Kirkeåret

3. søndag før fastetiden, septuagesima (2. række)

Bibelsk indgangsvers: Sl 18,2-3 og 28

Jeg elsker dig, Herre, min styrke;
Herren er min klippe, min borg, min befrier,
min Gud, mit bjerg, hvor jeg søger tilflugt,
mit skjold, min frelses horn og min fæstning. (Sl 18,2-3)
Du frelser de hjælpeløse,
du ydmyger de hovmodiges blik. (Sl 18,28)
Guds vej er fuldkommen,
Herrens ord er lutret,
han er skjold for alle,
der søger tilflugt hos ham. (Sl 18,31)
Du giver mig din frelse som skjold,
din højre hånd støtter mig,
din hjælp giver mig styrke. (Sl 18,36)
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,
som i begyndelsen, så nu og altid, og i al evighed. Amen.

Kollekt

Herre, vor Gud, himmelske Fader! Du, som ved dit hellige ord har kaldet os ind i din vingård, vi beder dig: Giv os din Helligånd i vore hjerter, så vi arbejder trofast i din vingård, vogter os for synd og forargelse, retter os efter dit ord og din vilje og sætter alt vort håb alene til din nåde, som du uforskyldt har belønnet os med i din Søn, Jesus Kristus, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed. Amen.

Læsning fra Det gamle Testamente: Job 9,1-12

Da sagde Job:
Sandt er det, at det forholder sig sådan; hvordan kan et menneske være retfærdigt over for Gud?
Vil det føre sag mod ham, kan det ikke gendrive én ud af tusind anklager.
Han er vís, og han er stærk, hvem kan trodse ham og slippe godt fra det?
Han flytter bjerge, før de ved af det, i sin vrede får han dem til at styrte sammen.
Han ryster jorden løs fra dens fundament, og dens søjler skælver.
Han befaler solen ikke at stå op, og for stjernerne har han sat segl.
Han alene spænder himlen ud, han går på havets ryg.
Han skaber Løven og Orion, Syvstjernen og stjernebillederne på sydhimlen.
han gør store ting, der ikke kan udforskes, og undere, der ikke kan tælles.
Han kan gå forbi mig, uden at jeg ser ham, han kan fare forbi, uden at jeg mærker det.
Hvem kan hindre ham, hvis han vil røve noget? Hvem kan sige til ham: "Hvad er det, du gør?"

Epistel: Apostlenes Gerninger 17,22-34

Så stod Paulus frem midt på Areopagos og sagde: "Athenere! Jeg ser, at I på alle måder er meget religiøse. For da jeg gik rundt og så nærmere på jeres helligdomme, fandt jeg også et alter med indskriften: For en ukendt gud. Det, I således ærer uden at kende det, det forkynder jeg jer. Gud, som har skabt verden med alt, hvad den rummer, og som er Herre over himmel og jord, bor ikke i templer bygget af hænder. Heller ikke lader Gud sig tjene af menne­skehænder, som om han trængte til noget. Det er ham, der giver alle liv og ånde og alle ting; og af ét menneske har han skabt alle folk og ladet dem bosætte sig overalt på jorden og fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo - for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os. For i ham lever vi, ånder vi og er vi, som også nogle af jeres digtere har sagt: 'Vi er også af hans slægt.' Når vi nu er af Guds slægt, må vi ikke mene, at guddommen ligner noget af guld eller sølv eller sten, formet ved menneskets kunst og snilde. Efter at Gud har båret over med tidligere tiders uvidenhed, befaler han nu mennesker, at de alle og overalt skal omvende sig, for han har fastsat en dag, da han vil holde dom over hele verden med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil; og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde."

Da de hørte om dødes opstandelse, spottede nogle, men andre sagde: "Det vil vi høre dig tale om en anden gang." Dermed forlod Paulus forsamlingen. Men nogle mænd sluttede sig til ham og troede, blandt dem Dionysios, som var medlem af Areopagosforsamlingen, og en kvinde, der hed Damaris, og flere andre.

Evangelium: Matthæus 25,14-30

Det er som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. v17 Lige­ledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.