og holder nattevagt over deres hjord i kulde og mørke. - Sådan er der også tider i dit liv, hvor du ikke overkommer andet end at passe dit studie, din lærlingeuddannelse, dit nedslidende fabriksarbejde og de trælse rutiner i hjemmet. Det er ikke et eventyr at være dig.

Hvad lever hyrderne for? De får jo kun en dagløn, som med nød og næppe kan brødføde en familie. OK, arbejdet i sig selv giver dem også værdi. Og de betyder noget for deres familie. Alligevel lever de langt under vor tids ”fattigdomsgrænse”. - Og da sker det, som er endnu værre: Midt i kulden og mørket blev de ramt af en lammende frygt.

Du kender måske også til at frygte for fremtiden, og for døden måske? Du gribes af angst en dag på vej hjem fra arbejde. Du mærker, at du skal stå til regnskab overfor Gud, din skaber. Du ved dig skyldig og dødsens. Du mærker frygt og rædsel. Det blev hyrdernes redning, at Herren sendte en prædikant ud på deres arbejdsplads. Han sagde med myndighed og styrke: "Se, jeg forkynder jer en stor glæde!"

Vi tænker måske, at noget lignende aldrig kommer til at ske for os. Men det kan ske denne jul – lige nu – mens vi lytter til juleevangeliet midt i en vanskelig hverdag. Gud siger til os i Bibelens ord og i en prædiken i kirken: "Frygt ikke! For i dag er der født jer en frelser." Gud er blevet menne­ske. Gud er hos dig ved sin Søn Jesus Kristus. - Da bliver det ikke blot tåleligt at være til, men saligt og godt. For dit hjerte hører og mærker, at frelsen er større end frygten, og at Frelseren trøster dig i hjertet.

Tro på virkeligheden!

"Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe." Lukas 2,12.

De fleste er enige om, at religion bygger på følelser og forestillinger. Men de færreste ved, at kristendom er noget helt andet. Måske fordi kristne selv er med til at lave kristen­dom om til en religion, nemlig når vi bygger på de følelser og forestillinger, vi får fra Bibelen.

Juleevangeliet hjælper os tilbage til den kristne tros grund­lag , som er det, Gud har gjort for os. Tænk nemlig på hyrderne på Betle­hems marker. De så et lys og hørte en engels røst. Det kunne have været begyndelsen på en ny religion, hvis de havde lagt deres forestil­lin­ger og følelser til grund for deres tro på Gud. Men englen hjalp dem til at gøre noget helt andet. Han sagde: ”Og dette er tegnet, I får; I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe!” Og de fandt barnet. Han, barnet Jesus, blev deres tro.

Deres tro byggede ikke på deres forestillinger og følelser, men på det barn, som de fandt i krybben. Han kommer til os og er nær gennem Evangeliet, vi hører, og i nadverens sakramente med brød og vin, som er Jesu legeme og blod. Det er tegnene, som hjælper os, så vi ikke skal leve af følelser og forestillinger, men kan gøre som hyrderne. Vi finder ham i julens krybbe, på påskens kors og hører om den tomme grav. Vi har disse tegn i kirken, når der prædikes og døbes, og når vi knæler ved nadverbordet og får Jesu legeme og blod. Her vokser den kristne tro sig sund og glad.

Så lad os mærke tegnet ret: i stalden hist, i krybbe lagt,
d
er vil vi finde barnet lagt, som har al verden i sin magt. (DS 79v3)

Troen sender os derhen

De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet. Lukas 2,16.

Ikke så mærkeligt at hyrderne skyndte sig til Betlehem, når vi ved, hvad de havde fået at vide. Evangeliet fik dem på benene. De var stadig de samme fattige hyrder som hidtil, men de fandt ham, som englen havde fortalt om: Kristus i krybben. De fandt verdens frelser midt i deres hverdag. Og de blev glade. Meget glade. Glæden brød igennem i deres liv. - Det fortæller os, at Kristus-tro får mennesker på benene. Når du har hørt prædikenen om Jesus som din Frelser, må du afsted. Du må derhen, hvor du kan finde ham: i hans kirke, hvor evangeliet forkyndes og hans legeme og blod uddeles i menighedens fællesskab.

Evangelisten nævner, at hyrderne fortalte Josef og Maria, hvad de havde hørt. Og Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Hyrdernes besøg styrkede hende i troen. Sådan behøver også vor tids "hyrder" hinanden. Endnu en god grund til at samles om søndagen i kirken. Dér breder glæden sig fra hjerte til hjerte.

Hvor fører det hele så hen? Hyrdernes fodspor slutter på deres arbejdsplads! De vendte tilbage til arbejdet og priste Gud. Der blev ikke noget Paradis på jord i denne omgang. Heller ikke for os. Men glæde og lovsang - og et sikkert håb om evigt liv hos Gud efter døden!

Så gå vi da så hjertensglad med hyrderne til Davids stad
og se den julegave skøn,
Guds egen elskelige Søn. (DS 79v4)

Barnet i vort mørke

Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land. ... For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Esajas 9,1-6

Naturens mørke opleves om natten og på de korte vinterdage. Mørke i sindet opleves, når alt i og omkring én bliver uoverskueligt. Mørke i et folk opleves, når det er besat af frem­mede magter eller på anden måde trues med opløsning og undergang.

Profeten Esajas taler til et folk, som lever i mørke: "Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys." Profeten taler både om vores indre og ydre mørke. - Først kommer det indre mørke, hvor man ikke mere kan skelne mellem ondt og godt. Man kender ikke længere Guds vilje med menneskelivet. Og man mister erkendelsen af, hvad man selv og andre mennesker er værd. - Derefter kommer det ydre mørke, hvor man farer vild og kommer bort fra hinanden. Familier går i opløs­ning. Der er ikke længere fælles nor­mer og moral. Jagten efter materiel velstand gør livet så hektisk, at man ikke mere har tid til hinanden. Der tændes flere og flere projektører. Un­der­holdningen tager til. Men me­nings­­løshedens mørke kan ikke mere holdes fra døren.

Da er der kun ét eneste håb: at et barn bliver født os. For da må det kunstige lys vige. Nu ser vi ind i de to små barneøjne. Vi fornemmer, at vi er tæt på livets mening. Vi oplever noget af det til jul. Men så kommer vi igen i tvivl. For også vore børn rammes af mørket.

Men da forkynder Gud ved sin profet Esajas, at han har givet os et barn: ... For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Barnet er Messias, Guds egen evige søn. Han er det barn, som kan bære os og give lys og fremtid. Jesus Kristus kommer med sandhed, så vi igen kan skelne mellem ondt og godt. Han giver os værdi og overvinder dødens magt. Han vi­ser os, hvad livets mening er. Profetien er gået i opfyldelse og vil lyse for os denne jul!

Fadervor

"Fader vor, du, som er i Himlene ..." Matthæus 6,9-13.

Det er en udbredt opfattelse, at vi som mennesker dybest set kun har os selv at stole på. Mange mener også, at den kristne tro på Gud er noget, kristne selv har fundet på. Derfor ligner kristne børnehavebørn, som påstår, at de har forældre, som sørger for dem. Men i virkeligheden har de ingen forældre. Ja, de er ikke engang forældreløse. For de stammer fra intet og ingenting. Og der var ingen, som gav dem tøj på i morges, og madpakken i tasken er også opstået ved en tilfældighed.

Midt i sådan en verden er Gud blevet menneske. Det tror vi på som kristne, fordi det er sket i virkeligheden og fortalt os af øjenvidner: evangelister og apostle. Jesus er Guds Søn. Han lærer os Gud at kende som vores Fader.

Derfor beder vi som kristne "Fader vor!" Bønnen kan bedes, siges, trygles, hviskes, råbes, plages og ønskes. Og Gud, vor Fader, hører vores bøn og giver os, hvad vi beder om.

Fader vor, du som er i himlene! Helliget blive dit navn! Komme dit rige! Ske din vilje, som i himmelen, således også på jorden. Giv os i dag vort daglige brød. Og forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere. Og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er riget, magen og æren i evighed. Amen." (Matthæus-evangeliet 6).

Guds navn og din nabos

Første bøn "Helliget blive dit navn!" og 8. bud: "Du må ikke sige falsk vidnesbyrd om din næste!"

Vi har alle et navn. Og vi vil helst, at andre respekterer os, og at nogen holder af os. Det handler om "ære". At blive æret. Ikke for ting, vi ikke er, men for det, vi er. Når vi får et skulderklap og får at vide, at en lille opmærksomhed, som vi ikke selv tilskrev nogen særlig betydning, blev til hjælp, kan vi føle glæde og taknemmelighed. Vort navn æres.

Det 8. bud handler om, at vi skal beskytte og ære vor næstes navn og rygte: "Du må ikke sige falsk vidnesbyrd om din næste!" Det betyder, at vi skal tale godt om vor næste og optage alt i bedste mening. Vi skal beskytte vor næstes navn og rygte og aldrig udbrede onde vidnesbyrd om vor næste - heller ikke selv om de er sande! Det skal vi gøre, fordi vor næste er skabt i Guds billede og er elsket og tilgivet af Gud. Budet er ubetinget! Vi skal. ... Og vi tripper måske utålmodigt og spørger: ... men hvad med mit eget navn?

Jesus svarer med at lære os at bede til Gud: "Helliget blive dit navn!" Det er en meget vigtig bøn til alle os, som er dybt optaget af vort eget navn og vor egen ære. Jesus flytter vores fokus fra os selv til vores far i himmelen. Bed ikke om, at dit eget navn bliver helligt og æret, men bed om, at din fars navn bliver helligt hos dig og hos din næste. - Men hvorfor? Fordi Guds navn er "Herren" eller "JESUS". Det betyder: Herren Frelser. Han er din nabos frelser, og din frelser! Når vi lærer hans navn at kende, bliver det helligt for os, og da stoler vi på ham. Så vil vi også gøre alt for at beskytte andres navn og rygte. Og de mennesker, som tror på Jesus og kender dig, vil også beskytte dig og dit navn. Det er helt sikkert. Derfor behøver vi ikke at søge vor egen ære, men Guds.

Bed ”Fader vor, du som er i himlene! Helliget blive dit navn!"

Boss og tjener

Fadervors anden bøn: "Komme dit rige!"

Du vågner og tar' tøj på. Kaffen laver ikke sig selv, det må du selv gøre. På samme måde med dit studie, dit arbejde og den nødvendige rengøring og vask i aften. Andre gør det ikke for dig. For i din lille verden er du både boss og slave. Det føles godt, når det lykkes og du har styr på det hele. Men det er ikke rart, når du føler dig slidt og magtesløs som en ussel slave. - Og hvem gider at høre på, hvordan du har det? Selv om enkelte måske lytter et øjeblik med venstre øre, hjælper det kun så lidt.

Da er det godt at høre Jesus Kristus forkynde: "Himmeriget er kommet nær!" (Matt 4,17). Himmeriget er nær lige her. Jesus Kristus indbyder os til at have ham som både boss og tjener. Hele hans liv, hans prædikener og undervisning handler om dise to ting: at han er vores Herre og Tjener. Han har al magt. Han er Bossen! Og han satte sit liv til for os - ofrede sig for vore synder - i kærlighed. Han er Tjeneren! - Og han har sagt, at der er en, som vil lytte, når du fortæller, hvordan du har det, og hvad du har brug for: Nemlig din og hans Far i Himmelen. Jesus indbyder og siger: "I skal bede sådan: Vor Fader, du, som er i himlene. ... Komme dit rige!" (Matt 6,9-10).

Ved dagens begyndelse kan du bede til din boss og din tjener og sige: "Komme dit rige! Lad mig i dag leve hos dig, klæ' mig på for dig, lave kaffe hos dig, ta' på arbejde med dig og gøre rent og gå i seng i aften i tillid til dig. Du har jo forkyndt Tilgivelse og Håb for mig. Du har båret mine synder på korset. Du har lovet at være med mig alle dage indtil verdens ende. Du er min trofaste boss og min tjener." Sådan bliver uge 4 en god uge - uanset hvordan den ellers bliver.

Bed: ”Komme dit rige!" Vær min boss og tjener, når jeg vågner, laver kaffe, går på arbejde og gør rent - og når jeg falder om af træthed i aften. Amen.

FRA LILLE KATEKISMUS:
Anden bøn i Fadervor: Komme dit rige. Det vil sige: Guds rige kommer vel af sig selv uden vor bøn; men vi be­der i denne bøn, at det også må kom­me til os. Hvorledes sker det? Når den himmelske Fader giver os sin Helligånd, så vi ved hans nåde tror hans hellige ord og lever gudfrygtigt her i tiden og siden i evigheden.

"Overlevelsestur" i fastetiden

I den kristne kirke begyndte fastetiden onsdag 40 hverdage før påskedag og slutter lørdag før påskedag.

Overlevelsesture er populære og kalder billeder frem af spænding og sunde oplevelser. Faste opfattes derimod mest som et levn fra fortiden og fører ens tanker hen på klosterliv og alvorlige ansigter. Men faktisk er overlevelsesture og faste i familie.

Når en sportsklub eller et firma arrangerer en "overlevelsstur", er det for at ryste medlemmer og medarbejdere sammen og lade dem opleve livet uden de daglige bekvemmeligheder. De udsættes for kulde, sult og træthed. De oplever nogle af deres personlige grænser. Og de oplever hinanden i situationer, hvor man ikke kan gemme eller sige, at man ikke vil være med.

Når vi i kirken kalder den kommende tid for "faste", var det godt, om det blev forstået på linie med en "overlevelsestur". For nu begynder en tid, hvor vi opfordres til at leve uden alt for mange "dikkedarer". Mærk i praksis, hvad det vil sige at være menneske! Oplev, hvor lidt du kan klare dig med! Prøv at mærke kulde, sult og træthed på en ny måde! Udskift tilbagetrukketheden foran TV med en længere gå-tur! Aftal det med naboen eller et familiemedlem! Gør det flere dage i træk, så du til sidst kan mærke det i anklerne, når du vågner om morgenen! Prøv at undlade at tænde for musik-radioen en hel dag og tag i stedet en morgen-salme frem og syng. Overrask dit køkken med din sang, også selv om det lyder rædsomt. Og giv afkald på at stå sent op nogle søndage og tag i stedet på "overlevelsestur" i en kirke, hvor Guds ord prædikes. Gør det ikke blot en enkelt tilfældig søndag, men to eller tre planlagte søndage i træk. Og chokér din nabo med opfordringen til tage med. Lad jer sammen udfordre af prædiken, bøn og sang. Og besøg et menneske, som du ikke har set længe.

Fastetid behøver ikke at være en kedelig tid. Hvis du griber det rigtigt an, kan du opleve det som en slags "overlevelsestur", hvor du lærer noget nyt om både dig selv, din Gud og dem, du er tæt på i hverdagen.

Forbarm dig over mig, Herre!

"Forbarm dig over mig, Herre, Davids Søn! Min datter plages slemt af en dæmon.” Matthæus 15,22.

En hedensk kvinde kom til Jesus og bad om hjælp. Hendes datter var besat af en ond ånd. Datterens eget "jeg" var undertrykt, og hendes vilje blev styret af en ond åndsmagt. I sådanne situationer står mennesker magtesløse.

Nu vil nogen sige, at dæmon-besættelse forekommer meget sjældent, så hvad har det at sige os? Men det har meget at sige os. For selvom et menneske ikke er direkte besat af onde ånder, som den hedenske kvindes datter var, så kan ens liv alligevel leves under syndens og Djævelens herredømme. Det sker, når et menneske frivilligt og bevidst lader selviskhed, egoisme og gudløshed udfolde sig. Da er man ikke "besat", så ens eget "jeg" er sat ud af spillet. Man lever derimod frivilligt på ondskabens side. Man har gjort sig til Guds fjende; for man lever som var man sin egen gud. Det frygteligste er, at sådan et liv kan findes skjult bag kirkegang og kristelig fernis.

Kristen tro er ikke blot at sige, at man tror. Se hvad den hedenske kvinde gjorde med sin tro! Hun kæmpede mod datterens onde ånd ved at bede Jesus om hjælp. Sådan skal du også bruge din tro på Jesus! Bed ham om kraft til at forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Bed ham beskytte dig og dine kære mod syndens magt. Han hjalp kvinden. Han er også din hjælper.

Kærligheden udholder alt

Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. 1 Korintherbrev 13,4-7.

Kærlighed er ikke bare kærlighed, men kan være flere ting. Når man tiltrækkes og drages af skønhed, kalder vi det for erotisk kærlighed. Omsorg for børn, godhed mod forældre og slægtninge, venskab med et andet menneske og medfølelse og hjælpsomhed mod nødlidende og fremmede er også en vigtig side af kærligheden. Man kalder det for menneske-kærlighed eller filantropi. Begge disse former for kærlighed er en gave fra Gud, vor Skaber. Og hver for sig er de et stort gode, når de leves ud og opleves indenfor de rammer, Gud har givet os, i samlivet mellem mand og kvinde, i familielivet og i samfundslivet.

Men de er skrøbelige og utilstrækkelige, hvis de står alene. Erotisk kærlighed alene udholder ikke megen sygdom eller elendighed hos den elskede. Den tænker ikke på at bære ansvar og at påtage sig byrder. Og den rene medmenneskelige kærlighed får det svært, hvis den ikke får noget igen for sin godhed og sit venskab. Den afslører sig ofte som en slags "bytte-kærlighed", der venter at få noget igen. Menneskekærlighed har sine grænser og tåler ikke gerne ringeagt og hån. Hvem har en kærlighed, som udholder alt? Hvis vi kunne komme til bunds i vor egen kærlighed, så ville vi opdage, at den er kortvarig og med anlæg for pral. Og dog findes der en kærlighed, som udholder alt! Jesu kærlighed! Hans kærlighed er langmodig, og mild. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Hans kærlighed ophører aldrig. Hans offer på Golgata er et sonoffer givet til Gud, fordi han elskede os, som ikke var værd at elske. Og alligevel elskede han os. Hans kærlighed kan både holde af dig og udholde dig!

Kærligheden hører aldrig op

Kærligheden hører aldrig op! 1 Korintherbrev 13,8.

Kærligheden er før alt og bliver ved at bestå, når alt andet er afskaffet! Det er Nye Testamentes påstand, ja, en grundsandhed i den kristne tro. Det lyder smukt. Men er det nu også noget, man kan regne med og bygge livet på?

Når man har venner, og når man har det godt og ser lyst på fremtiden, er det let at tale stort om kærligheden og at tro på den. Men midt under skuffelser, i afmagt, under sygdom og når man selv eller ens nærmeste bliver urimelige, hvordan kan man da tro, at kærligheden aldrig ophører?

Når Nye Testamente fastholder, at kærligheden aldrig ophører, er det ikke en udtryk for ønsketænkning. Kærligheden, som aldrig ophører, er nemlig ikke menneskers kærlighed, men Guds kærlighed i Jesus Kristus. Apostelen Johannes beskriver den sådan: Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder (1 Joh 4, 10). Den kærlighed er bevidnet i Jesu liv og i hans lidelse og død. Hvis du har fællesskab med Kristus, så har du del i en kærlighed, som aldrig hører op. Du kan du miste det kæreste, du ellers har. Du kan blive svigtet af alt og alle. Og du kan selv svigte andre på den værste måde. Alligevel gælder det: Kærligheden ophører aldrig.

Den kærlighed vil ikke blot lade os vide, at vi er elsket fra nu og i al evighed af Gud. Den kærlighed vil også ind i vore liv og præge vort forhold til andre mennesker.

Når vi mangler ord

De syv ord, Jesus sagde fra korset

Der er tider i livet, hvor vi mangler ord. Både, når vi står overfor det, som er herligere, end vi kunne forestille os, og når vi møder lidelse og død og må tage afsked. Hvem har ord til den, der dør? Hvem kan hjælpe de efterladte? Og hvem kan tale ord til dig, når du selv står på grænsen mellem livet og døden?

Jesus Kristus kan. Han har ordene. Og han har på en særlig måde givet os syv, de syv, han sagde, da han selv døde.

1. Han sagde om sine fjender: "Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!"
2. Til sin mor sagde han: "Kvinde, dér er din søn." Og til sin bedste ven sagde han: "Dér er din mor."
3. Han sagde til en røver: "Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis!"
4. I sin smerte sagde han: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?"
5. Da hans krop skreg efter lindring, sagde han: "Jeg tørster."
6. Og om sin tjeneste for os i dødens og skyldens verden sagde han: "Det er fuldbragt."
7. Og hans sidste ord før sin død var tillidsfulde ord til hans Fader: "Fader, i dine hænder betror jeg min ånd."

Jesus Kristus beder om, at vi mennesker må få tilgivelse for alt det onde, vi har gjort. Og mens han beder, lider han vores straf og dør i vort sted. Dernæst hjælper han sin mor over tabet ved at kalde en kær discipel til at sørge for hende. Så tager han en skyldig røver med gennem døden ind i Paradis. Derpå rammes han selv af Guds vrede og dom over vore synder. Han tørster, så vi ikke skal være i tvivl om, at han var et menneske som os. Og han gør arbejdet færdigt, så vi kan blive frelst af nåde. Til sidst giver han os en bøn, som vi tillidsfuldt kan bede, når vi dør: "Fader, i dine hænder betror jeg min ånd!"

Der er en lille dreng her

"Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?” Johannes 6,9.

Sådan sagde Jesu disciple engang, da han havde spurgt dem, hvordan de skulle få mad til 5000 mennesker i ørkenen. "Hvad er det til så mange?" Den voksne fornuft indser straks, at drengens madpakke ikke nytter meget. Voksne er realister. Sådan må det jo være. Voksne har jo fået ansvar. Og det nytter ikke, at vi bygger livet på undere.

Alligevel viste argumentet sig at være uden gyldighed. Der blev mad nok til alle. At være virkelighedsnær er at regne med Jesus. Jesus var virkeligt hos disciplene. Men de regnede kun med sig selv og deres egne muligheder. Underet i ørkenen lærer os, at alt, hvad vi har, er fra Herren, og at han kan gøre, hvad han vil med os og vort. Ser vi bort fra Jesu nærvær, da ser vi bort fra den virkelighed, der er blevet vores ved troen på ham.

Det andet vi lærer af underet i ørkenen er, hvordan han greb ind: nemlig ved at velsigne brødet i tak og bøn. Og derpå lagde han det i disciplenes hænder og bad dem dele ud. Sådan griber Herren også ind i dag: ved at vi får et andet forhold til det, vi har i vore hænder. Gennem bøn og tak kan det også blive virkeligt for os, at alt, hvad vi er og har, er en gave fra Herren. Da er underne i vore liv begyndt. Jesu nærvær og livets gaver er de første. Og de formerer sig, når vi på Jesu befaling tør give videre af vort til andre.

Kristendom - kun en stemning?

Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: ”Hosianna , Davids Søn!" Matthæus 21,9.

Beretningen om Jesu indtog i Jerusalem og den jublende folkeskare lærer os både, hvad vi ikke skal bygge vor tro på, og hvad vi som kristne trygt kan stole og bygge på.

Først, hvad vi ikke skal bygge og stole på. Vi skal ikke bygge troen på vores egen tro og følelse. Folkeskaren lovpriste jo palmesøndag Jesus som Davids Søn. Det var en stor og herlig dag for dem. Men nogle dage senere blev det langfredag. Og da var stemningen vendt, så de råbte "Korsfæst ham!" – Sådan også i vores liv. Der kommer dage, hvor synden bryder så voldsomt frem, at vi må give op, hvis vi bygger på vor egen tro og følelse.

Men hvad skal vi så bygge og stole på som kristne? Vi skal bygge og stole på Jesus, på Guds Søn, som kom ind i det Jerusalem, der få dage efter korsfæstede ham. Vi skal bygge og stole på, at han elsker os, at han døde for vore synder, og at han er opstået og lever. Vi skal bygge på bibelens budskab om Jesus, og hvad han har gjort for os.

Folkeskaren råbte "Hosianna!" ved Jesu indtog. Det betyder: "Herre, frels dog!" Det kan vi bede i både gode og onde dage, både når det går godt, og når det går dårligt for os i vort trosliv. At tro er at bygge på Jesus Kristus og stole på, hvad han har gjort for os, og hvad han vil gøre for os - og ikke på os selv!

Efterfølgelse: krav eller privilegium?

De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. Johannes 1,37.

"Efterfølgelse" opfattes let som et krav og en præstation. ”Efterfølgelse”. Og det er sandt, at det kan have store omkostninger at være kristen og efterfølge Jesus. Det siger Jesus jo selv. Men det er ikke ensbetydende med, at efterfølgelse er en ”præstation” og en ”kvalitet” hos kristne.

Ordet ”efterfølgelse” betyder at have en anden foran og lade den anden lede og føre an i alle ting. Det er efterfølgelse. Det er at gå i den andens fodspor, ikke finde på noget nyt, men være i kølvandet på den anden og at være med på den andens regning, omkostning og ansvar. Efterfølgelse er fx at ligge på sygehus og sige: "Herren er min hyrde. Han fører mig ad rette veje for sit navns skyld" (Sl 23). Efterfølgelse er, at Herren leder mig ud og ind, giver mig sit ord, tilgiver mig og bruger mig til det, han finder godt og bedst både for mig og andre.

Johannes beskriver det sådan: De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. Det skete ved Jordan-floden, da de var blevet døbt og havde bekendt deres synder og var blevet renset. De hørte, at Jesus var Guds Lam, der bærer verdens synd. Derfor fulgte de efter ham. Og evangeliet i søndags sagde Jesus til Peter efter hans store svigt og nederlag: "Følg mig!" (Joh 21,19). Peter hørte det som en befrielse og en gave.

Kristen efterfølgelse er din befrielse og dit privilegium i dag.

Trafik mellem himmel og jord!

Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. ... Og englen sagde: "Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige." Lukas 1,26 og 31-33.

Evangelisten Lukas fortæller om trafik mellem himmel og jord lige så selvfølgeligt, som om det var mellem Samsø og Aarhus Nord. En engel fra Gud kom til Nazareth - til en jomfru, der hed Maria.

Faktisk er Gud og Himlen tættere på dig end Samsø. - Tænk bare på, hvordan var det med en røver på korset: Han kom fra korset udenfor Jerusalem ind i Paradis – samme eftermiddag. Hvor langt var der så? Og tænk på Stefanus, som blev stenet, fordi han fortalte sine landsmænd, at Jesus var deres Herre og Frelser. Da han døde, så han Himlen åben. Så tæt var Himlen på. Og han så Jesus ved Faderens højre hånd. Meget tættere på end Samsø.

Derfor kan vi trygt stole på, at Himlen er nær, og at Guds engle beskytter dem, som tror på ham. Sådan siger jo Gud i sit ord: Alle englene er tjenende ånder, som sendes ud for at hjælpe dem, som skal arve frelsen (Hebr 1,14). Glædeligt!

Men der noget, som er endnu mere glædeligt, nemlig at Guds Søn lod sig undfange ved Helligånden og føde af jomfru Maria. Det var, hvad englen fortalte Maria. Og sådan gik det. Hun fødte Jesus, Guds Søn. Han blev menneske og vores bror og Frelser!

Det forvandler livet fra ulykke til lykke og fra kaos til fred. Uanset hvor elendigt du har det, så er Gud blevet menneske hos dig og med dig. - Vi blev jo oprindeligt skabt i Guds billede. Men vi faldt vi ud af rammen, vi faldt dårligt ud, vi faldt i synd og faldt ved siden af. Derfor er det svært at være menneske. Og nogen gange fristes vi til at give op. Men ikke når vi tror, at Jesus blev vores bror. Gud er blevet en af os.

Se og lev!

"Salige er de, som ikke har set og dog tror." Johannes 20,29.

Evangelisten Johannes fortæller, at disciplen Tomas ikke ville tro, at Jesus var opstået fra de døde. Han krævede beviser. Og Ligner vi ikke Tomas? Skulle Jesus virkelig være den levende Frelser i dag? Opstod han legemligt? Vor erfaring siger, at døde ikke opstår. Men Guds virkelighed er større end vores. Gud har gjort fantastiske ting for os i påsken! Og han lader sig hverken begrænse af Tomas' eller af vores fornuft og hverdags-erfaringer. Jesus viste sig for Tomas og sagde: "Vær ikke vantro, men troende. Fordi du har set mig, tror du; salige er de, som ikke har set og dog tror!" (Joh.20,29). Tomas så Herren og fik livet tilbage. Gud giver også i dag troens liv til os ved sit ord. Påskebudskabet om, at Herren Jesus bar vor skyld og døde for vore synder, er så stærkt et ord, at det kan åbne vort åndelige syn for det sande liv. Du er elsket! Jesus opstod. Han er din Herre og din Gud.

Du har måske været kristen i mange år og kender til, at dine egne tanker om livet ofte kom i konflikt med, hvad Gud ville med dig. Men så hør det igen. Han, der bar din synd, han opstod. Han ser dig og elsker dig. Det er troens grund til glæde.

Hvad gør du ved tvivlen?

Otte dage efter var hans disciple atter derinde, og Tomas sammen med dem. Da kom Jesus. Johannes 20,26.

Disciplen Tomas er kendt for at være "tvivleren". Det er nu ikke det eneste, han burde huskes for. Han var en af Jesu trofaste disciple. Det kan vi se af de fire evangelier. Og vi ved fra andre kildeskrifter fra kirkehistorien, at han kom til Babylon i Persien og siden til Indien og forkyndte evangeliet om Jesus. Han led meget for Kristi skyld og døde som martyr. Han forblev tro indtil det sidste. Alligevel husker vi ham som tvivleren. Han ville ikke tro, at Jesus var opstået fra de døde, med mindre han fik lov at se naglemærkerne i hans hænder og stikke sin hånd ind i hans side (Joh 20,25 ).

I den forbindelse lærer vi en vigtig ting af Tomas: at han turde dele sin tvivl med de andre disciple. Vi har brug for et kristent fællesskab, hvor det er tilladt også at fortælle, hvor svært det kan være at tro, uden at vi af den grund bliver mistænkt og udstødt. Tomas turde vedgå sin tvivl og holdt sig dog stadig sammen med de andre disciple trods tvivlen. Og der, i denne lille menighed, kom Jesus otte dage efter og åbenbarede sig for Tomas og de øvrige disciple .

Tag din tvivl og din vantro med i kirke. Betro dig til dine medkristne eller til præsten. Og lad dem dele evangeliets ord med dig. Evangeliet overvinder tvivlen. Jesus kommer til sin menighed, når den er forsamlet i hans navn og lytter til hans ord.

Hvor går du hen?

"Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er." Johannes 14,1-3.

Barnet var på legepladsen for et øjeblik siden. Nu er det væk. Mor er ængstelig. - Den unge på 18 vil rejse ud i verden på må og få ... Forældrene vil gerne vide hvorhen. Kan du ikke give os en kontaktadresse i Singapore eller på Bali? - I har været kærester eller endog været gift. Men nu er han gået. Kommer han mon tilbage? Du føler dig knust. - Du er blevet alvorligt syg. Hvem kan give dig håb? Findes der helbredelse? Hvis ikke, hvad sker der så med dig? - Hvor går du hen i ungdommen - i voksenlivet - og i alderdommen? Hvad er livets mening? Hvem kender vejen?

Sådanne spørgsmål var levende den sidste aften, hvor Jesus var sammen med sine disciple. Han havde fyldt deres liv med mening. Han havde vist dem, at menneskelivet har en uendelig høj værdi. Han havde talt om tilgivelse og lagt evigheden ind i deres hjerter. Men nu var han på vej væk. Derfor var de bange. Da sagde han: "Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger.? .. Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er."

Jesus er Guds Søn. Da han forlod disciplene, gik han vejen gennem døden. Han gik derind, hvor den dårlige samvittig­hed frygter at komme. Han gik til vores Skaber og betalte den skyld og gæld, vi mennesker har ophobet hos vor Gud og Skaber. Nu er han tilbage. Han svarer på det sværeste af alle spørgsmål og siger: "Jeg er vejen, sandheden og livet." Derfor er det godt at være døbt og tro på ham. Frygten dukker stadig op. Men Jesus er der hele tiden. Derfor sejrer troen og håbet.

Flugt eller tilflugt?

"For I fór vild som får, men er nu vendt om til jeres sjæles hyrde og tilsynsmand." 1 Petersbrev 2,25.

Her sammenlignes kristne med får. Og Jesus Kristus sammenlignes med en god hyrde. Ja, han ER den gode hyrde.

Får kan være trygge, når hyrden er hos dem og beskytter dem. Selv om der kommer en ulv, da kan de stadig være trygge, hvis hyrden beskytter dem. Ulven må ikke få lov at jage dem fra hinanden. De skal høre hyrdens stemme, så de bliver hos ham.

Det er godt og nødvendigt, at får reagerer på en fare. Og der er to måder at reagere på: Med frygt og flugt bort fra flokken. Eller med frygt og tilflugt hos hyrden. Hvis fårene fokuserer på ulvens hyl og ikke tænker på, at hyrden er hos dem, stikker de måske af. Og da bliver de ulvens bytte. Men bliver de hos hyrden, beskytter han dem mod ulven, og de er i sikkerhed. Sådan er det at være kristen. Vi skal høre hyrdens røst. Da reagerer vi rigtigt, når vi rammes af alt muligt ondt og svært i livet: da frygter vi og finder tilflugt hos Jesus Kristus ved hans Ord og Sakramenter. Det er trygt!

Apostlen Peter forkynder i 1 Petersbrev 2,20-25, hvordan vi gør i synd, lidelse, sygdom og håbløshed. Prædiken over teksten kan læses her..

Dødsleje eller fødestue?

”Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden.” Johannes 16,21.

Den sidste aften før sin død fortalte Jesus sine disciple om den sorg, som ville ramme dem, når han døde. Han sammenlignede deres sorg med en kvindes smerte og fortvivlelse i forbindelse med fødselsveer og hendes efterfølgende glæde, når barnet er født.

Når du som kristen mærker mørke og død og håbløshed, da prøv at læse Jesu ord til disciplene i Johannes 16,16-22. Jesus viser dig, at du ikke ligger på dit dødsleje, men på en fødestue. Og fødslen vil lykkes.

Sammen med Jesu disciple dengang må vi også erfare, at Jesus virkelig døde på korset for vore synder og opstod fra graven og kommer til os som vores frelser. Det indebærer, at vi en kort tid sørger og er i nød. For du ser, at du er Guds skabning, og at han kræver kærlighed og retfærdighed og godhed af dig. Og du ser, at det ikke er lykkedes dig at levere det, selv om det burde være en selvfølge, at du elskede ham og din næste.

Men da hører du evangeliet, at Jesus ikke skånede sig selv. Du hører om hans stedfortrædende død på korset. Det ændrer alt. Nu vender det fra mørke til morgendæmring. Han tager os med ind i sin lidelse og tager os med til sin begravelse. Et øjeblik må du knæle og bede om nåde. Og derpå kommer glæden over, at du er tilgivet og må leve med ham.

Prædiken over Johannes 16,16-22 kan læses / høres her.

Optakt til pinsen

Forvirring, misforståelser og skyld. - Vi kender smerten , når vi ikke bliver forstået. Og hvorfor misforstår vi andre? Hvorfor skal skyld og skam ødelægge familie og ægteskab? Dertil kommer alle spørgsmålene om Gud: Hvordan er Gud? Og hvorfor har jeg ikke villet høre på min samvittighed - og på de 10 bud? Mon Gud elsker mig? Hvorfor taler han ikke, så jeg kan høre og forstå hans svar?

Der findes et nyt sprog, som evner at besvare på disse meget svære spørgsmål. Sproget er EVANGELIET om Jesus Kristus". Det er ikke blot et budskab, men et helt nyt sprog, som åbner for det fællesskab med Gud og med vor næste, som vi behøver.

Pinsedag talte Jesu apostle dette sprog. De talte det på mange forskellige modersmål. Og tilhørerne fik fællesskab med Gud og med hinanden på en helt ny måde.

Det sprog tales også i dag. Det er et levende sprog, som både afslører, hvad der er gået galt i vore liv, og hvor redningen er på splittelsen mellem os mennesker indbyrdes og mellem Gud og mennesket.

Hør det nye sprog - og syng med på det - i kirken til pinse!

Pinse er påske fortalt ind i hjertet!

For enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses. Apostlenes Gerninger 2,21

Pinse er påsken genfortalt og udlagt. Jesus Kristus er pinsens centrum, fordi det er ham, apostlene fortalte om, da de blev fyldt af Helligånden.

Vi har jo Peters pinseprædiken i Apostlenes Gerninger 2,14-36. Han fortæller tilhørerne i Jerusalem, at de vidne til det, som Gud har lovet ved profeten Joel: "at i de sidste dage vil jeg udgyde min ånd, … så både kvinder og mænd, unge og gamle, frie og slaver og fattige og rige vil fortælle om frelsen. For Herrens dag kommer (dommedag) (v16-20). Og derefter nævner han, hvad det betyder for dem, som hører evangeliet: ”For enhver, som påkalder Herrens navn skal frelses” (v21). Når vi hører evangeliet, opstår der et råb hos os, så vi kalder på Herren!

Og derpå holder Peter selve prædikenen: ”Israelitter, hør disse ord: Jesus fra Nazaret – ham, der … gjorde undergernin­ger iblandt jer … – ham korfæstede I efter Guds fastlagte bestemmelse og forudviden, og ved lovbryderes hånd naglede I ham til korset og dræbte ham. Men Gud gjorde en ende på dødens veer og lod ham opstå, for han kunne umuligt holdes fast af døden. … Denne Jesus, som David har fortalt om i Salmerne, ham har Gud ladet opstå. Det skal I alle vide. Han er Herre og Kristus” (v22-36). 

Denne pinseprædiken var påskebudskabet genfortalt og udlagt. Derfor er det sandt, at ”pinse” i dag er, at det levende påskeevangelium fortælles ind i vores hjerter. - Glædelig pinse!

Tilgivelse og Talsmand (Helligånd)

"Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer." Johannes 16,7.

Sådan sagde Jesus til sine disciple den sidste aften før sin død. Og de forstod det ikke. Hvordan kunne det nogensinde blive godt for dem, at han gik bort?

Men det var det bedste. Jesus begrundede det sådan: "For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer" (Joh 16,7). Begrundelsen er, at Talsmandens (Helligåndens) opgave består i at fortælle os om det, Jesus gjorde for os i påsken, og at give os den gave, som er frugten af Jesu død op opstandelse: nemlig TILGIVELSE.

Hvis Jesus ikke var gået bort gennem døden, var han ikke død for vore synder. Og hvis han ikke var død for vore synder, ville Helligånden ikke have kunnet udføre sin hovedopgave, som jo er at føre os til tro på syndernes forladelse.

Vi synes måske, at vi har brug for Helligånden til noget andet og bedre end tilgivelse. F.eks. til at give os kraft, styrke og godt helbred. Og mange overfører disse menneskelige ønsker på Helligånden og mener, at de oplever Helligånden, hvis de oplever kraft og styrke i hjertet, og når det går dem godt menneskeligt set. Men Jesus sætter os på plads. Han siger: Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt (Joh 16,8-11).

Læs prædiken over samme tekst her

Indhentet af fortiden

Vi taler om at blive "indhentet af fortiden". Som regel betyder det noget negativt, nemlig at det, vi tidligere har gjort, forfølger os og ødelægger livet for os.

Men man kan også blive indhentet af fortiden på en positiv måde. Du har måske fået et stort problem og ved ikke, hvordan du skal klare det alene. Men da dukker en gammel ven op og siger: "Jeg lovede at komme." Du havde glemt det, men han huskede på dig. Du er blevet indhentet af fortiden. Nu klarer du det, som ellers så umuligt ud.

Sådan er det at blive konfirmeret. Du er 14 år. Livet er spændende, men du mærker også, at det kan blive meget vanskeligt at leve og være til. Følelsen af at være alene og skulle klare alt selv kan næsten tage pusten fra dig.

Da står en mand fra fortiden hos dig og siger: "Jeg lovede at komme!" Det er din Herre Jesus Kristus. Da du blev døbt, lovede han at være din Herre og Frelser for resten af livet. Måske har du glemt ham, men han har ikke glemt dig. Tværtimod har han holdt dig i live hver en dag. Og nu træder han frem og tilbyder sig. Du er indhentet af alt det, han lovede dig i dåben. Det er i dag, du kan blive bekræftet i, at du har en Herre og Frelser. Sig "Ja!" til ham!

En kristen har en fortid, som kan bære igennem nutiden og helt ind i evigheden. Vores fortid er først og fremmest, at Jesus Kristus døde for vore synder og opstod af graven. Han lever. Det giver håb for dagen i dag, og for evigheden.

Pinse

Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad.  Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. ... "Vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål." Apostlenes Gerninger 2,1-3 og 11.

Ordet "pinse" betyder halvtredsindstyvende. I Femte Mosebog fortælles om påske, pinse og løvhyttefest, de tre store fester i Guds folk. Efter at påskenfesten med påskelammet og udfrielsen fra Egypten er beskrevet, står der: "Du skal tælle syv uger frem", 7x7=49. Og dagen efter er pinsedag. Dag 50. Festen skulle vare en uge og blev også kaldt for "ugefesten" (5 Mos 16).

Pinsefesten var i Gamle Testamentes tid en takkefest i Guds folk, Israel. Den blev indstiftet, da Gud havde frelst sit folk fra slaveriet i Ægypten og ført dem ind i det forjættede land. De, som fejrede pinse, gav udtryk for glæde over, at Gud havde givet dem et land, hvor de kunne leve og have gode kår. Og deres takoffer bestod i høstgaver.

Efter Kristi Himmelfart fik pinsen en ny betydning for Guds folk. Det blev den dag, hvor Gud sendte sin Hellige Ånd synligt over apostlene. Apostlene fik den gave at forkynde evangeliet på mange slags sprog. Med stor frimodighed prædikede de, hvordan Jesus Kristus gjorde vel mod mennesker, blev korsfæstet for vore synder og opstod som sejrherre over døden og Helvede. Mange hørte det og fik en hjertelig tro og tillid til Jesus som deres Frelser. Dermed blev de så at sige ført ind i ”det forjættede land” - ind i Guds rige. De blev medlemmer i den kristne kirke.

For kristne i dag betyder pinsen, at Gud giver os sin Hellige Ånd, så vi kan høre evangeliet om Jesus og få troens fællesskab med ham. Det giver os kraft og frimodighed. Derfor er der stadig grund til at benytte pinsen som en takkefest. Vi må takke Gud, fordi han har ført os ind i det rige, hvor Jesus er konge. Det er den største velsignelse, der findes på jord.

Glædelig pinse!

Vores verdensbillede

"Således elskede Gud verden." Johannes 3,16.

Verden er stor. Vi er små. På gode dage er verden et godt sted. Men på onde dage er verden et mørkt og utrygt sted at være. Men Jesus giver os et helt nyt verdensbillede. For han er både udenfor og over denne verden - og samtidig i og under denne verden.

Han er udenfor og over denne verden. Johannesevangeliet fortæller, at verden er blevet til ved ham. Han er den almægtige Guds Søn, gennem hvem alt er blevet til . Når vi ikke kan finde ud af, hvordan vi skal forholde os til tilværelsen, så kan vi dog forholde os til ham.

Hvis det er sandt, at han er Guds Søn, så er der intet sted i verden, hvor der er for mørkt eller utrygt at være. Og at det er sandt, at Jesus er Guds Søn, det har han godtgjort for os, da han kom ind i vores verden. Han åbenbarede en kærlighed til os mennesker, som verden ikke tidligere har set, og som ingen af os kan finde i os selv. Han gik ind i vores verden og fandt det mørkeste sted og lod al verdens synd og skyld ramme sig. Således blev Guds retfærdige vrede udtømt . Og påskernorgen opstod han. Han kom til disciplene. Og han kommer til dig gennem evangeliets ord, i dåben og i den hellige nadver.

Når vi hører om hans kærlighed, bliver verden anderledes. "For således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv" (Joh 3,16). Det "verdensbillede" er indrammet af kærlighed. Og du er med i billedet!

Johannesevangeliet 3,16-17: "For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.  For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham."

En discipel står ikke over sin mester

Jesus siger: "En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre." Matthæus 10,24-31.

Som kristne skal vi ikke forvente, at det går os meget bedre end vores mester. Det må være nok for os, at det går, som det gik ham. Og det gik ham jo ikke altid godt. Han prædikede, hjalp, velsignede og brugte sit liv i den opgave, som var blevet hans som verdens frelser. - Og alligevel søgte man at slå ham ihjel, både da han var spæd i Betlehem og senere da han han gik omkring og gjorde alle ting vel. Han blev fristet i en ørken, ringeagtet for at være sammen med toldere og syndere, svigtet af sine disciple, og han blev pint, korsfæstet og begravet - og opstod fra døden.

Vi er ikke verdens frelsere. Men ved troen på Jesus er vi forenet med ham fra fødsel til død. Og han har lovet os en salig opstandelse fra dø døde, fordi han bar vore synder og opstod, for at vi kan opstå. Og i vort liv her i tiden har vi helt bestemte opgaver. Vi har ansvar. De mennesker, vi særligt kender og hører sammen med, er afhængige af os, ligesom vi er afhængige af dem. Vi har opgaver i samværet med dem.

1) Vi skal dele, hvad Gud har givet os til livets ophold, med hinanden. Gud velsigner mad, penge og ejendom for os, så vi kan dele det med andre. Husk på, hvordan Jesus velsignede 7 brød i ørkenen og gav dem til disciplene, så de kunne dele dem med flere tusind mennesker (Markus 8,1-7).

2) Og vi skal bevidne Evangeliet om frelsen i Jesus Kristus overfor andre mennesker. Der er mange måder at gøre det på. Gud velsigner os med sit ord om tigivelse og frelse, så vi kan give nåde og tilgivelse videre til andre. Han "hvisker os det i øret", for at vi kan "forkynde det fra tagene" (Matt 10,27).

Spænd bæltet, så du kan arbejde!

”I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt og være som mennesker, der venter på, hvornår deres herre vil bryde op fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham, når han kommer og banker på. Sandelig siger jeg jer: Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem.”  Lukas 12,35-37.

Jøderne gik i lange dragter. De var upraktiske at arbejde i. Når man skulle arbejde, måtte man binde et bælte om livet, så man lettere kunne bevæge sig. Når en tjener skulle opvarte sin herre, var han nødt til at "binde kjortelen op om sine lænder". - Apostelen Peter bruger dette billede i sit første brev. ”Vær derfor årvågne, gør sindet rede, bind op om lænderne” (1 Pet 1,13). Bind op om jeres sinds lænder (norsk oversættelse). Vær klar til at tage imod Herren, når han kommer! 

Hvad vil det sige at være rede? Det er at leve i daglig anger og at tro på sine synders forladelse. Det er at blive i Kristus og hans retfærdighed. Det er at regne alt sit eget for skarn og blive i hans retfærdighed, ikke den, der fås ved loven, men ved troen. (Filipperbrevet 3,8ff). Kristi retfærdighed får vi gennem troen, gratis og uforskyldt. At findes i ham og i hans retfærdighed, det er at være rede.

Når nu disse tjeneres herre kommer, og de er klar til at tage imod ham, hvad sker så? Man skulle forvente, at han satte sig til bords, for at de kunne tjene ham. Men her sker noget mærkeligt og anderledes. Jesus siger, at når han kommer, binder han op om sig selv og lader dem sætte sig til bords. Han tjener dem! Sådan bliver det, når Jesus kommer tilbage. Jesus glæder sig som en brudgom glæder sig over sin brud. Tænk, at Jesus bliver så glad for at møde os. - Deraf ved du, at han elsker dig!

Noget om tro og kærlighed

Jesus er på besøg hos en velanset mand, Simon, efter at de har været til synagogegudstjeneste. Og uventet kommer en foragtet kvinde og forstyrrer selskabet. Jesus bruger anledningen og spørger Siomon: "Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie.” (Lukas 7,36-50).

Jesus spørger med andre ord: Simon: Hvor er din tro og kærlighed? Hende, som du mener, rangerer langt under dig rent moralsk, står hun ikke langt over dig mht. tro og kærlighed? Du har jo ret i, at hun har gjort ting, du aldrig kunne finde på andet end i din vilde fantasi. Men det er også sandt, at hun har gjort ting, du aldrig kunne finde på i virkeligheden, fordi hun - i modsætning til dig - har set sin gæld og har taget imod tilgivelsen og nu er gældfri! ”Jeg siger dig: Hendes mange synder er hende tilgivet, siden hun har elsket meget!”

Budskabet rammer hårdt, barmhjertigt hårdt! Hårdt, fordi Simon nu får mulighed for at se, hvilken stor gæld, han har. Han har levet moralsk. Men han har ikke vist kærlighed. Han har ikke takket Gud. Han har ikke brugt det liv, Gud har givet ham som et lån, i tak og tro, men i selvretfærdighed. Er det dig? Jesus spørger dig! Det er ugens spørgsmål. Hårdt, men samtidig barmhjertigt. For mon Simon kunne være i tvivl, om der var tilgivelse? Jesus tilgav kvinden hendes synder, så alle kunne høre det!

Jesus siger til os: "Din gæld er eftergivet!" Og til kvinden og alle andre, som stoler på, at Jesus har båret vore synder stedfortrædende siger han til sidst: ”Din tro har frelst dig! Gå bort med fred!” På den måde kan vi leve ugen igennem med virkelig fred.

Læs prædikenen over evangeliet Lukas 7,36-50 her

Er der tilgivelse for mig?

Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende. Matthæus 12,32

For at forstå, hvad Jesus mener, skal vi vide, at han i samme sætning sagde:”Al spot og synd skal tilgives menneskene!” Det sagde han også til dem! Der var virkelig tilgivelse for deres hån og nedsættende ord om Jesus. Al deres spot af Menneskesønnen var der tilgivelse for. Derfor var der også tilgivelse for Saulus, der forfulgte Jesus! Og for dem, der satte sig op mod Helligånden og stenede Stefanus, mens han bad: ”Tilregn dem ikke denne synd!”

At tale imod Helligånden er ikke utilgivelig, fordi Helligåndens person er mere hellig og urørlig end Sønnens og Faderens. De er jo ét. At spotte Faderen, Sønnen og Helligånden er lige frygteligt. Og der er mange eksempler i bibelen på mennesker, der stod imod og spottede Gud, og senere blev blev omvendt og frelst. Davids bedrev hor mod bedre vidende, men blev tilgivet og imod tilgivelsen senere. Og Jonas flygtede i ulydighed, da Gud kaldte ham til profet i Ninive. Men Gud standsede ham på havet, fisken slugte ham, og han vendte sig til Gud i bøn. Og Jesus bad for dem, der korsfæstede ham og slog ham ihjel. Og pinsedag blev de afsløret gennem Peters pinseprædiken. De omvendte sig og blev døbt.

Men forestil dig, at Saulus havde afvist tilgivelsen, da han blev ramt af blindhed i Damaskus. Og at David havde afvist profeten Natan, som afslørede hans horeri. Og at jøderne havde afvist Peters pinseprædiken! Da var Jesus stadig død for deres synder. Men de havde afvist den og ville derfor ikke have nogen tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende.

Og her er vi dybt inde i Helligåndens gerning. Det er Helligånden, som overbeviser om synd og om frelse. "At tale imod Helligånden" er den vedholdende afvisning af hans gerning for os. Og den, som gør det, får ikke tilgivelse. Hvornår et menneske er kommet derud, ved kun Gud. Men så længe Ånden viser dig din skyld og synd og lader dig høre evangeliet om Jesus, som bar din synd, ved du, at Helligånden kalder på dig. Og du kan kaste dig i tilgivelsens favn hos Gud! Gør det i din aftenbøn! Og gør det på søndag i skriftemålet og ved nadverbordet!

Ligesom Menneskesønnen ...

Jesus kaldte dem til sig og sagde: "I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stor­mæn­dene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl. Ligesom Menneske­sønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.” Matthæus 20,26-28.

Jesus gjorde ikke forskel på de to apostle (Jakob og Johannes), der havde møvet sig forrest i flokken, og de andre 10, som blev vrede. De fik alle at vide, at de lige havde opført sig som stormændene, der misbruger deres magt.

Misbrug ikke din magt i menigheden! Sæt dig ikke over din bror. Men spørg, hvordan du kan tjene: tjene og ære dine forældre, tjene og ære et barn, tjene og ære en handicappet, tjene og ære en af de ældre, som ikke kan komme i kirke, tjene og ære en nabo, en på dit arbejde, en, som er syg eller ensom. Og ære Gud, din Fader i Himmelen.

Var det ikke, hvad Jesus gjorde? Jo. Og mere en det. Han siger jo: ”Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.” - Løsesummen var den sum, der skulle betales, for at en skyldig blev købt fri.

Vi er bundet at synden og skylden. Men Jesus Kristus har betalt løsesummen ved at give sit liv for os ind i døden. Det er evangeliet. Det er frelsen. Det er evangeliet, som lyder bag os og giver styrke til at leve som kristne, uanset om det er i fangenskab for Kristi skyld, i ensomhed på arbejdspladsen, i en lille menighed som vores, eller i sygdom og under modgang. Her får vi nye kræfter til at tjene uden vrede og kritik af andre. Amen.

Husk på …

Husk på Kristus Jesus, opstået fra de døde, af Davids slægt, ifølge mit evangelium! 2 Timotheusbrev 2,8.

Hver morgen er der noget, du skal huske: fx hvad tid du skal møde på arbejdet, hvad der blev aftalt i går, forberedelsen til timerne i skolen, aftalen med en ven i aften. Husk det! For er du ligeglad med at passe dit arbejde og alle private aftaler, taber du din uddannelse på gulvet, mister dit arbejde og indtægt, og andre mennesker vil holde op med at regne med dig.

Apostlen Paulus skriver til sin ven og medarbejder gennem mange år. Og ordene falder ikke længe før Paulus dør som martyr i Rom. ”Husk!” Paulus nævner ikke det med at gå på arbejde. Heller ikke at Timoteus skal holde sine private aftaler, så andre kan regne med ham. Han siger derimod: ”Husk på Kristus Jesus, opstået fra de døde, af Davids slægt, ifølge mit evangelium!” - Det er det vigtigste. Her sammenfattes hele den kristne tro:

1. Husk Kristus Jesus, opstået fra de døde! Du kender ham, som er opstået fra de døde. Husk på ham! Det er afgørende, når du skal dø. Men det er også afgørende for din dag i dag: For du er i dåben opstået med ham til at leve med ham og for ham. Husk ham!

2. Husk på Kristus Jesus, af Davids slægt! Jesus er Guds Søn, som blev menneske. Han har forenet sig med os i kød og blod, så han kender os og forstår os. Og han blev født i Davids slægt sådan som Gud havde lovet. Gud holdt, hvad han skrevet i sin ”kaldender”: Da tiden var inde, sendte han sin søn.

Hvis det er vigtigt, at vi holder, hvad vi lover andre, så er det endnu vigtige, at vi holder os til det, Gud har lovet os i evangeliet om Jesus Kristus! Husk på Kristus Jesus!

Uro og bekymring

Herren svarede hende: ”Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.” Lukas 10,41-42.

Martha var søster til Maria. Og Jesus var på besøg. Maria havde sat sig for at lytte, mens Matha var alene om at sørge for deres gæst. Og Martha bad Jesus om at sige til Maria, at hun skulle hjælpe til. Da er Jesus nødt til at fortælle Martha, at det er nødvendigt at tage imod ved at sidde stille og lytte. - Og hvorfor? På grund af hendes bekymringer og uro!

Vi kender til begge dele. Nogle gange er vi er aktive og ustoppelige. Irriterende aktive. Men bagved kan ligge en uro og mange bekymringer, som vi ikke taler med nogen om. Og måske vi ikke engang erkender det selv. - Hvor vi dog har brug for at blive stille og lytte, så vi kan begynde at forstå bare en enkelt lille ting om os selv og vores uro og bekymringer. Det er søndagen beregnet til. Den er en hvile- og helligdag, en dag, hvor Gud vil tjene dig med sit evangelium, hvor han siger til dig: "Dine synder tilgives dig!" "Jeg er din Gud og Fader. Jeg kender alle dine behov og har omsorg for dig!"

Jesus siger det samme til os, som til Martha: ”Sæt dig nu ned! Lad hvilen falde over dig. Det har du brug for!” Det er ”fornødent”, dvs. absolut nødvendigt. Hør hans ord, som om det var din læge, der sagde det. "Nu ordinerer jeg dig en gudstjeneste, at du sætter dig ned – og bliv siddende, indtil den er færdig." Kom i god tid og find roen, før gudstjenesten begynder. Fold dine hænder, syng med på salmerne, lyt til evangeliet og få det udlagt i en prædiken. Knæl ved alterbordet, bekend dine synder og tag imod Jesu legeme og blod. Det fordriver uro og bekymringer for en tid. Og du kan gå udhvilet og styrket på arbejde.

Link til prædiken over samme tekst

Liv midt i døden

"Herre, havde du været her, var min bror ikke død!" .... "Herre, havde du været her, var min bror ikke død." Johannes 11,21 og 32.

Marthas og Marias bror blev alvorligt syg. De sendte bud efter Jesus. Men han komme ikke. Og Lazarus døde. De var begge overbevist om, at deres bror ikke ville havde været død, hvis Jesus var kommet i tide. Derfor sagde de til Jesus: ”Havde du været her, så var min bror ikke død!”

Det eneste vi kan sige, når vi mødes af sådan en stille anklage, er: ”Undskyld. Jeg er ked af det. Jeg nåede det ikke.” Og vi kan supplere med et lille knus. Måske også græde med og føle med de andre. Og samtidig må vi jo erkende, at vort nærvær ikke ville have gjort den store forskel.

Men Jesus siger: ”Jeg er opstandelsen og livet. Den, som tror på mig, skal leve, om han end dør.” Han siger dermed: Når du tror på mig, da har det livsødelæggende ingen magt over dig. Når du tænker, at alle dine muligheder er forpasset, at dit liv ikke lykkedes, at du føler dig skyldig, at du er syg og måske ved at dø, da er han dig nær. Han er Opstandelsen og Livet. Det ved du, fordi han døde og opstod. Han omslutter dig på alle sider og taget ansvaret for dit liv. Han taler til dig, og giver dig troen og forener dig med ham.

Derfor kan du gøre ordene i Salme 139 til dine ord: Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med. Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? ... Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i graven, er du dér. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast. Jesus ER. Han er Opstandelsen og Livet.

Vi lever i tiden

”Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen” 1 Korintherbrev 15,20.

Vi er alle med i en historie, fordi vi lever i tiden. Vi samler fotos, markerer fødselsdage og andre mærkedage i familie og samfund. Ved konfirmationen fortæller forældrene om barnets første 13 år. Ved sølvbryllup fortæller børnene om forældrenes historie. Nogle interesserer sig for slægtsforskning. Udsendelsen "Sporløs" om forsvundne danskere siger os noget. De historier, som udsendelsen fortæller, betyder meget for dem, som er med i den.

Det er dejligt at livet ikke blot er nutid, men også har historie og fremtid. Det giver nuet perspektiv og sætter vores liv i dag ind i en dyb, dyb sammenhæng, ind i sammenhæng med andre mennesker - dem, som var før os - og i sammenhæng med dem, som kommer efter os. Alligevel er det også vanskeligt at tænke på fortiden og fremtiden.

Men Paulus kender et andet svar som kristen: ”Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen” (1 Kor 15,20). Og Jesus og hans død og opstandelse tager fat om os, så både vores fortid, nuet og fremtiden bliver forvandlet. Det er den kristne tros ufatteligt store gave til os.

Fortiden

"Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: At Kristus døde for vore synder efter Skrifterne". Apostlen Paulus i 1 Korintherbrev 15,3.

Apostlen taler han om fortiden. Og han knytter Kristus' og vores fortid sammen. Kristus døde på grund af alt det forkerte, som vi gjorde i går, i forgårs og for fjorten og niogtyve år siden. Han døde for vore synder.

Og det var ”efter Skrifterne”. Med "Skrifterne" hentyder han til De hellige Skrifter, dvs. hele Gamle Testamente. Han siger dermed, at Kristi død for vore synder var planlagt af Gud. Gud havde talt om det på forhånd i Gamle Testamente. Derpå sendte han sin Søn, som tog vore synder på sig. Derfor er det ikke bare en from tanke. Det er Guds ord. Og Kristus har virkelig båret vore synder.

Paulus anvender det på sig selv, når han i 1 Kor 15,8-10 nævner noget af det, der plagede ham aller mest: ”Men sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig; for jeg er den ringeste af apostlene, ikke værdig til at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke. Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, og hans nåde imod har ikke været forgæves.” (1 Kor 15,8-10).

Her må hver eneste af os tage alt det vanskelige fra vores fortid med ind i evangeliet. For Guds tilgivelse gælder det hele. Ja, det hele! Vores fortid er knyttet sammen med Jesus Kristus!

Nuet

"Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Og hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?" Matthæus 6,26-27.

Vor kristne tro kalder os tilbage til at leve i NUET i besindighed og i tillid til, at Gud er vores Herre. Jesus taler stærkt om det i Bjergprædikenen, når han spørger: "Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?"

Hvem af jer kan ændre på jeres børns og børnebørns eller jeres mænds liv og fremtid ved at bekymre jer? Hustruer, mødre og bedstemødre er ikke herrer. De er lige så magtesløse som solsorte og marken liljer. Men i troen på Gud, vor Fader, og i tillid til Jesus Kristus, kan de kaste alle deres bekymringer på Gud. For han har omsorg for dem. Han tager sig af dem. Og de kan udholde dagens plager, når de ved, at ”jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette.” Matt 6,32.

Vor kristne tro giver os værdi og identitet på en måde, som ingen livsfilosofi eller lommefilosofi kan give os. For Gud siger til os, at han har skabt os, at vi faldt fra ham og er syndere, men at han har grebet ind ved Jesus Kristus, tilgiver os vore synder og sørger for os i ét og alt, og at han vil give os evigt liv. Og han siger, at han vil bruge os i næstekærlighed. Derfor ved vi, at vi ikke stammer fra os selv. Vi er ikke selv vores egen eller vor families ”lykkesmed”. Livet afhænger ikke af os selv.

På den måde hjælper vor kristne tro os til at leve i nuet og påtage os alle mulige vanskeligheder på andres vegne og bære det frem for Gud i bøn. Vi lever i nuet i tillid til Gud, vor Far, som virkelig har omsorg for os. Alt afhænger af hans velsignelse. Alt.

Fremtid og evighed

”Kristus opstod på den tredje dag efter Skrifterne.” 1 Korintherbrev 15,4.

Som kristne har vi ikke kun en FREMTID, men også det, som kommer efter TIDEN, nemlig EVIGHEDEN. Det har Gud lovet os med Jesu opstandelse fra de døde. Hør apostlen Paulus’ ord: ”Kristus opstod på den tredje dag efter Skrifterne” (1 Kor 15,4). Og: ”Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen” (1 Kor 15,20). Kristus’ opstandelse fra de døde sammenlignes med ”førstegrøden”. Førstegrøden er de første neg, der blev båret ind fra marken efter høsten. Og når man havde førstegrøden, vidste man, at der kom meget korn siden hen.

Derfor ved vi, at vore kære, der døde i troen på Kristus, skal opstå. Og vi skal selv opstå. Vi har ikke blot fremtid her i livet frem til vi bliver syge og dør, nej, vi har også EVIGHED med Gud efter døden. Og det skyldes JESUS KRISTUS, vor Frelser.

Paulus skriver: ”For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus. Men hver til sin tid: Kristus som førstegrøden, dernæst, når han kommer, de, som hører Kristus til. Derefter kommer enden, når han har tilintetgjort al magt og myndighed og kraft og overgiver Riget til Gud Fader. For Kristus skal være konge, indtil Gud får lagt alle fjender under hans fødder; som den sidste fjende tilintetgøres døden, for ’alt har han lagt under hans fødder’” (1 Kor 15,22-27). - Vort håb er ikke, at livet varer lidt længere endnu, men vort håb er frelse fra døden. Og derfor er det ikke så vigtigt, hvornår døden rammer os, eller hvordan den rammer os. Det vigtige er, at Kristus har overvundet den ved sin død og opstandelse, og at Gud vil give os evigt liv.

Det kristne håb giver os styrke til at leve i nuet med håb og udholdenhed. Hør, hvordan Paulus binder sejren over døden sammen med vores slid midt i vort arbejde: ”Døden er opslugt og besejret. Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod? … Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus! Derfor, mine kære brødre (kære søstre, mødre, hustruer og bedstemødre): stå urokkeligt fast, og giv jer helt hen i arbejdet for Herren. I ved jo, at jeres slid ikke er spildt i Herren” (1 Kor 15,54-58).

Det gælder alle os, som er døbt og hører Kristus til ved troen: Giv jer helt hen i jeres arbejde i det kald, Gud har givet jer! I ved jo, at jeres slid ikke er spildt i Herren. Amen.

Er 7 gange nok?

Da kom Peter til ham og spurgte: "Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?" Jesus svarede ham: "Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange. Matthæus 18,21-35

Det er hårdt arbejde at tilgive igen og igen. Forestil dig, at du for syvende gang satte dig ned sammen med din kristne bror eller søster. I fik talt om det og så hinanden i øjnene. Og du tilgav. Igen. Det var ydmygende for jer begge.

Men desværre står I nu igen i samme situation. Du oplever din bror som en fremmed, der gemmer sig i skylden, fordi han ikke ved, om du vil tilgive. For det her er for dårligt. Han har svigtet dig ud over alle grænser. Mon ikke I er ved at nå til den grænse, hvor tilgivelsen er brugt op? For er tilgivelsen ikke begyndelsen til et nyt og bedre fællesskab. Og kunne du ikke med rette forvente ændring og forbedring hos dit medmenneske?

Hvis man får syv chancer, er det så ikke rigeligt? Hvor uduelig kan man da være? Hvis et menneske skal tilgives for den samme synd også efter sytten år, (det drejer sig måske om et familiemedlem eller en gammel bekendt), er det da ikke tiden at bryde kontakten?

Hvad siger du, Jesus? Da Peter stillede ham dette spørgsmål, svarede han med at fortælle om Himmeriget (se teksten nederst i andagten). Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskabet op med sine tjenere. Da blev en, der skyldte ham 10.000 talenter, ført frem for ham. 10.000 talenter svarer til 500 tons sølv. Omregnet til en dagløn dengang var det 125 mill. dages arbejde eller 340.000 år. Ubegribeligt.

Det forekommer aldrig i den virkelighed, vi kender til. Vi har hørt om, at mennesker får l livsvarigt fængsel. Også om dobbelt livstid. Men her er tale om en skyld i generationer, som hele slægten ikke kan betale sig ud af. Vi fatter det ikke. Vi evner det simpelt hen ikke. Men vi kan sige med David: "Fra det dybe råber jeg til dig, Herre; hvis du, Herre, vogtede på skyld, hvem kunne da bestå, Herre? Men hos dig er der tilgivelse, for at man skal frygte dig" (Sl 130).

Vi har ikke indsigt i døden og dommen. Men vi mærker, at den er forestående. Og Jesus åbenbarer for os, at den er frygtelig. Vores gæld overfor Gud er uendelig stor. Så frygteligt er det, når vi ikke elsker hinanden, og når vi ikke elsker Gud af hele vort hjerte. Vi bliver mere skyldige, end vi aner.

Og nu kommer svaret på spørgsmålet: Du skal ikke tilgive 7 gange, men 7x70 gange. Øs af den tilgivelse, Gud har givet dig! Den er nemlig ret så stor! Og den kostede Jesus hans liv.

Et døgn i dit liv

"Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!" Matthæus 22,15-22.

Det meste af det, Gud giver os, giver han os jo netop gennem andre i samfundet. Det bliver tydeligt, hvis vi gennemgår et døgn i vores liv:

Du står op og tænder lyset kl. kvart i syv. Hov, hvor kom lyset lige fra? Fra elnettet! I den anden ende produceres strøm. Vi kunne ikke selv producere det. Andre går på arbejde og gør det. Og du går på toilettet. Hvem satte fliserne på væggen og afløb i gulvet? Og hvem sørger for vand i hanerne? Vi har ikke gjort ret meget af det selv. Og ude i køkkenet. Du åbner en mælkekarton og hælder på havregrynet. Hvornår malkede du sidst selv en ko og sørgede for, at der blev muget ud i stalden. Det er ret længe siden. Og hvor kommer kornet fra, som bageren bagte brødet af. Og fiskene, som er i tun-dåsen? Alt kommer til os gennem andre. Og at der er fred i landet.

Vi kan fortsætte med cykelstien, skolen, arbejdspladsen og studiestedet. Og butikken, hvor du handler sidst på dagen. Og din telefon og al den elektronik, du benytter dig af. Vi har kun bidraget med en brøkdel til alt dette. Hvordan kan vi da være utilfredse? Og sygehuset og vagtlægen. De er der bare.

Det er alt sammen ”kejserens”, øvrighedens, samfundets. Det kommer fra alle de andre borgere, som arbejder. De arbejder for dig. Skulle du så snyde i skat og være utaknemmelig? Skulle du ikke stå op og gøre, hvad du kan? Og takke Gud!

Vi er hver især en lille brik i et samfundsliv. En nødvendig brik. Og vi har grund til at være dybt taknemmelige for alle disse gaver. Du beder hver dag: ”Giv os i dag vort daglige brød!” Og du får det af Gud. Rigeligt og dagligt! For alt det skylder du at takke og prise ham og tjene ham og være ham lydig! Guds godhed gennem andre, også gennem vantro mennesker, er vores brændstof og energikilde hver eneste dag, så vi står op og påtager os det arbejde, der er vores, og bidrager til samfundet med, hvad vi skylder "kejseren".