www.vivit.dk FORSIDE
www.vivit.dk/andagt

Ugens andagter 2019

Ugens andagt fra www.vivit.dk, skrevet af kirkens præster.
Ideer og kommentarer er velkomne! Skriv til post@vivit.dk.

Uge 33: 12.-18. august 2019

Er det klogt at ødsle bort?

Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. (Lukas 16,8)

Gud er god ud over alle grænser. Det forklarer Jesus i fire lignelser i Lukasevangeliet. De tre første er bedst kendt: Lignelsen om det fortabte får, om den tabte drakme og om den fortabte søn (Lukas kapitel 15). Den fjerde læser vi på søndag i Lukas 16,1-9. Her fortæller Jesus om en godsforvalter, som ødslede sin herres formue bort.

Det, som fortælles i lignelsen, sker aldrig i den verden, vi kalder ”virkelighedens verden”, hvor vores love om gengæld og retfærdighed hersker.

Men det sker i virkelighedens verden, hvor Guds nåde regerer. Det er virkeligheden overalt, hvor evangeliet forkyndes og bliver troet! Jesus er kommet for at opsøge og frelse det fortabte! – Det lød sært og forkert i Jesu samtid. Og det er imod vor tids religiøsitet. Men det er sandt!

Lignelsen om den utro godsforvalter konkluderer, at det er klogt at ødsle hele Guds formue bort på de mennesker, Gud har skabt og ejer. Det var jo netop, hvad Jesus gjorde. Han, som var rig, blev fattig, for at vi skulle blive rige! Han ødslede Guds tilgivelse bort på toldere og syndere. Og Gud fader sagde om ham: ”Det er min elskede Søn, i ham har jeg velbehag.” Faderen lod ham også bære konsekvenserne af sin ødselhed: Han tilregnede ham alle vore overtrædelser. Men han oprejste ham også fra de døde og kronede ham med ære og herlighed! Jesus er den tjener, som ødsle­de alt bort i lignelsen. Han gjorde sig til ven med mennesker, han siden skulle møde i Paradis og være sammen med i evigheden. Læs den i Lukas 16,1-9 og hør mere i kirken på søndag.

Uge 32: 5.-11. august 2019

Præster kendes på deres frugter

"På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter." (Fra Jesus' bjergprædiken i Matthæus 7,15ff - evangeliet i kirken søndag 11. august).

Jesus advarer på søndag. Han advarer mod falske profeter. Og han hjælper os til at kende forskel på de sande og falske forkyndere. De kan kendes på deres frugter: - En forkynders rette frugt er, at han prædiker Guds ord. Han prædiker med ord, som kan afsløre og trøste. Sådan en prædiken kan lede mennesker til selverkendelse og gudserkendelse. Apostlen Paulus siger det sådan: 2 Tim 4,2: Prædik ordet, stå frem i tide og utide, overbevis, irettesæt, forman, tålmodigt og med stadig undervisning! Han forklarer i kapitlet forinden, hvad Guds ord er: Det er De hellige Skrifter, som er indblæst af Gud. Det ord skal prædikes og bruges til irettesættelse, formaning og undervisning - med tålmodighed.

Jesu egen prædiken er vores målestok. Præster lærer af Jesus, hvordan de skal prædike og undervise.
* Jesus satte tilhørerne på plads og gjorde dem skyldige (Bjergprædikenen, Matt 5,21-48).
* Og Jesus trøstede og gjorde tilhørerne salige: ”Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres” (Bjergprædikenen Matt 5,1ff) .
Denne dobbelthed er den sande frugt! Guds ord kan få os i knæ, så vi ser og indser, at vi ikke er de fremragende mennesker, vi bildte os ind at være. Og Guds ord trøster os med, at Jesus er vores frelser. De to frugter kendetegner de sande prædikanter og den kristelige prædiken.

BØN: Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi takker dig af hjertet, fordi du har ladet os høre og kende dit ord.
Vi beder dig, at du nådig vil holde os fast derved og lade os dø deri til evig salighed. ... ved din Søn, Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed! Amen.

 

Uge 30-31, 2019

Jeg er tryg

Jeg er tryg, jeg frygter ej
du var vred - det lagde sig
nu er du min trøst
min frelses milde røst

Kom og øs af mit vand -
fyld med glæde din spand
øs fra kilder, der frelser dem i nød
for mit vand giver håb
giver liv ved min dåb
livets vand, for intet!
er mit råb.

2. På den dag, i flotte skrud
skal I juble glæden ud!
Syng, alt han har gjort,
forkynd hans navn er stort!

Kom og øs af mit vand -

3. I som bor i Zions borg
juble skal foruden sorg
Herren han er stor
og han i blandt jer bor

Kom og øs af mit vand –

Esajas 12. Stefan Lykkehøj Lund, 2019

Uge 28: 8.-14. juli 2019

På den dag

Esajas 12,1-3: På den dag skal du sige: Jeg takker dig, Herre; du var vred på mig, men din vrede lagde sig, og du trøstede mig. Gud er min frelse, jeg er tryg, jeg frygter ikke, for Herren er min styrke og lovsang, han blev min frelse. I skal øse vand med glæde af frelsens kilder.

Dagen, som profeten Esajas taler om, er Frelsens dag. Det er juledag, hvor hyrderne fandt Frelseren i krybben. Det er langfredag, hvor Frelseren døde i sit folks sted. Det er påskedag, hvor Guds Søn kom tilbage fra døden som sejrherre og livgiver! Det er pinsedag, hvor Helligånden udrustede apostlene til at prædike om Frelseren. På den dag skal du sige: ”Jeg takker dig, Herre … Jeg er tryg, jeg frygter ikke … han blev min frelse.”

Derfor er det også på søndag, hvor Frelsens budskab prædikes i din kirke. Du kan takke Herren, for du er tryg, og du frygter ikke. Han blev din frelse. For du hører ham tale til dig i Skriftlæsningen. Du bekender troen. Og du bekender dine synder sammen med de andre i kirken. Mens du knæler, bliver du tilgivet: ”Alle dine synder er tilgivet. Gå hjem med fred!” Og du får Jesu legeme og blod som et pant på, at det gælder dig. Du øser vand med glæde af frelsens kilder.

Men Frelsens dag er også alle hverdage, hvor du begynder dagen i Jesu navn. Han er hos dig og med dig. Da er også din dødsdag frelsens dag. For du er døbt og dør i troen på din frelser. Frelsens dag er din opstandelsesdag, når Jesus kommer anden gang.

Uge 27: 1.-7. juli 2019

Er det ikke for billigt?

Lukas 15,8-10: "Hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig."

Jesus sammen­ligner Gud med en kvinde, som har mistet en drakme. En drakme svarer til en dagløn. Den mønt, hun skal bruge til at købe mel, grøntsager og en kylling for, er borte. Hun leder på lergulvet, under dørtrinet og skabet og i hver en afkrog. Se, hvordan hun kravler rundt!

Se, hvordan Gud fornedrer sig for at finde os, som er blevet borte. Vi blev borte, da vi gjorde erotik og penge til vores afgud! Gud fornedrer sig og leder efter os. Han bliver menneske. Han kommer til vores landsby. Og dér finder han toldere og skøger. Han underviser og prædiker. Og de hører. Og sådan redder han dem. Gratis. Af nåde. Uden en eneste bøde.

Er det for billigt? Løber Jesus ikke en stor risiko for, at vi anser nåden som et billigt klippekort til at fortsætte i afgudsdyrkelse og hor? - Ikke hvis vi har hører Jesus' undervisning! Han underviser om, at pengedyrkelse er afgudsdyrkelse. Han siger ligeud, at sex uden for ægteskabet er utroskab og fører til helvedet. - Og da slet ikke, når vi har set, hvordan Jesus fornedrede sig og led døden i vort sted for at redde os.

Frelsen er billig og gratis. Men kun for os. Ikke for Jesus Kristus. Derfor er vores tro på ham ikke et billigt klippekort, men et kostbart bånd, som binder os til Gud ved troen på Jesus Kristus. Han er vores gode Herre og Frelser.

Uge 26: 24.-30. juni 2019

Den mark, du har købt

Engang da Jesus var til fest hos en from jøde, fortalte han en lignelse om, hvordan Gud indbyder mennesker til fest i sit rige.

Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. (Lukas 14,16-18)

Er det en ok undskyldning for ikke at deltage i festen? Egentlig ikke. Marken løber jo ingen steder. Hvorfor skal manden da ud og se den lige netop den dag, hvor han er indbudt til fest? Det kan han lige så godt gøre efter festen. Og måske vil han i løbet af festen opdage noget meget glædeligt: nemlig at den mark, han har købt og skal ud at se på om nogle dage, faktisk ikke er hans egen. Den er Guds! Da han købte den, tilkøbte han sig kun brugsret hos den tidligere bruger af marken. Måske er både den tidligere bruger og den nye bruger begge med til festen?

Hvis du dropper fællesskabet med Gud i gudstjeneste og bøn for at se på en mark (eller en bolig eller en bil), du netop har erhvervet dig, vil du leve i den indbildning, at marken er din egen. Og sådan en indblidning er farlig. Det kan føre til, at du bruger markens indtjening udelukkende på dig selv. Og hvis du får et dårligt år med ringe høst, vil du sandsynligvis bekymre dig og få det elendigt. Derfor er det vigtigt, at du går til fest hos din Skaber, før du ser på din mark. Det vil hjælpe dig til senere at tage den i brug som en betroet mark. For det er det, den er. Din bolig, bil, mark osv. er betroet gods. Du får lov at arbejde på din mark, og du får også lov til at hvile fra arbejdet hver syvende dag. Du har brug for hvile, ligesom din mark har det.

Det menneske, som ikke tager imod hvile og fred hos Gud, ødelægger både sig selv og Guds mark.

Tag imod indbydelsen til at gå i kirke på søndag og hør hele lignelsen fra Lukas 14!

Uge 25: 17.-23. juni 2019

Der var en rig mand

Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord (Lukas 16,19-20).

Man kan leve nøjsomt og beskedent, selv om man er rig. Det gør mange men­ne­sker, som er rige her i verden. Ingen kan se i deres måde at leve på, at de er rige, undtagen at de giver væk af det, de har. Formålet i deres liv er ikke at leve i fest og pragt.

Men rigdom kan også bruges på én selv. Og det er, hvad Jesus fortæller, at ”den rige” gjorde: ”Han klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt.” - Dagligt! Nye klæder. Fest. Pragt. Det var hans liv. Der nævnes intet om arbejde og besværligheder.

Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår. Den fattige var det store "men" i den riges liv. Ordet ”fattig” stammer fra ordet at bøje sig, tigge. En tiggende mand. Han kunne nok ikke gå. Lå. Passivt. Hjælpeløst. Den rige mand og så ham dagligt - uden at hjælpe. Det fortæller en del om den rige mand!

Profeten Esajas har en kommentar hertil: Den faste, jeg ønsker, er … at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne (Es 58).

Den rige mand var jøde og kendte Moses og profeterne. Jesus nævner det i slutningen af fortællingen. Hvorfor levede den rige da som han gjorde? Og hvad med os? Vi har også Moses og profeterne. Og vi har evangelierne med Jesus' ord og apostlenes breve. Her skriver apostlen Johannes: Den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder (1 Joh 4). Og apostelen siger, hvorfor vi skal elske: Fordi Gud har elsket os først (1 Joh 4): fordi vi er rige på kærlighed og nåde fra Gud.

Uge 24: 10.-16. juni 2019

Ingen af os lever for sig selv

Rom 14,7-8: ”Ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv. Thi når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Vi hører altså Herren til, hvad enten vi lever eller dør!”

Hvis du spørger et barn, hvem det er, vil det meget hurtigt fortælle om sin mor og far og søskende. Og hvis du spørger et menneske, som har levet et langt liv sammen med en elsket ægtefælle, da vil vedkommende fortælle om sig selv ud fra sin ægtefælle. Vi har livsfællesskab med andre! Vi har livet sammen. Det kan ikke leves isoleret eller uden dette fællesskab.

Jesu disciple så, hvordan han døde på et kors. Han kom til dem tre dage senere med Fred og Frelse. Han gav dem Helligånden med nyt liv og håb. De var Guds kære børn. - Fra nu af forstod fra nu af livet ud fra Jesus.

De første kristne bekendte: ”Vi er skabt i Jesus Kristus. Han er før alt, og alt er skabt ved ham og til ham.” Og de kunne også sige: ”Vi er skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud har lagt til rette for os, så vi trygt skal vandre i det, Gud har planlagt for os!” ”Vi er ved dåben og troen blevet Guds kære børn!” Det kunne de sige, fordi de troede, at Jesus havde overvundet døden. Uden ham ville der ikke være noget liv overhovedet. De levede, fordi han levede.

Sådan kan enhver af os sige, når vi er døbt og kender Jesus Kristus. Og apostlen Paulus lægger os disse ord i munden: ”Ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv. Thi når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Vi hører altså Herren til, hvad enten vi lever eller dør!” Rom 14,7-8.

Uge 23: 3.-9. juni 2019

Evangeliet gør så meget godt for os!

Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhe­dens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen. (Johannes 15,26-27)

I evangeliet ser vi Jesus fra siden og forfra og bagfra. Du hører, hvorfor han blev menneske. Du er til julegudstjeneste og hører om hans fødsel. Du synger om det i en julesalme. Hyrderne, Maria og Josef og de vise mænd fra østerland er dine vidner.

Senere hører du måske Jesus’ bjergprædiken i en gudstjeneste eller bibeltime. Jesus taler til mennesker, der sørger og tørster efter retfærdighed. Og han gennemgår de 10 bud for dem, så de mærker, at skyld og det onde også kommer inde fra deres hjerter. Du lytter med og hører det som ord til dig. En anden søndag hører du, at han tog sig af en spedalsk, en lam, en blind og en tigger. Du mærker hans barmhjertighed. Du fornemmer hans kærlighed. Du ser det med troens øjne. Og du hører i påsken, at Jesus blev korsfæstet. Du mærker disciplenes fortvivlelse og håbløshed , som om det var dig, der er ramt. Og Jesus kommer til dig i skriftemålet og i nadveren og siger "Fred være med dig!" Du tror på Jesus!

Når vi hører Evangeliet standser det vores tankestrøm om os selv, alle de tanker, hvor vi kæmper og forsøger at pumpe selvtilliden op indefra. Med evangeliets ord renser Jesus os for vore synder. Han giver os tillid og tro på Gud. Han giver os samtidig fællesskab med andre mennesker, som tror på Jesus. Og sammen tør vi stole på, at Jesus knuste den Onde og Døden, da han opstod fra graven.

Det er alt sammen ikke noget, du har fundet på. Du graver det heller ikke frem hos dig selv. Det er sket i virkeligheden for 2000 år siden. Og nu bliver det givet til dig. Øjenvidnerne påstår det. Ikke kun en eller to, men 12 apostle. De siger det samstemmende. Og de fortæller også om, at Jesus i dag er HERRE i hele verden. Han blev Kristi Himmelfarts dag løftet op til himlen og sidder lige nu ved Gud Faders højre hånd og er med sin kirke alle dage indtil verdens ende. Jesus er den mægtige Kristus og din menigheds Herre. Det ved vi, fordi Talsmanden og Apostlene har givet os Evangelierne.

Uge 22: 27. maj - 2. juni 2019

Et sted, hvor tiden næsten går i stå

"Og går I hen og beder til mig, vil jeg høre jer!” (Jeremias 29,11-13)

Selv om vi kan bede overalt, er det godt at gå et sted hen, hvor der er stille. Et sted, hvor Guds ord ligger på bordet, og hvor tiden næsten går i stå. Et sted. hvor der ikke er mobiltelefon og stress. Et sted, hvor du endda bruger din kostbare tid på at tænde et stearinlys. Sådan et sted har vi brug for, hvis vi ikke skal rives med af strømmen i verden i jagt efter egen ære, lykke, velfærd og alle de mislykkede forsøg på at opleve og få noget ud af livet.

Det er ulykkeligt, hvis vi driver med tidens strøm og jagter lykken til os selv. For det bliver altid på bekostning af nogen og noget. Da har vi ikke tid til de ældre i familien. Måske heller ikke tid til vore børn. Da har vi ikke tid til at invitere en gæst med hjem fra kirke. Og vi skynder os også forbi den fremmede og har ikke overskud. For vi driver med tidens strøm og har os selv som centrum i livet.

Da er det en gave gå hen og bede til Gud. Der går tiden næsten i stå. Vi ser os selv og verden omkring os i "slow motion" og får detaljerne med. Vi råber og beder til Gud. Og vi lytter til ham i bibelordet. Måske det er ved din seng om aftenen. Eller i dit køkken, hvor du har et kors på væggen. Du tænder måske et stearinlys, og tiden begynder at gå langsomt, indtil den næsten går helt i stå, ligesom når du er til gudstjeneste om søndagen. Du er hos din Gud og Far.

Uge 21: 20. -26. maj 2019

Øs glæde!

”I skal øse vand med glæde af frelsens kilder!” Esajas 12,3

Men hvem kan give glæde, hvis der er mørke i landet, ulykke i familien og tristhed i hjertet? Hvem tør tro på en fremtid, når de fleste inkl. os selv er optaget af vel­stand og glemmer den ensomme eller selv er ramt? Hvordan kan man håbe på noget godt, hvis et folk har mistet sine værdier og vendt sig bort fra troen på den levende Gud?

Profeten Esajas kan. 700 år før Kristi fødsel viste Gud ham Frelsen i glimt. Han så Messias-barnet, som skulle fødes en jomfru. Messias er ”Gud med os”! (Matt 7,14 og Matt 1,23). Derfor opfordrer han os til at øse vand af glædens kilder.

Dem vil vi øse af hver søndag i kirken og alle hverdage i vores andagt, når vi læser i Bibelen og tænker på vores dåb. Her får vi håb, tro og glæde!

Uge 20: 13. -19. maj 2019

Vigtig måde at indlede en bøn på!

Når vi beder nogen om noget, begynder vi altid med at tale til vedkommende. Måske vi nævner vedkommendes navn. Og vi knytter kontakt ved at nævne, hvad den anden betyder for os og er for os. - Hvis det er ens mor eller far, siger vi: "Mor (eller far) ..." og føjer måske noget til, som udtrykker tro og tillid. Og til en ven siger vi måske noget om, hvad vennen er og betyder for os. Meget sjældent kommer bønnen direkte – uden nogen indledning. Sådan også når vi beder til Gud. Bønnen har som forudsætning, at vi kender Gud som en, vi har tillid til. Ellers vil vi slet ikke bede til ham.

Jesus lærer os det når han siger: ”Derfor skal I bede således: Vor fader, du som er i Himlene!” Begynd bønnen med at sige til Gud, hvad han er for dig og for jer! ”Du er vores far. Og du er i himlene.” Denne indledning er "TILLIDS-DELEN". Det er her, vi som børn sætter os på vor Fars knæ og lægger os ind til ham. Og mens vi gør det, mærker vi, at han tager fat om os.

Hvis vi stryger denne indledning, bliver det svært at lægge noget særligt i bønnen andet end pligt og rutine. Ikke fordi pligt og rutine er dårligt. Men rutine og pligt skulle jo gerne høre sammen med TILLID og TRO. I 1 Timoteus 2,1 vejleder Paulus sådan: ”Jeg formaner da først af alt til bønner: anråbelser, forbønner og taksigelser for alle mennesker.” Indledningen til Fadervor er ”anråbelse” eller ”påkaldelse”.

Det gør mig faktisk glad, når jeg rigtigt tænker efter, at Gud er min far, som er i himlene, og at han har al magt og vil bruge den på mig, fordi han elsker mig. Da beder jeg til ham i glæde.

Uge 19: 6. -12. maj 2019

Dødsgang eller fødestue?

Den sidste aften før sin død fortalte Jesus sine disciple om den sorg, som ville ramme dem, når han døde. Han brugte denne sammenligning: ”Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden.” Joh 16,21.

Når du som kristen mærker mørke og død og håbløshed, da prøv at læse Jesu ord til disciplene i Johannes 16,16-22. Det kan forvandle en dødsgang til en fødestue. - Disciplene var på vej til at indse, at deres Herre måtte dø. Men de fattede det ikke. Hvordan kunne det på nogen tænkelig måde give dem håb og fremtid? Det er nok det vanskeligste i den kristne tro: Hvorfor skulle Jesus dø? Og hvorfor skal vi dø? Hvorfor tager Gud ikke lidelsen bort og giver os evigt liv her på jorden, så vi aldrig skal dø?

Sammen med Jesu disciple dengang må vi også erfare, at Jesus virkelig døde på korset for vore synder og opstod fra graven og kommer til os som vores frelser. Det indebærer, at vi en kort tid sørger og er i nød. For du ser, at du er Guds skabning, og at han kræver kærlighed og retfærdighed og godhed af dig. Og du ser, at det ikke er lykkedes dig at levere det, selv om det burde være en selvfølge, at du elskede ham og din næste.

Men da hører du evangeliet, at Jesus ikke skånede sig selv. Du hører om hans stedfortrædende død på korset. Det ændrer alt. Nu vender det fra mørke til morgendæmring. Han tager os med ind i sin lidelse og tager os med til sin begravelse. Et øjeblik må du knæle og bede om nåde. Og derpå kommer glæden over, at du er tilgivet og må leve med ham. Du befinder dig ikke på en dødsgang, men på en fødestue. Smerte og lidelse blev overvundet, da Jesus opstod påskemorgen. Og han er hos dig som den omstandne. Tænk på det, når du oplever smerte og undergang. Som den døbte kristne, du er, befinder du dig ikke på en dødsgang, men på en fødestue.

Uge 18: 29. april - 5. maj 2019

Fred

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: "Fred være med jer!" Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: "Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer." Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: "Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt." (Johannes 20,19ff)

”Fred” er et ord, som dækker over ALT i livet. Fred er den grundlæggende forudsætning for, at alt andet kan blive godt. Fred er det modsatte af krig. Fred er, når fjenden er besejret, og når det forkyndes for os. Når det bliver bekendtgjort for befolkningen, kan de leve med håb.

Da Jesus forkyndte fred til disciplene, sagde han dermed, at fjenden var besejret. Døden, synden og djævelen var overvundet. Og de skulle ikke frygte for Guds vrede. Men hvad var beviset?

Han viste dem sine hænder og sin side, og da blev disciplene glade. Hans hænder og side bar de vigtigste mærker fra krigen, krigen mod døden, krigen mod Satan og krigen mod synden inden i os. Den krig havde Jesus kæmpet, og han havde sejret. Han døde for deres synder og opstod fra graven. Derfor var det ham og ham alene, der kunne sige: ”FRED!”

Midt i freden kan der være så meget ødelagt: ruiner, splittede familier, sårede og døde. Men Freden giver håb. For sejrherren giver håb til dem, der døde i troen på ham. Han heler sår og samler de splittede. Han lover os en salig opstandelse. Og han giver os mod til at bygge op igen. Vi kan gå ud i hverdagen, hvor der møder os både ruiner og ødelagte menneskeliv. For Jesus Kristus giver os fred og mod til at leve.

Uge 16: 15.-21. april 2019

Se din konge!

Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl. (Matthæus 21)

Jesus Kristus brugte æslet som sit ridedyr ved sit indtog i Jerusalem af to grunde: Først fordi han på den måde ville opfylde profetierne om ham. Både hans fødsel, hele liv og gerning var en opfyldelse af Guds løfter gennem profeterne. Dernæst fordi han på den måde ville vise os, at han er en anderledes konge. Han red på et trækdyr og bar selv byrder for alle, han mødte.

Jesus indtog ikke Jerusalem med soldater og personlige bodyguards, men med sagtmodighed og offer. Han brugte ikke tåregas mod sine fjender, men græd i stedet tårer over dem. Han blev ydmyget, hånet og korsfæstet. Han blev kronet til konge med en tornekrone. Sådan viste han, hvad slags konge han er: Tilgivelsens konge: Her er han, som vil bære en tornekrans for dig, her er han, som skal være din drot evindelig (DS 150 v4). Sådan indtager han vore hjerter og gør os til borgere i sit evige rige.

Derfor har vi kong Jesus på et kors i den kristne kirke. Han døde for sit folks overtrædelser og sejrede over døden påskemorgen.

Glædelig påske!

Uge 15: 8.-14. april 2019

Barnet, som alle ventede på, er min Herre

Englen Gabriel blev sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria (Lukas 1,26ff).

Hun levede i et folk, hvor man ventede på, at Gud en dag ville træde ind i menneskehedens historie som menneske. Det havde Gud lovet de første mennesker efter syndefaldet. Han gentog det overfor Moses og Profeterne, som nedskrev det i Gamle Testamente*. Hver gang et barn blev født i dette folk, var der en teoretisk mulighed for, at netop dette barn var Messias, dvs. den konge og Herre, som ville give sit folk frelse og håb. Ja, han ville blive hele menneskehedens frelser.

Et folk, som lever med et sådant håb, vil anse enhver fødsel som en gave! Her er børn ikke bare "ønskebørn", men Guds vidunderlige gave.

Og dagen kom. Gud sendte englen Gabriel til jomfru Maria i byen Nazareth i Galilæs. "Herren er med dig, du benåede! ... Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. ... Han skal være konge til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige." Gud valgte hende som mor til sin Søn, når han trådte ind i verden. Maria spurgte, hvordan det skulle gå til. Englen forklarede: "Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn."

Han fik navnet Jesus og gjorde alle ting vel. Han blev sandhedens og kærlighedens konge, som gav sit liv for os. Han frelste os fra vore synder ved at bære dem op på korset. Han døde og overvandt døden ved at opstå påskemorgen. Derfor tror vi, at Jesus er Guds søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden og født af jomfru Maria. Det er den kristne tro. Og vi har grund til at sige med Maria: "Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!"

*F.eks. 1 Mos 3,15; 1 Mos 12,3; Esajas 7,15 og 9,5; Mika 5,1

Uge 14: 1.-7. april 2019

Jesus skærer igennem

En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: «Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?» Jesus sagde: «Få folk til at sætte sig.» Johannes-evangeliet 6,8-10.

Apostlen Johannes var øjenvidne, da Jesus velsignede en lille drengs fem brød og to fisk og mættede fem tusind. Det fortæller han i evangeliet. Men han fortæller også, hvor pinligt det blev ved den lejlighed. For Jesu egne disciple troede slet ikke på, at en lille drengs gave nyttede det mindste. De sagde: "Men hvad er det til så mange?” I den situation burde de have givet gaven videre til Jesus i tro. De kunne have sagt: ”Jesus, du forvandlede vand til vin og helbredte en lam ved Bethesdas dam. Du kan også hjælpe nu med din velsignelse. Kan du måske bruge denne lille drengs brød og fisk?" Men det faldt dem ikke ind.

Her afsløres store huller i deres tillid til Jesus. "Hvad er det til så mange?” - Måske kan du høre dig selv sige det. Hvor bliver bønnen og troen af hos dig i din hverdag? Og når du er i nød med sygdom og smerte, hvad gør du så? Skal dine børn da høre på, at du rutinemæssigt beder ”Giv os i dag vort daglige brød!”, men stadig er i dårligt humør, spreder om dig med bekymringer og utilfredshed og hverken synger eller takker. Kan det ikke slå barnets tro til jorden, så det tænker: "Den lille bøn dur jo ikke til noget. Der er måske slet ikke nogen Far i himlen, som hører os. Det kan jeg jo se på min egen mor og far."

Da er det befriende, at Jesus skærer igennem. Han siger: "Få folk til at sætte sig!" Ikke mere vantro snak! Ikke flere spørgsmål, der nedbryder! Slut med alle bekymringer. "Få folk til at sætte sig!" Alle fem tusind. For nu vil Jesus velsigne.

Sådan er det at være kristen. Jesus siger: Stop! Nu skal der ikke diskuteres og bekymres. Nu skal de få midler, som du har, i brug. Kun sådan kan de blive til gavn for de mange. Du må du bede "Giv os i dag vort daglige brød!" og "For din er magten i evighed. Amen!"

Gud lærer os nøjsomhed og taknemmelighed, mens vi beder til ham i tro. Det ”daglige brød ” er det, vi har brug for i dag. Ikke luksus. Når Gud gør dig tilfreds og taknemmelig for det nødvendige, får du et uventet overskud og en overflod, så du ligesom den lille dreng giver af din indtægt til andre og til Jesus og hans menighed, så den kan dele både evangelium og nødhjælp ud til flere!

Uge 12: 18.-24. marts 2019

Hør og gem i hjertet!

Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: «Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!» Men han svarede: «Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!» Lukas 11:27-28

Jesus havde uddrevet en ond ånd af et menneske. Farisæerne påstod, at han gjorde det med hjælp fra Djævelen. Og Jesus havde talt med dem om det.

En kvinde, som overværede alt dette, troede på Jesus og udbrød: ”Saligt det moderliv, som bar dig, og de bryster, som gav dig mælk”. Og mon Jesus så ikke kom til at tænke på sin mor, Maria. Hun var jo netop en kvinde, som havde hørt Guds ord og bevaret det. Der fortælles om hende, at ”hun gemte alle disse ord i sit hjerte.” ”Hun grundede over dem.” Hun tog dem med sig. Det kan vi læse om i Lukas 1 og 2. Her hører vi, hvordan hun tog imod englen Gabriels ord, hyrdernes ord og Simeons ord. Ja, hun lyttede også selv til sin søn og tog imod hans ord.

Derfor er Maria nok det menneske, som bedst kan lære os, hvordan vi hører Guds ord og bevarer det. Og vi behøver det i høj grad. For vores liv vil ellers stå piv åbne for tomheden, tidsånden, utugt og griskhed. Vi behøver fællesskab med Jesus Kristus. Og det får vi, når vi hører hans ord og bevarer det.  

Hjælp hinanden, mand og kone, forældre og børn, unge og unge, og unge og ældre, med at høre og bevare Guds ord! Læg et ord fra Gud på morgenbordet og del det ved aftensbordet. Send hinanden en sms med Guds ord. Hils hinanden med Guds vilje og Guds tilgivelse. Det beskytter mod tomhed, og Guds Ånd bliver i os og hos os.

Uge 11: 11.-17. marts 2019

Kvinde, din tro er stor!

Matthæus 15,29: Da sagde Jesus til hende: «Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.» Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.

Kvinden var hedning og enlig mor. Hun havde en stor nød. Så stor, at hun på nogen måde kunne hjælpe sig selv og datteren. Datteren blev plaget af en dæmon. En ond ånd i familien. Plage. Lidelse. - Ligesom lidelse og sygdom i din familie er uoverskueligt for dig. Intet menneske kunne hjælpe. Og ingen kan hjælpe dig.

Alligevel troede kvinden, at der var et menneske, som kunne hjælpe, nemlig Jesus, Davidssønnen. Hun havde hørt om ham, som skulle komme af Davids slægt og overvinde den onde blive til velsignelse for alle folkeslag! Og hun råbte. ”Forbarm dig over mig!” Det er tro.

Den store tro har en stor nød og en stor Herre. Den store tro regner Jesus for den, han er. Davids Søn: Din konge, Herre over alle ting i dit liv og i dine børns liv, i din ægtefælles liv og i dine forældres liv, og i din nabos liv og i hendes liv, som du kender fra arbejdspladsen.

Bed til Jesus! Det er den kristne tro. Beder du til Jesus, ligesom den enlige mor gjorde, så er det, fordi du tror på Jesus! Er du ligeglad og beder du aldrig, har du ingen tro. Men er du forskrækket både over så ringe det er hos dig både med bøn og tro, da må du både dag og nat forstyrre Gud med dit råb, som du næsten ikke tør kalde for bøn. Kalder på Jesus! Kald på Gud.

Uge 7: 11. - 17. februar 2019

Gå bare i gang!

Lignelsen om arbejderne i vingården. Matthæus 20,1-16

Man kan godt blive modløs og tænke, at det slet ikke nytter at gå på arbejde. For arbejdet her på jorden er belagt med sved og besvær, torne og tidsler, dårlige arbejdsforhold og nedslidning. - Alligevel ønsker ingen af os at være uden arbejde. Vi mærker tomhed og meningsløshed, når ingen kan bruge os. - En underlig modsætning.

Jesus fortæller en lignelse om en vingårdsejer, som tidligt om morgenen gik ud for at finde arbejdere til sin vingård. Og han aftalte en løn på én denar. De gik i gang. I løbet af dagen gik han ud igen og fandt andre arbejdere. Også en time før solnedgang fandt han endnu nogle, som ikke havde fået noget arbejde. Også dem kunne han bruge. Han elskede at give folk arbejde og lovede at sørge godt for dem. - Da lønnen skulle udbetales, gav han dem alle fuld dagløn. Det var de først ansatte ikke tilfredse med. Men vingårdsmanden spurgte: "Er dit øje ondt, fordi jeg er god? Har jeg ikke lov at gøre med det, som er mit, som jeg vil?"

Lignelsen beskriver, hvor forskelligt det går os i livet. Nogle har meget at slide med - det er hårdt for dem, men samtidig er det en stor tilfredsstillelse. Andre får mindre at lave. Dem bliver der set ned på. Men vingårdsmanden giver dem samme løn. Her er en meget god opfordring til os om at gå i gang med det, Gud har kaldet os til i samfundet, på arbejdspladsen, i familien og i menigheden. Gud vil sørge for os med fuld dagløn, dvs: Han vil sørge for os fra vor dåb til vor død.

Så gå bare i gang med det arbejde, du ved er dit. Og lad denne sætning brænde sig fast: "Gud er god og giver dig det daglige brød som løn!"

Bøn: "Fader vor, du som er i Himlen! Giv os i dag vort daglige brød!"

 

Uge 6: 4.-10. februar 2019

Helt uventet sker det for tre venner

Helt uventet skete det engang, da tre venner blev inviteret med på en god vandretur. De fik en udsigt at se, de ikke havde forestillet sig.

Sådan sker der måske noget godt, når du sammen med et par kristne venner aftaler at tage på en vandretur sammen til Mols bjerge eller et andet godt sted. I holder pause for at får en marsbar og drikker jeres cola. Og da fortæller den ene noget, som får jer til at bede sammen til Gud. Og da sker det. I er sammen hos Gud. Han hører jeres bøn. Og den ene af jer trækker et Nye Testamente op af lommen og læser Lukas 9,28-29.

Eller I er sammen en aften hos en af vennerne. Det var ellers meningen, at I skulle have set film hele aftenen og hygge med eller uden aftenbøn. Men planen blev ændret. I læste Lukaseevangeliet 11 om bøn. Og så bladede I tilbage til kapitel 9 vers 28-29. Og I bad. Da var I med ét på bjerget. Mens han bad, ændrede hans ansigt udseende, og hans klæder blev blændende hvide (vers 28). - Nej, det blev ikke gentaget for jer. Men I læste om det. Og blev stille. I så Jesus i evangeliet. Han blev forvandlet for øjnene af jer. Hans ansigt lyste, og hans klæder blev hvide som lyset. Og I bad og hørte hans røst i evangeliet. Det er godt at have kristne venner og bede og læse Guds ord sammen med. Det er godt at gå i kirke sammen. Da er man på hellig grund, og udsigten til Gud åbner sig.

 

Uge 5: 28. januar - 3. februar 2019

Kyndelmisse tænder lys

Kyndelmisse 2. februar er en næsten glemt fest. Men den har meget at give os. Hør bare:

Kyndelmisse er latin og betyder "lys-messe" eller "lys-gudstjeneste". "Kyndel" betyder "lys" (engelsk: candle); "misse" er et andet ord for "messe" og betyder "sende bort". Fordi de sidste ord i en kristen gudstjeneste er velsignelsen, som sender os bort med fred, har man kaldt gudstjenesten for "messe". En kristen gudstjeneste slutter altid med at man bliver sendt videre med fred: "Herren lade sig ansigt lyse over dig og give dig fred!"

I Lukasevangeliet 2,22-40 fortælles, at Maria og Josef 40 dage efter Jesu fødsel kom op til templet i Jerusalem. Tælles 40 dage frem fra 25. december, når man til 2. februar. Og den dag blev en rigtig "kyndel-misse". For her bragte Josef og Maria det offer, som var foreskrevet i Moseloven efter en drengs fødsel (3 Mos 12). Og de mødte en gammel mand, som tog barnet Jesus i sine arme og lovpriste Gud: "Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel" (Lukas 2,28-32). Den gamle hed Simeon. Han var på vej bort fra denne verden. Som afsked tændte han alterlysene med sin sang. Dag 40 efter Jesu fødsel blev på den måde en gudstjeneste for LYSET. Og overalt, hvor hans sang lyder, tænder den lys i mørket. Også hos os.

Simeons lovsang bruges af millioner af kristne verden over som aftenbøn. "Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred!" Sådan kan vi bede, når det bliver mørkt. Jesus er verdens lys. Han er hedningers og jøders lys, ja, alle menneskers lys. Han lyser for os i mørket og dødens skygge. Han gav håb for den gamle Simeon, som snart skulle dø. Og han giver håb til os, når solen går ned, og vi skal sove. Vores aftenbøn kan blive en lille "kyndelmisse", når vi beder lovsangen. Den tænder lys i mørket.

"Kyndelmisse" er kendt fra St. St. Blichers dejlige sang: "Det er hvidt herude, kyndelmisse slår sin knude overmåde hvas og hård, hvidt forneden, hvidt foroven." Den kan høres HER.

 

Uge 4: 21.-27. januar 2019

Beder du "Hvis du vil, kan du!"
eller "Hvis du er til, skal du!"?

Og se, en spedalsk kom, kastede sig ned for Jesus og sagde: "Herre! hvis du vil, kan du rense mig." Og han rakte sin hånd ud, rørte ved ham og sagde: "Jeg vil; bliv ren!" Matthæus 8,1-4.

Spedalskhed er en sygdom, som rammer hårdt. Den breder sig langsomt og giver sår over hele kroppen. Huden dør, det sætter sig på øjnene, og man bliver blind med tiden. Man mister tæer og fingre. Og oven i den legemlige lidelse rammes man af ensomhed, fordi spedalskhed smitter.

Når vi ser os selv gennem den spedalskes sygdom, har vi meget fælles med ham. For ingen af os undgår sygdom. Ligesom spedalskhed begynder med en plet på huden og derfra breder sig, sådan er det med os. Livet igennem rammes vi af forskellige sygdomme. Og ingen er garanteret aldrig at få en livstruende sygdom. Også ensomhed kan ramme os. Sygdom kan gør ensom. Ensomhed kan også skyldes, at vi har stødt andre fra os. Og vi oplever ensomhed, når en af vore aller kæreste dør fra os.

Derfor stiller vi spørgsmål om lidelse og ensomhed. Og vi søger nogle gange hjælp hos Gud. Men ikke mange beder som den spedalske "Hvis du vil, kan du hjælpe mig." Det er mere udbredt at kræve: "Hvis du er til, så gør mig rask! Og hvis du ikke gør det, vil jeg ikke tro på dig! Da må du klare dig uden mig. Da er du nok slet ikke til."

Den spedalske troede på Jesu almagt og kærlighed. Men han vidste ikke, om Jesus i sin almagt ville gøre ham rask. Det ved vi heller ikke. Men i tillid til Jesu almagt og kærlighed kan vi betro os til Gud med legeme og sjæl og bede: "Ske din vilje som i Himlen, således også på jorden." - Vi ved ikke, hvordan Gud vil føre os i denne verden. Men vi ved, at han på grund vor dåb og Jesu offer for vore synder elsker os og tilgiver os og frelser os.

 

Uge 3: 14.-20. januar 2019

I kirke med håbløsheden

Lukas 2,41-52: Jesus som 12-årig i templet.

Da Jesus var 12 år blev han væk for Josef og Maria. De opdagede det på rejsen hjem fra påskefesten i Jerusalem. Først ledte de efter ham blandt venner og familie i rejsefølget. Da de ikke fandt ham vendte de tilbage til Jerusalem, hvor de lede forgæves i to dage. Efter tre dage fandt de ham i templet. Men nok ikke fordi de ledte efter ham dér. Snarere fordi de havde opgivet at finde ham. De gik til templet hen i for at bede. Med skyld og selvbebrejdelser. Men meningsløshed og håbløshed malet i ansigterne. - Og dér var han. Han var, hvor de kom til Gud i bøn - i Helligdommen.

Sådan kan det også gå for mig. Jeg kan ikke finde Gud. Han er blevet væk. Jeg har søgt i familien og blandt venner. Også i bibelkredsen, hvor jeg tidligere mærkede Guds nærvær. Men han var der ikke længere. - Nogle sagde til mig, at det bare er sådan det er. "Du må revidere din kristendomsforståelse. Gud findes ikke sådan personligt. Det er kun noget, man føler eller ikke føler. Du har kun dig selv at stole på."

Men det kunne jeg ikke affinde mig med. Jeg søgte videre efter Gud i min egen historie, i min barndom og ungdom. Der var han jo engang. Men hvad nytter det i dag, hvis han er borte i dag? Jesus Kristus er ikke mere i mit hjerte og i min familie.

Da går jeg i kirke ligesom Josef og Maria gjorde. Ikke for at finde Jesus, men fordi jeg ikke kan finde ham. Jeg kommer i kirke midt i min krise for at bede en sidste bøn til den Gud, som ikke længere findes i mit liv. Og da. Da er han der, midt i meningsløsheden og selvbebrejdelserne. Han er der midt i skylden og døden. Han er, hvor jeg beder. Jeg hører hans tilgivelse. Og præsten giver mig brød og vin og siger: "Det er Jesu legeme! Det er Jesu blod!" Jeg mærker det som aldrig før: Gud hører min bøn og kommer til mig i brød og vin. En skræmmende og trøstende oplevelse.

Ugens andagt fra www.vivit.dk, post@vivit.dk

 

Uge 2: 7.-13. januar 2019

Hvor skal du være?

"Vidste I ikke, at jeg bør være i hos min Fader?" Lukas 2,49.

I evangeliet på søndag fortælles, at Jesus som 12-årig spurgte sine forældre sådan.Det vækker to spørgsmål:
1) Hvem var han? (Havde Jesus et særligt forhold til Gud Fader, den almægtige?)
2) Er vi, hvor vi bør være? (Lever jeg med min familie og andre mennesker - og med Gud min Skaber- som det er meningen?)

Nogle vil måske bruge spørgsmålet i evangeliet til at understrege, at kristne bør gå i kirke. Selv om det er indlysende sandt, er det alt for overfladisk en udlægning. Der ligger meget mere i spørgsmålet. "Hvor skal vi være?" Det handler om, hvor vi er alle hverdage og søndage, og om vores forhold til vores familie, vor næste, vort arbejde og til Gud.

Her er det en helt afgørende hjælp at kende ham, som stillede sine forældre spørgsmålet som 12-årig. For han var- som det eneste menneske nogensinde - hvor han skulle være i forhold til familie, venner, fjender og alle mennesker i nød. Han endte sine dage her på jorden på et kors som vores stedfortræder. Og han sejrede over døden påskemorgen. - Han kan som ingen anden fortælle os, hvor vi skal være!

Hvis bibelens budskab om Jesus lyder i din kirke på søndag, har du en god grund til at være dér!

 

Uge 1: 31. dec. 2018 - 6. jan. 2019

Nytårsbøn

Treenige Gud! Ved din nåde slutter og begynder vi nu igen et år som dine børn og pilgrimme. Dine velgerninger imod os har været utallige, selvom vi har fortjent din vrede. I din hellige menighed har du bevaret dit hellige ord og dine dyrebare sakramenter. I det timelige har du velsignet og sørget for os med alt godt til legeme og sjæl.

Herre! Ved det gamle års slutning ofrer vi dig vore fattige hjerters tak og priser din barmhjertighed.
* Du vor aller kæreste Far! Tilregn os ikke vore synder, men tilgiv os i nåde!
* Jesus, trofaste Frelser! Udslet for din fortjenestes skyld vore overtrædelser!
* Gud Helligånd! Forny os i det indre menneske, så vi ikke tager gamle synder med ind i det nye år.

Lad din nåde være ny over os hver morgen. Bevar dit rene og sande ord hos os som vort hjertes trøst. Oplys vore lærere og prædikanter og velsign deres hellige arbejde.Gode Gud! Velsign dem, der leder og styrer. Og frem de beslutninger, der er efter dine bud. Velsign dem, der er forældre og har ansvar for andre. Giv styrke og lykke til enhvers arbejde. Opfyld vore sjæle med sand gudsfrygt, og giv din ånds fred i vore hjerter.

Frels din kirke fra vildfarelser. Bevar vort folk fra krig og ulykke. Hjælp de undertrykte, mæt de sultende, befri de uskyldigt fangne, plej de syge, forbarm dig over enker og faderløse. Før de døende fra døden til livet.Herre!

Lær os at handle efter din vilje. Ræk os din hånd, når vi falder. Bliver vi trætte i vort kald, da styrk os med himmelsk liv og kraft. Red os i nød og fare. Vær vor læge i sygdom og svaghed. Og skal vi skilles fra dette liv i det nye år, da lad os kunne anbefale vor sjæl i dine hænder.

Herre! Vær os nådig. Bønhør os for Jesu Kristi skyld! Amen.

(Bøn fra kirkens alterbog)