12. søndag efter trinitatis (I)

Bibelsk salmevers: Salme 70,2.3a.5

Vær nådig, Gud, og red mig, skynd dig til hjælp, Herre!
De, som stræber mig efter livet, skal blive til spot og spe,
Men alle, der søger dig, skal fryde og glæde sig over dig,
og de, der elsker din frelse, skal altid sige: Gud er stor!
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,
som i begyndelsen, så nu og altid
og i al evighed! Amen.

Kollekt (a)

Almægtige, evige Gud! Vi takker dig, fordi du har givet os dette legeme med tunge, ører og alle lemmer. Vi beder dig: Skærm os imod den onde fjende og imod al skade på legeme og sjæl.
Giv os din nåde, så vi med vore ører flittigt kan høre dit ord og give agt derpå og med vor tunge prise og ophøje din nåde, for at ingen skal tage anstød af vore ord, men enhver må have gavn deraf,
ved din Søn, Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed! Amen.

Kollekt (b)

Almægtige, evige Gud, alle tings skaber, vi takker dig, at du har givet os dette legeme med tunge, øren og alle lemmer og nådig skærmet os mod den onde fjende. Vi beder dig: Giv os din nåde til at bruge vore øren og vor tunge ret, flittigt høre dit ord og give nøje agt på det, og med vor tunge prise og ophøje din nåde, for at ingen skal forarges ved vore ord, men enhver må styrkes til alt godt derved, - ved din Søn, Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed. Amen.

Kollekt (c)

Herre, vor Gud, himmelske Fader, vi takker dig, thi alt har du skabt smukt og til rette tid, ja, selv evigheden har du lagt i vort hjerte, men vi beder dig: Send os din Helligånd, at vi, som er onde, dog ikke skal fejle med vor tunges ord, så at velsignelse og forbandelse udgår af samme mund. Forbarm dig over os, så vi hellere vil dømmes og tilgives end spotte sandhedens Ånd i vort hjerte. Styr og reger vor tunge, at vi må være visdommens børn i tro og tale alle vort livs dage og stedes for din dom med frimodighed for Jesu Kristi skyld, han, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed. Amen.

Læsning fra Det gamle Testamente: Esajas 29,17-24¤

Det varer kun kort tid,
så bliver Libanon igen en frugthave,
og Karmel regnes for skov.
På den dag skal de døve høre, hvad der står i bogen,
og de blindes øjne se trods mulm og mørke.
De hjælpeløse skal igen glæde sig over Herren,
de fattige skal juble over Israels Hellige.
Det er forbi med voldsmanden, det er ude med spotteren,
alle, der lurer på ondt, er udryddet;
de erklærede mennesker skyldige med deres ord
og lagde fælder for den, der skulle dømme i porten;
de afviste den uskyldige med tomme ord.
Derfor siger Herren til Jakobs hus,
Herren som udfriede Abraham:
Nu skal Jakob ikke længere blive til skamme,
nu skal hans ansigt ikke længere blegne;
for når hans børn får at se,
hvad mine hænder har skabt blandt dem,
vil de hellige mit navn.
De skal hellige Jakobs Hellige,
og Israels Gud skal være deres rædsel.
De, der er faret vild i ånden, får indsigt,
de, der murrer, tager imod belæring.

Eller

Salme 115,1-9* (Folkekirkens alterbog 1992)

Ikke os, Herre, ikke os, men dit navn skal du give ære, for din godheds og troskabs skyld. Hvorfor spørger folkene: »Hvor er deres Gud?« når vores Gud er i himlen og gør alt, hvad han vil? Deres gudebilleder er sølv og guld, menneskehænders værk. Nok har de mund, men de kan ikke tale, nok har de øjne, men de kan ikke se, nok har de ører, men de kan ikke høre, nok har de næse, men de kan ikke lugte. De har hænder, dem kan de ikke føle med, de har fødder, dem kan de ikke gå på; der er ikke en lyd i deres strube. Sådan bliver også de, der har lavet dem, alle der stoler på dem. Israel, stol på Herren! Han er deres hjælp og skjold.

Epistel: 2.Korintherbrev 3,4-11

En sådan tillid har vi til Gud ved Kristus. Ikke at vi af os selv duer til at udtænke noget, som kom det fra os selv; at vi duer til noget, skyldes Gud, som også har gjort os duelige til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavens, men Åndens; for bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende.
Men når dødens tjeneste, indhugget i sten med bogstaver, havde sin herlighed, så at Israels børn ikke kunne se på Moses' ansigt på grund af hans ansigts stråleglans, der dog forsvandt, hvor meget mere vil så ikke Åndens tjeneste have sin herlighed. Når den tjeneste, der fører til fordømmelse, havde sin herlighed, så er den tjeneste, der fører til retfærdighed, langt mere rig på herlighed. Det, der var herligt, har jo i dette tilfælde ingen herlighed sammenlignet med den alt overvældende herlighed. For når det, der forsvandt, havde sin herlighed, så skal det, der bliver ved med at bestå, have endnu større herlighed.

Evangelium: Markus 7,31-37

Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: "Effatha!" - det betyder: "Luk dig op!" Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: "Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale."