17. søndag e. trinitatis (I)

Søndagens bibelske indgangsvers (introitus)
Salme 119,137.124.1

Du er retfærdig, Herre,
og dine bud er retskafne.
Vis godhed mod din tjener,
og lær mig dine love!
Lykkelig den, hvis færd er fuldkommen,
og som vandrer efter Herrens lov.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,
som i begyndelsen, så nu og altid
og i al evighed! Amen.

Kollekt

Herre, vor Gud, himmelske Fader!
Vi beder dig, at du ved din Helligånd vil lede og styre os således, at vi lever i ærefrygt for dig og ikke lader os bedrage af hovmod, men af hele vort hjerte hører og tager imod dit ord og holder søndagen hellig, for at vi også må helliges ved dit ord, så vi sætter al vor tro og alt vort håb til din Søn, Jesus Kristus, at han alene er vor retfærdighed og genløser, og således at vi bedre efterlever dit ord og vogter os for al forargelse, indtil vi ved din nåde bliver evigt salige i Kristus, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed! Amen.

Læsning fra Det gamle Testamente: 1.Samuelsbog 2,1-10#

Hanna bad:
Mit hjerte fryder sig over Herren,
Herren har løftet mit horn.
Jeg spærrer munden op imod mine fjender,
for jeg glæder mig over din frelse.
Ingen er hellig som Herren,
der er ingen uden dig,
ingen klippe som vor Gud.
Hold op med jeres store ord,
fræk tale må ikke udgå af jeres mund,
for Herren er en Gud, der ved alt,
af ham prøves hver en gerning.
Heltenes bue brækkes,
men de segnefærdige væbner sig med styrke.
Mætte lader sig fæste for brød,
men sultne behøver det ikke.
Den ufrugtbare føder syv børn,
men den med de mange børn sygner hen.
Herren dræber, og han gør levende,
han sender ned i dødsriget, og han henter op derfra;
Herren gør fattig, og han gør rig,
han ydmyger, og han ophøjer.
Fra støvet rejser han de svage,
fra skarnet løfter han de fattige,
han sætter dem blandt fyrster
og giver dem hæderspladsen.
For jordens søjler tilhører Herren,
han satte jorden på dem.
Han værner sine fromme, hvor de går,
men ugudelige omkommer i mørket,
for ingen sejrer ved egen kraft.
Herrens modstandere forfærdes,
den Højeste tordner i himlen.
Måtte Herren dømme den vide jord,
måtte han give sin konge styrke,
løfte sin salvedes horn.

Epistel: Efeserbrev 4,1-6

Jeg, der er fange for Herrens skyld, formaner jer da til at leve, så det svarer til det kald, I fik, med al ydmyghed og mildhed, med tålmodighed, så I bærer over med hinanden i kærlighed og stræber efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd: ét legeme og én ånd, ligesom I jo også blev kaldet til ét håb; én Herre, én tro, én dåb; én Gud og alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle.

Evangelium: Lukas 14,1-11

Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: "Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?" Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. Derpå sagde han til dem: "Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?" Det kunne de ikke svare på.
Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: "Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes."