Tilbage til Forside


Kantate

Kirkeår

Flere andagter

Ugens andagt 2026
fra Den Evangelisk-Lutherske Frikirke.

Uge 3, 12.-18. januar 2026

Bed sådan ...

Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene!

Sådan kan du begynde din bøn. Du sætter dig på din fars knæ og lægger hovedet ind til hans bryst og siger: Fader vor, du som er i himlene!

For at du kan have denne tillid, har du brug for at vide, at du er Guds kære barn. Men er du virkelig Guds barn?

Hør, hvorfor du er det, og hvordan du blev det. Gal 4,4-5: "Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår." Barnekår er ikke noget vi giver os selv. Gud giver os det. Og han gør det ved at sende sin søn, født af en kvinde. Han blev født "under loven", dvs under vore livsvilkår og de krav, der stilles til et menneske. Det er julens begivenhed. Og som Gud og menneske løskøbte han os ved sin stedfortrædende død og opstandelse. Det er påskens begivenhed.

Deraf udspringer troen, hvorved vi bliver hans børn: "Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader!" (v6). Den tro gav Guds os sammen med dåben. Apostlen siger: "For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus." (Gal. 3:26-27).

Når du beder, da tænk på, at Gud Søn blev født for at opfylde loven for dig. Tænk på, at Guds Søn døde og opstod for dig! Når du sådan sidder hos Gud, hvisker han alt dette gode ind i dit øre. Da vokser bønnen lige så stille frem i dit hjerte, i dit kammer og i hans kirke.

 

Uge 2, 5.-11. januar 2026

Et godt skjulested

Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. (Matthæus 6,6)

Et grimt skjulested

Det er grimt at leve i ensomhed og tavshed. Gud havde skabt mennesket i sit billede. Der var fællesskab og kærlighed mellem Gud og mennesket. Og manden og kvinden levede livet i arbejde og glæde med hinanden. Men en fremmed stemme påstod, at mennesket ikke behøvede Gud. Den stemme fik plads. Da brød de med deres Skaber. Frygten og skammen greb dem, og de gemte de sig bag havens træer. Og de skjulte sig også for hinanden. - Det sted kender vi alt for godt godt. Skammens og frygtens skjulested. Dér er vi ensomme og alene.

Det gode skjulested

Det er godt at leve i fortrolig samtale, når vi er omgivet af kærlighed og tilgivelse. Den kristne kirke er sådan et sted, fordi Jesus Kristus er der. Han fik navnet "Immanuel", det betyder "Gud med os" (Matt 1,23). Hos ham kan vi skjule os og åbent fortælle Gud om skam og frygt. - Nye Testamente er fyldt med eksempler på, at Jesus Kristus fandt mennesker i deres skjulested og gav dem tryghed og fællesskab.

Han finder også os, når fortæller om Gud som vores kære Far. Han siger: Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. (Matt 6,6) - Dit kammer, hvor du sover og ingen ser dig, dér ser din Far dig. Derinde fra kan du bede til ham. For Jesus siger: Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. Bed derfor således: ”Vor Fader, du som er i himlene … ” (Matt 6,8-9).

Det gode skjulested er bønnens sted, hvor du beder til Gud. Det findes både i kirkens gudstjeneste og hjemme i dit kammer, når du læser i Bibelen og beder til din Far.

 

Uge 1, 29. dec. 2025 - 4. jan. 2026

Tag barnet og dets mor med dig og flygt!

Da de vise mænd var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: "Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel." (Matthæus 2,13)

Faktisk kunne Josef være flygtet med vismændenes guld og havde ladet Maria og barnet Jesus i stikken. Men det var umuligt. For han var bundet til barnet og dets mor. Gud havde jo sagt til ham, at barnet var "Gud med os", "Immanuel" (Matt 1,23). Ham kunne han ikke flygte fra. Og Maria havde fortalt ham om englen Gabriels ord. Hyrder havde bekræftet det den nat, Jesus blev født. Og Simeon og Anna havde fortalt om barnet i templet i Jerusalem (Lukas 1-2). Derfor flygtede Josef ikke med jordisk guld, men med barnet og des mor.

Julens evangelium binder også os i tro og lydighed til Jesus Kristus. Gud er med os selv under de vanskeligste vilkår. Gud fortæller også os, at nogen vil forsøge at slå Jesus ihjel i vores liv. De vil dræbe ham. Men du, Guds menneske, flygt fra alt dette og stræb efter retfærdighed, gudsfrygt, tro, kærlighed, udholdenhed og sagtmodighed. Strid troens gode strid, grib det evige liv. Blandt ”alt dette” nævner apostlen kærlighed til penge. Drevet af den er nogle blevet ført bort fra troen og har voldt sig selv mange smerter (1 Tim 6,10-11). Det kan se harmløst ud, men det er dødsens farligt. Herodes foregav også, at han ville tilbede barnet. Men sandheden var, at han ville dræbe det. Derfor flygtede Josef.

Kristne skal flygte ind i den kristne menighed. Her er dåbens frelsende bad. Her er Frelsens ord. Og her er Jesus med sit legeme og blod. Flygt derhen hver søndag! Og søg dagligt tilflugt i bønnen hos Gud, så du kan modstå fristelser og begær, som ellers drager ind i verdslighed og ligegyldighed! Evangeliets ord og din kristne menighed er dit tilflugtssted. Der lever vi i tryghed som flygtninge.

www.vivit.dk. post@vivit.dk