Hyrden og fårene - i synd, lidelse, sygdom og håbløshed

2. søndag e. påske 30. april 2017 i Aarhus. LGJ
Salmer: 366, Salme 23, 208v3-4, 493

1 Petersbrev 2,20-25
Det er ingen ros, at I tåler mishandling, når I fejler. Men hvis I tåler lidelser, når I gør det gode, så er det tak værd for Gud. Det blev I kaldet til, for også Kristus led for jeres skyld og efterlod jer et eksempel, for at I skal følge i hans fodspor:
Han gjorde ikke synd, og der fandtes ikke svig i hans mund, han svarede ikke med skældsord, da han blev skældt ud, under sine lidelser truede han ikke, men overgav sin sag til ham, der dømmer retfærdigt; på sit legeme bar han selv vore synder op på korset, for at vi, døde fra synden, skal leve for retfærdigheden. Ved hans sår blev I helbredt. For I fór vild som får, men er nu vendt om til jeres sjæles hyrde og tilsynsmand.

Nåde og fred fra Gud, vor Fader, og fra Jesus Kristus, vor Frelser. Amen.

For I fór vild som får, men er nu vendt om til jeres sjæles hyrde og tilsynsmand.  Vi sammenlignes i dag med får. Og Jesus sammenlignes med en god hyrde. Ja, han ER den gode hyrde. - Får kan være trygge, når hyrden er hos dem og beskytter dem. Selv om der kommer en ulv, da kan de stadig være trygge, hvis hyrden ser dem og beskytter dem. Ulven får ikke lov at jage dem fra hinanden. For de hører hyrdens stemme, så de bliver hos ham. Det er godt og nødvendigt, at får reagerer på en fare. Men der er to måder at reagere på: Med frygt og flugt bort fra flokken. Eller med frygt og tilflugt hos hyrden. Hvis de fokuserer på ulvens hyl og ikke tænker på, at hyrden er hos dem, stikker de måske af. Og da er de ulvens bytte. Men bliver de hos hyrden, beskytter han dem mod ulven, og de er i sikkerhed. - Sådan er det at være kristen.

Vi kommer ud for store farer i livet. Og det er nødvendigt at reagere. Men hvordan? Med frygt og flugt? Eller med frygt og tilflugt hos vor Skaber og Frelser?  Lad os tænke på noget af det, vi kender til som mennesker og som kristne, og som gør bange: Vore synder; lidelser; sygdom og ting, der ikke er lykkedes. Hvad siger min hyrde om det?  

1. Hyrden og vore synder
Hvordan reagerer vi, når vi har svigtet og skadet andre
 og mærker dårlig samvittighed og er skyldige? * Da kan vi reagere med frygt og flugt. Det gør vi, når vi isolerer os og opgiver. ”For jeg bliver nok aldrig bedre. Jeg har ikke fortjent de andres og Guds kærlighed længere.” * Eller vi forsøger måske at benægte skyld og synd? * Og hvis det er andre mennesker, som har vist sig som syndere overfor os, da kan det få samme følge. Vi opgiver dem måske. De bliver ensomme, og vi bliver ensomme. Og ingen af os er længere hos Herren. Vi tænker måske alle, at Gud har opgivet os. Det er virkelig at vare vild!

Da skal vi hver for sig og sammen høre, hvad apostlen Peter siger om vore synder:  På sit legeme bar han selv vore synder op på korset.  Vi kan lægge mærke til, at han siger ”vore”. Altså Peters synder og de kristnes synder, som han skriver til. Det samler fårene. De drives sammen af dette gode ord. Peter fortæller også, at Jesus bar synden et helt bestemt sted hen: På korset. Når du mærker dine synder og bliver bange, da søg tilflugt hos ham. Han bar netop den synd, du tænker på. Apostlen Peter har jo tidligere i sit brev sagt: ”I blev løskøbt fra det tomme liv … ikke med forgængelige ting som sølv eller guld, men med Kristi dyrebare blod.” - Men hvad så, hvis nogen anklager os med rette? Ja, da må vi give dem ret og spørge, hvordan vi kan gøre det godt igen, hvis det er muligt. Men skylden har Kristus båret. Helt og holdent. Jesus siger i evangeliet: ”Jeg sætter mit liv til for fårene.” Han blev ofret for os. Det er vores frelse! Det er fuldbragt.

2. Hyrden og ydmygelser
Men hvad så, når vi rammes af lidelser, hån, dårlig omtale og hårde ord. 
Det kan også gøre os bange. Hvordan reagerer vi på det? Svarer vi tilbage, fordi vi ikke finder os ikke i noget fra nogen. Og hvorfor skulle man acceptere hån og spot? Men der er én grund til at finde sig i uret: Jesus! Han vil nemlig ikke, at vi bliver som dem, der taler hårdt. Han vil bevare os mod at blive bitre, hårde mennesker, der gengælder ondt med ondt. Apostlen siger: Men hvis I tåler lidelser, når I gør det gode, så er det tak værd for Gud. Det blev I kaldet til, for også Kristus led for jeres skyld og efterlod jer et eksempel, for at I skal følge i hans fodspor. 

Det er ikke så ligetil, når det, som sker med dig, skader dit liv. Skal du da tåle lidelserne? Og det er helt sikkert, at der er lidelser, som vi skal undgå, hvis det er muligt. Men det, vi skal lære af Kristus, er ikke at svare med skældsord, når vi bliver skældt ud, og at overgive vores sag til ham, der dømmer retfærdigt. - Der er en stor befrielse i at vide, at Gud er dommeren. For uretfærdigt dømte kristne har det været en stor trøst. Gud vil dømme retfærdigt. Vi behøver ikke at blive bitre. Det gør stærk at vide, at han holder om dig. Da bliver du rigtig stærk. Flygt hen til ham, som tålte hån og bar sine lidelser tålmodigt.  

3. Hyrden og sygdom
Men hvad så, når vi ammes af sygdom og livet gør ondt? 
Når sygdommen sætter grænser for vores udfoldelse, ja, sender os mod død og grav, da kommer frygten, og vi fristes til at give op og fare vild bort fra Gud.

Hertil siger apostlen: ”Ved hans sår blev I helbredt.”  Han påstår, at vi allerede er blevet helbredt. Hvordan? Jo, helbredt fra arvesynden, som slår os ihjel til sidst! - Når vi ser alle andre svære sygdomme i lyset af arvesynden, som vi er helbredt fra, da bliver det sandt for os, at ”ved hans sår blev vi helbredt”. Det blev jeg virkelig. Gud havde så stor omsorg for mig. Han er som Hyrden, der sørger for sine får. Hyrden gik selv i døden for at helbrede mig. Derfor tør jeg også tro, at han vil lade alt virke til bedste for mig, selv om sygdom smerter. Det vil han nu i din ungdom. Det vil han nu midt i dit voksenliv. Det vil han nu midt i alderdommen.  

4. Hyrden og håbløshed
Men hvad så, når livet mislykkes? Hvad med den totalt håbløse situation? 
Det kan jo gøre bange og overskygge frelsens glæde (at han har båret vore synder). Det kan overskygge, at han bar sine lidelser tålmodigt (for vi ser ikke nogen fremtid). Og det kan overskygge, at vi er hel­bredt fra arvesynden. For alt ser håbløst ud. Da er vi på vej ud i mørket.

Da hør din hyrdes røst igen!  Han siger hos profeten Ezekiel kap 34: Jeg vil holde øje med mine får og udfri dem fra alle de steder, hvor de blev spredt på de mørke skyers og mulmets dag. Guds folk var spredt på profeten Ezekiels tid. I fangenskab i Babylon. Det så håbløst ud. Der var ”mørke skyer”, og det var ”mulmets dag”. Da sagde Gud til sit folk: Jeg vil holde øje med dem og udfri dem. Og apostlen siger: I fór vild som får, men er nu vendt om til jeres sjæles hyrde og tilsynsmand. Jesus er Tilsynsmand. Han ser dig hele tiden og altid. Og han sørger for mig. Hvor er det godt, også når jeg er i en klippekløft. Han ved det. Og han er på vej. Sådan er Gud.

Det bedste, som er sket for os, er derfor, at vi – som apostlen Peter siger - blev omvendt til ham. Han er din sjæls Tilsynsmand. Han kender din frygt og uro. Når fåret hører hyrdens stemme, bliver det roligt. Og da tager hyrden fat om sit får og løfter det ud af kløften og lægger det på sin skuldre i glæde. Det håbløse er ikke håbløst for Gud, vores Far og Frelser. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 05.05.2017. post@vivit.dk