Pinsedag (I)

Introitus

I+II: Herrens ånd fylder hele verden, Halleluja;
Og han holder alting sammen,
har kundskab om alt, hvad der siges. Halleluja;
Halleluja, Halleluja. (Visd 1,7)
I: Gud rejser sig, hans fjender spredes,
og hans modstandere flygter for ham. (Sl 68,2
II: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,
Som i begyndelsen, så nu og altid, og i al evighed. Amen.
I+II: Herrens ånd fylder hele verden, Halleluja;
Og han holder alting sammen,
har kundskab om alt, hvad der siges. Halleluja;
Halleluja, Halleluja. (Visd 1,7)

Kollekt

Herre Jesus Kristus, du den almægtige Guds Søn!
Vi takker dig, fordi du ved din Helligånd har grundet
og endnu i dag skaber din kirke på jorden.
Vi beder dig: Giv os ved dit dyrebare ord din Helligånd i vore hjerter,
at han må regere og styre os efter din vilje, trøste os i al fristelse og ulykke
og vejlede os i din sandhed bort fra al vildfarelse,
for at vi kan blive bestandige i troen,
vokse i kærlighed og al god gerning
og med et fast håb til din nåde,
som du ved din lidelse og død har erhvervet os,
blive til evig tid salige,
du, som med Faderen lever og regerer i Helligånds enhed,
én sand Gud fra evighed og til evighed. Amen.

Læsning fra Det gamle Testamente: 1.Mosebog 11,1-9

Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: "Kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!" De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: "Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden." Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: "Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden." Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.

eller

1.Mosebog 2,4-7

Det er himlens og jordens skabelseshistorie, dengang Gud Herren skabte jord og himmel. Da var der endnu ingen buske på jorden, og ingen planter var spiret frem, for Gud Herren havde ikke ladet det regne på jorden, og der var ingen mennesker til at dyrke agerjorden, men en kilde brød frem af jorden og vandede hele agerjorden. Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.

Lektie: Apostlenes Gerninger 2,1-11

Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.
I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. v6 Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: "Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere - vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål."

Evangelium: Johannes 14,22-31

Judas, ikke Iskariot, sagde til ham: "Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?"
Jesus svarede ham: "Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig. Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!"

Bemærkninger til teksterne:
Kollekten:

Takken i indledningen er en tilføjelse i forhold til tidligere kollekter, som begyndte med: O Herre Jesus Kristus, du almægtige Guds Søn. Vi beder dig, at du ...

Læsing fra 1 Mosebog 2:
DBS 1992 oversættelser: "Det var himlens og jordens skabelseshistorie. Dengang Gud Herren skabte jord og himmel, v5 var der endnu ingen buske på jorden ..." (1 Mos 2,4-5).
DBS deler vers 4 midt over og lader første halvdel høre til 1.Mos.1 og anden helvdel til kap. 2. Derved brydes verset i stykker, og man forstår ikke, at første halvdel af vers 4 peger fremad mod den beretning, som kommer, men får den opfattelse, at det peger bagud på kapitel 1. Det strider mod ordet "skabelseshistorie" (hebræisk [toledoth]. Ordet går gennem 1. Mosebog som en rød tråd og er overalt overskrift over det følgende. Det angiver, at det følgende afsnit er et resultat af det, som netop er skabt. Således angiver det her, at kap.2,5ff er beskrivelsen af, hvad der blev af skabelsen i kapitel 1.
Måske har det ikke så stor betydning for læsningen, at man tager vers 4a med. Men 1992-oversættelsen skaber baggrund for den bibelkritiske antagelse, at kap. 1 og 2 er to selvstændige beretninger. En rigtig oversættelse af kap.2,4 vil vise, at kapitlerne hænger organisk sammen, ligesom Adam og Adams slægt hører sammen, og ligesom Abraham og Abrahams slægt hører sammen.
Ordet [toledoth] = slægtshistorie/skabelseshistorie findes følgende steder i 1. Mosebog: 2,4; 5,1; 6,9; 10,1; 11,10; 11,27; 25,12; 25,19; 36,1; 36,9; 37,2.
Vores oversættelse følger 1871-oversættelsen.
Både 1931 9g 1992-oversættelsen har valgt ordet "sjæl" fra og skriver i stedet "væsen".
1871-oversættelsen bruger ordet "sjæl". Det hebræiske ord [næfæsj] bruges både om dyr og mennesker: 1.Mos.1,20.21.24; 2.19 (om dyr) og 1.Mos.2,7 og 5.Mos.5,24 (om mennesket).
"Væsen" er et godt valg, fordi det udtrykker mennesket som helhed. Men når man ellers overvejende - ja, næsten konsekvent oversætter [næfæsj] med sjæl i den øvrige del af GT i 1992-oversættelsen, ville det være godt, om man også gjorde det her. Dog ville man dermed miste muligheden for at se, at samme ord bruges om dyr og mennesker i 1.Mos.1 og 2.

Evangeliet:
Traditionelt begynder pinseevangeliet med v. 23. Man har i alterbogen af 1992 valgt at tage vers 22 med, som angiver sammenhængen, som er apostelen Judas’ (ikke Iskariot) spørgsmål, som pinseevangeliet er et svar på.