<<<- RETUR til evangelisk-luthersk

LINK til 2015-VERSION af www.vivit.dk

Ved et barns død Skriget Til forældrene Hvad sker der med mig? Hvorfor døde mit barn? Hvor er mit barn? Hvad nu? Nogle bønner To søndage Ved et barns død Ord til trøst og håb af Donald L. Deffner Udgivet på Concordia Publishing House St. Louis 1993 Bearbejdet oversættelse ved pastor Leif G. Jensen Løsning 1998 Skriget Jeg hørte et skrig - en mor, der græd over et barn som ikke var mere Hendes smerte bredte sig over dalen med sit ekko Det lød ned gennem årene der var gået - tilbage i evigheden Det var et skrig så ufatteligt lidelsesfuldt fra en mors knuste hjerte det gennemborede også min sjæl Jeg rakte ud i tavs sorg for at tage moderens tomme arme ind i mine og forsøgte at finde ord som kunne sige noget  Til forældrene Hvorfor skulle det ske? Dine venner ved ikke, hvad de skal sige. “Måske kan du få et andet barn?” “Hvem ved, hvad dit barn blev forskånet for?” Du bliver vred. Hvorfor taler de, når de nu ikke ved, hvad de skal sige? Du har læst i Skriften, at “det er ikke af hjertet, han mishandler og kuer mennesker” (Klagesangene 3,33). Men hvordan kunne det da ske?? Dér ved barnets åbne grav stod forældrene og holdt om hinanden. Tiden stod stille. Ingen havde ord. Så sagde en farfar sagte: “Tænk, hvilken sorg der er koncentreret på dette sted. Her mellem alle disse børne-grave. Det er som et Golgata. Dér var blot endnu mere smerte. For han bar vore smerter og sygdomme. Men han opstod igen af graven.” Denne kristne mand havde set sit barnebarn dø. Han så til, da barnets kiste blev sænket ned i graven. - Og alligevel - på tværs af sorgen - så han frem til opstandelsens dag. Han så ham, som kender vore sorger og bærer dem. Dér på korset er alle vore sorger samlet. Faderen mistede sin Søn der. Han sendte sin Søn gennem dødsskyggens dal - for os. Og mens du vandrer her: læg mærke til Guds Søns fodspor! Du er ikke alene i dit tab. Gud forstår dig som ingen anden gør det og kan det. Han kender selv til smerten. Ved hvert dødsfald er Gud den første til at græde. Han ønsker at give dig fred i smerten - trøst i tabet - og håb i døden. Hvad sker der med mig? Dit barn er for Guds ansigt og erfarer Guds kærlighed lige nu. Det forvisser Gud dig om i Bibelen. Og hvem kan tvivle på Gud. Dit barn er i Himmelen, og du vil få det at se igen. Men lige nu er du såret og har tabt. Også bedsteforældre, søskende, og måske en sygeplejerske, som plejede dit barn er ramt. Men du selv er ramt mere end nogen anden - ramt for livet. Gud giver åndelig hjælp gennem sit ord. Men han giver os også en vigtig psykologisk indsigt gennem mennesker, som har dette som deres arbejdsområde - gennem læger og psykologer. Her er flere ting, som også kristne må lytte til. 1. Sorgen og klagen er en normal og nødvendig proces, som du må igennem. Og det kan vare længere, end nogen af jer regner med: et år, halvandet år, ja måske 4 år eller mere. Dit barn tilhørte familien. Og nogle forældre kommer aldrig over denne sorgproces. Sådan er virkeligheden. Hvem ønsker at lide smerte i et år eller i årevis. Men hvis du ikke arbejder med denne mulighed, kan du pådrage dig selv endnu større smerte og lidelse i det lange løb. - Sorg og klage er nødvendig, når du har mistet. Og dine omgivelser forstår ikke for alvor, hvad du er på vej igennem. For dem er barnet borte - og det er det. Begravelsen er for dem som regel en slags afslutning. Men for dig er adskillelsen netop begyndt dér. De, som står dig nær, bør vide, at det er forkert, hvis de forestiller sig, at sorgen snart er overstået. 2. Du behøver fortsat hjælp i dit følelsesliv. Menighed og præst spiller her en vigtig rolle. Svaghed, depression, skyldfølelse og forvirring er følelser, som kommer over én. 3. Mange forstår ikke, hvad der sker med dig. Og derfor kan du føle, at de overser dig. Accepter denne følelse og vælg de mennesker, som viser omsorg for dig. Del din sorg med dem. 4. Du og de skal erkende, at det er fristende, men farligt at gemme sig bag en smilende facade. De, som står dig nær, kan hjælpe med til, at du kan være dig selv, så du ikke behøver at skjule dig for dem. 5. Og ved Helligåndens kraft må du arbejde frem mod, at dit liv finder ind i en ny livsrytme og nye rammer. Ved Guds nåde vil det kunne lykkes. Du vil igen kunne erfare følelsen af befrielse og lettelse, ny energi, evne til at træffe beslutninger, og du vil kunne vende tilbage til et mere almindeligt liv. Det, som her er nævnt, er ting, Gud har lært os gennem lægevidenskaben. Vi går nu over til at tale om det fra et åndeligt synspunkt. Hvorfor døde mit barn? Du har ret til at sørge. Men jeg har ikke noget hurtigt svar. Hvis dit barn ikke døde som spæd, men fik lov at leve nogle år, vil jeg gerne dele to begivenheder med dig. Engang da jeg besøgte mindesmærket for afdøde i Vietnam-krigen (i Washington D.C.), lagde jeg mærke til et navn skrevet med rødt. Der var mange blomster og ved siden af et tre-siders brev, som en mor havde skrevet til sin søn. Folk måtte på knæ for at læse det. Jeg måtte også på knæ: “Min kære Søn! Jeg kom her igen for at lægge mit hjerte på dit navn. Det var på min fødselsdag for 15 år siden, at du blev dræbt i Vietnam.” Jeg læste moderens brev. Hun havde hørt, hvordan soldater forvandledes til dyr i løbet af krigen. Men det var lykkedes for hendes søn at holde sig fri deraf og leve som en glad dreng. Moderen skrev til sidst: “Og nu er jeg her igen - på min fødselsdag og din dødsdag - for at lægge mit hjerte på dit navn. Men det ved jeg: Jeg vil ikke bytte de 21 år, vi fik sammen - og al den smerte, som fulgte med at miste dig - ud med aldrig at have haft dig. I kærlighed, din mor.” Tilgiv mig. Jeg ved, at dette blot er et andet menneskes beretning og erfaring - ikke din. Men jeg ved om en anden familie, som mistede deres fire-år-gamle datter, som døde af leukæmi. De skrev i deres julebrev: “Nu hvor 1990 går på hæld ser vi tilbage på et år med helt særlige minder. Herren har båret vores familie gennem både glæde og sorg. Vi er blevet rigt velsignet af venner, familie og af kirken, som bar med os. ... I maj blev vi velsignet med endnu en datter - vores fjerde, Krista Dawn. Hun er os meget kær. Vore tvillinger, Melissa og Jessica, vokser godt og giver os så meget. ... I oktober blev vi dybt bedrøvet, da vores ældste datter, vores fire-år gamle Amanda måtte give op i kampen mod leukæmi. Hun er nu frelst i Jesu arme, og vi takker Herren for de gode tider, vi fik lov at have med hende også gennem det år, som nu er slut. ... Amandas begravelse var virkelig en fejring af det kære liv, som hun har levet.” Dette par var i stand til at takke Gud for den korte tid, de havde haft sammen med deres barn. “Men”, siger du måske, “de havde også andre børn, og det har jeg ikke!” Eller du er slet ikke i stand til at få endnu et barn og ønsker heller ikke at adoptere. Jeg fortæller ikke disse to beretninger, fordi de besvarer spørgsmålet “hvorfor”, men fordi disse forældre var blevet hjulpet videre - ud over dette spørgsmål. Ingen kan besvare vores “hvorfor”. Der gives heller ikke noget direkte svar i Bibelen. Derimod afviser Gud i Bibelen to falske svar, samtidig med at han henviser dig til sin omsorg midt i din sorg. 1. Selv om Gud tillader døden og også ved, hvornår vi skal dø (Jobs Bog 14,5), så ønsker han aldrig den enkeltes død. Jeg ønsker ikke den uretfærdiges død, men tværtimod at den uretfærdige vender om fra sin vej, så han bevarer livet (Ezekiel 33,11). Døden rammer alle - alle syndige dødelige mennesker. Ikke kun enkelte, men alle. Og den rammer ikke nogle tidligere, fordi de var værre end andre (Lukas 13,1-5). Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede (Romerbrevet 5,12). Døden er ikke Guds påfund. Det var menneskene, som bragte døden over sig selv på grund af synden. Hvad kan vi så sige, når vi står overfor døden? Vi kan ikke besvare, hvorfor livet blev så kort. Men vi kan være visse på, at det menneske, som Gud i dåben tog til sig, også er hans i al evighed. Det skal vi tænke på og trøste os med i sorgen. Dyrebar i Herrens øjne er hans frommes død (Salme 116,15). Og jeg hørte en røst fra himlen sige: "Skriv: Salige er de døde, som fra nu af dør i Herren” (Åbenbaringen 14,13). 2. Det andet falske svar, som afvises i Guds ord, er, at dit barns død skulle være et tegn på, at Gud har forladt dig. Det er ikke sandt. Gud har ikke forladt dig. Den Guds mand, som skrev Klagesangene i Bibelen, fortæller om en lidelse og smerte, som ligner den, du netop nu gennemlever. Gud taler til dig gennem disse vers. Men dette lægger jeg mig på sinde, derfor vil jeg vente: Herrens troskab er ikke hørt op, hans barmhjertighed er ikke forbi, den er ny hver morgen; din trofasthed er stor. Jeg siger: Herren er min lod, derfor venter jeg på ham. Herren er god mod den, der håber på ham, mod det menneske, der søger ham. Det er godt at vente i tavshed på Herrens frelse, det er godt for en mand at bære åg i sin ungdom; han skal sidde ensom og tavs, når Herren lægger det på ham, han skal ligge med munden i støvet, måske er der håb! Han skal vende kinden mod ham, der slår ham, han skal mættes med spot. For Herren forstøder ikke for evigt; nej, selv når han kuer, forbarmer han sig i sin store troskab; det er ikke af hjertet, han mishandler og kuer mennesker (Klagesangene 3,21-33). Jeg vil vente, siger han. Han vil håbe på Gud. Guds barmhjertighed er ikke forbi. Det skyldes Guds godhed, at tingene ikke er værre, end de er. På trods af alt det, som er svært, går det også an at se på alt det, som Gud har gjort og gør for os. Vi er ikke forladt af ham. Derimod er Guds nåde ny hver morgen. Herren forbarmer sig i stor troskab. Jeg siger: Herren er min lod, derfor venter jeg på ham. Selv om jeg har mistet alt, så har jeg dog ikke mistet Gud. Jordiske ting vil forgå, men Gud vil altid være. Derfor vil jeg vente på ham. Det er godt at vente på ham. Herren er god mod den, der håber på ham, mod det menneske, der søger ham. Vi venter på Gud i tro, og vi søger ham i bønnen. Selv om Gud venter med at svare, venter vi dog ikke forgæves. Det er her den velsignede “kædereaktion” fra Romerbrevet 5,3-5 kommer ind i billedet: Og ikke alene det; vi er også stolte af vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed, og fastheden håb. Og det håb gør ikke til skamme, for Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os. Selv om du lige nu er slået til jorden, så er det dog kun for en tid. Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags (1 Petersbrev 1,6). Det vil ende med pris og herlighed og ære, når Kristus åbenbares. Guds veje er ikke vore veje (Esajas 55,8-9). Han tænker freds- og frelsestanker (Jeremias 29,11). Vi ved, at det står fast og er sandt, fordi han sendte sin Søn til os, for at han skulle lide og dø i vort sted. Men alt dette tilfredsstiller os stadig ikke, når vi plages i sind og hjerte, eller når vreden vokser frem i vores indre. Jeg kan selv stadig mærke min vrede, når jeg tænker på mine forældres død. Jeg er vred på døden. Den er ikke min ven, og den bliver det aldrig. “Døden skal ikke accepteres, men skal overvindes. Jeg er vred over, at synd og død angriber mennesket. Det er en retfærdig vrede, og jeg beder om, at jeg ikke må være tavs og rolig, når mennesker lider og dør. Jeg finder trøst i dette, at Gud også er vred. Han er så vred, at han undergav sig selv den samme lidelse og død og overvandt denne fjende med sin kraft. Og han giver os sejrens frugter. Han indbyder os til at have del i sin død og opstandelse.” (Gospel, Church and Mission. Kent S. Knutson). Vores “hvorfor” kan vendes til et “hvem”. Det sker, når Guds løfter rykker ind på livet af os, og når Jesus Kristus træder os nær gennem evangeliet. Og da mærker vi, at vi på trods af alle tab og al lidelse kan glæde os med den bibelske forfatter, som siger: Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os, idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender, som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse dets skam og nu sidder på højre side af Guds trone (Hebræerbrevet 12,1-2). Dit barn er nu foran denne trone og lovsynger den himmelske Fader sammen med alle, som han har frelst. Hvor er mit barn? En lille pige, hvis lille baby-bror lige var død, spurgte sin mor, hvor han var taget hen. Moderen svarede: “Han er hos Jesus.” Få dage efter talte moderen med en veninde og sagde: “Jeg er så fortvivlet over, at jeg har mistet mit barn.” Den lille pige hørte det, så op på moderen og spurgte: “Mor, hvis man ved, hvor noget er, har man så mistet det?” “Nej, selvfølgelig ikke!” svarede moderen. “Men hvordan kan vores baby være mistet, hvis han er hos Jesus?” Jeg har flere gange sagt, at dit barn er hos Herren. Men kan vi virkelig være visse på det? Vi må ikke spekulere, men skal holde os til det, Skriften siger om de døde. Trøst derfor hinanden med disse ord! (1 Thessalonikerbrev 4,18). Det første er, at du vil få dit barn at se igen. Skriften siger: For når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren (Romerbrevet 14,8). Så er dit barn ikke fortabt eller mistet. I den tid, som kommer, vil Gud nådigt vise dig dit barn igen. Det andet er, at du vil genkende dit barn. Dit barn vil være anderledes i opstandelsen. Apostelen Paulus siger i 1 Korintherbrev 15,40-44, at vi her på jorden har et jordisk legeme, og at vi i opstandelsen vil have et åndeligt legeme. Fra vores begrænsede perspektiv ser vi som gennem uklart glas. Vi kan ikke fatte, hvordan et “åndeligt legeme” vil blive. Alligevel åbenbarer Gud for os, at vi til den tid skal kende fuldt ud. Det betyder, at vi også vil kunne kende hinanden i himlen. Det er der eksempler på flere steder i Skriften. F.eks. da kong Davids nyfødte barn døde. David sagde: “Jeg må følge efter ham, han kommer ikke tilbage til mig” (2 Samuelsbog 12,23). Og ved forklarelsen på bjerget kunne disciplene genkende Moses og Elias, selv om de aldrig havde set dem før (Matthæus 17,4). Det tredje er, at Gud vil gøre alt dette. Der vil ikke være forvekslinger i Himlen. Hvert menneske er jo noget enestående, skabt af Gud (Salme 139,15-16). Vi blev formet og dannet af ham, da vi var i moders liv. Ja, helt fra undfangelsens øjeblik er alt klar i vores legeme. Derfor vil du kunne genkende dit barn, når I skal ses “ansigt til ansigt”. Gud er en stor Gud, og han vil gøre gensynet til en stor, stor oplevelse. Der er en, der venter på dig. Derfor kan du leve dagligt i forventning og med håb. Ordet “håb” betyder i Bibelen “vished”, noget som står fast. Du er fyldt med sorg i dag. Men det betyder ikke, at du er uden håb. At du græder mange tårer er en del af en lægende proces. Uanset hvad andre siger og mener, så er det i orden og godt at græde. Skriften siger ikke, at vi ikke må græde. Men den siger, at vi ikke skal sørge som hedninger, der ikke har håb. Brødre, vi vil ikke, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge som de andre, der ikke har noget håb. For så sandt som vi tror, at Jesus døde og opstod, vil Gud også ved Jesus føre de hensovede sammen med ham (1 Thessalonikerbrev 4,13-14). Skriften fortæller i Efeserbrevet 2,6, at vi allerede i dåben er opstået med Kristus og har vores plads i Himlen. Tænk den dag, hvor det ikke kun er i troen, men hvor det også bliver synligt. Dit barns dåb til Kristus er en stor trøst for dig i denne sammenhæng. For dåben frelser (1 Petersbrev 3,21 og Titusbrevet 3,5). Den vasker synden bort og gør os til Guds børn og til arvinger af det evige liv (Markus 16,16; Apostlenes Gerninger 2,38; 22,16; Galaterbrevet 3,26-27). “Men hvad, hvis mit barn ikke nåede at blive døbt?” spørger du måske. I det tilfælde må vi stole på Guds nåde. Dit barn er dog alligevel et barn af Guds familie. Det fremgår af Gamle Testamente, hvor ordningen gik ud på, at drengebørnene i Guds folk skulle omskæres den ottende dag. Og hvis de ikke nåede at blive omskåret, fordi de døde ved fødslen, blev de alligevel regnet med til Guds folk. (Salme 22,9-10 og Jeremias 1,5). Luther forklarer det sådan: “Et menneske kan tro, selv om det ikke er blevet døbt. Hvis vi bliver døbt, er det godt. Lad os modtage dåben, for ingen må foragte den. Men hvis vi ikke har mulighed for at blive døbt, eller hvis den nægtes os, så vil vi ikke blive fordømt, når vi tror på evangeliet” (Luthers prædiken fra 1522 om Kristi Himmelfart). Også Skt. Augustins ord er afgørende i denne forbindelse: “Det er ikke mangel på dåb, men foragt for dåben, der fordømmer.” Derfor: Ligesom vi er visse på, at Gud virker gennem dåben, kan vi også være visse på, at han kan skabe den samme tro uden dette vand. Luther minder os jo også om, at det ikke er vandet, som frelser os, men Guds ord, som er sammen med vandet. Hvad nu? Jeg ved, at du føler, at du næppe kan overleve den smerte, du bærer på i øjeblikket. Og du orker næppe at gøre noget som helst. Men lyt alligevel til Gud, når han forvisser dig om, at du kan og vil overleve ved hans nåde. Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under (1 Korintherbrev 10,13). Dette kapitel handler om denne udvej. Kort sagt: Gud skaber en udvej for dig ved at give dig af sin uudtømmelige kraft og nåde. Guds “kanaler” Brug først og fremmest de kanaler, hvorigennem Gud giver dig sin kraft: Det er nådens midler, hans ord og sakramenterne. Hvis du ikke kender sakramenterne (dåben og nadveren), eller hvis du føler dig utryg eller uvis, når du bruger disse midler, så sæt dig ned og tal om det med en kristen ven eller med din præst. Dåben: Begynd med dåben. For den er Guds tegn til dig på, at du er hans barn og arving, og at intet - end ikke den nuværende smerte - kan skille dig fra ham. I Romerbrevet 6,3-4 forklarer apostelen Paulus dåben sådan: “Vi blev begravet med Kristus ved dåben til døden, for at, som Kristus blev opvakt fra de døde ved Faderens herlighed, således skal også vi leve et helt nyt liv.” Selv om du ikke i øjeblikket føler dåbens kraft og styrke, er du dog i dåben blevet forenet med Jesus Kristus. Du skal vide, at disse velsignelser er en realitet, fordi Gud har lovet dig det. Nadveren: Gud giver endnu en velsignelse i den hellige nadver. Der modtager du Jesus Kristus - hans virkelige legeme og blod. Dermed får du syndernes forladelse og bliver styrket i troen. Han forener sig med dig og vil arbejde sammen med dig på at overvinde din sorg. Han siger: Vær frimodige, jeg har overvundet verden (Johannes 16,33). - Nadveren har endnu en velsignelse, som mange kristne overser. I nadveren forenes menigheden på jorden på overnaturlig måde med menigheden i Himmelen. De, som er gået forud for os, er forenet med Kristus og dermed også med hans legeme og blod. I nogle kirker symboliserer knæfaldet med sin halvbue denne virkelighed. Buen er den ene halvdel af en cirkel. Kun den ene halvdel er synlig. Den usynlige del findes i den himmelske verden. Men i troen er vi usynligt forenet med Guds menighed både i himmel og på jord. Lyt! Du kan høre dem synge. De synger samme sang, som du og din menighed synger. Det er også englenes, de helliges, dine bedsteforældres og forældres - og dit barns sang. “Hosianna i det højeste. Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn. Hosianna i det højeste!” Hvilken trøst. Hvilken forsmag på den fest, som venter os. Det personlige skriftemål: En tredje velsignelse, som ofte overses, er det personlige skriftemål og absolutionen. Jeg vil ikke dermed sige, at du er skyld i et eller andet på grund af dit barns død. Men det private skriftemål er indstiftet af Gud for at han personligt kan række dig tilgivelsens ord. Det er sandt nok den samme tilgivelse, som gives dig i dåben og nadveren. Men i det private skriftemål taler Gud gennem præstens mund til dig specielt og ikke til andre. Det er en røst fra himmelen. Skriften: Jeg indledte dette afsnit med at opmuntre dig til at bruge de kanaler, hvorigennem Gud giver os sin kraft og nåde: Ordet og sakramenterne. Så ud over at du bruger sakramenterne, må du i sorgens dage vende dig til Skriften og søge ind i regelmæssig bibellæsning. Som nyfødte børn skal I hige efter ordets rene mælk, for at I ved den kan vokse op til frelse! (1 Petersbrev 2,2). Læs din bibel med et åbent hjerte og spørg: “Hvad siger Kristus til mig her?” Læs og lyt idet du husker på, at Bibelen skal forstås i lys af sit centrum: at syndige og dødelige mennesker bliver salige og retfærdiggjorte ved, at Gud erklærer dem for retfærdige og salige af nåde - for Jesu skyld - gennem troen, som skabes af Helligånden i hjertet. Mens du læser, så stil spørgsmålet: “Herre, hvad ønsker du, at jeg skal gøre?” Hvad kalder han dig til at gøre for din nabo og andre mennesker? Du er i stand til at tjene Gud og din næste, ikke fordi det kræves af dig, men fordi det liv, du lever, er Kristus i dig (Kolossenserbrevet 1,27). Bønnen I og med at du nu bruger sakramenterne og læser og lytter til Guds ord, åbner sig den næste vigtige ting for dig: Bønnen. “Men jeg kan ikke bede”, siger du måske. “Jeg føler mig stadig såret, forvirret og vred.” Men Guds Ånd vil hjælpe og give dig kraft. Bibelen siger: Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje (Romerbrevet 8,26-27). Hvis du vil, kan du begynde at bede en af bønnerne bag i denne bog. Hjælp fra andre kristne Når du åbner dig for Guds ord og sakramenter og vender dig til ham i bøn, er der en tredje ting, som du kan gøre, uden at det kræver en masse fysisk kraft: Vær åben for hjælp fra andre kristne. Du er ikke alene i din fortvivlelse. Andre har lidt på en måde, som ligner din nuværende lidelse. Se 2 Korintherbrev 1,6-7! Det er derfor, Gud siger, at vi skal opmuntre og formane hinanden, særligt fordi dagen nærmer sig (Hebræerbrevet 10,25). Du kan f.eks. tilslutte dig en kristen selvhjælpsgruppe, hvor du kan være sammen med mennesker, som for ikke længe siden har erfaret noget, som ligner det, du slås med. Eller du kan bede din præst om at sætte dig i forbindelse med forældre, som har oplevet den samme bitterhed, som du selv smager i denne tid. Når du tænker frem på tiden, der kommer, frygter du måske, at du vil få et ensomt liv. Da lyt til et godt råd, som Elisabeth Elliot - en kendt kristen evangelist og forfatter - har givet. Hun taler ud fra egne erfaringer, da hun blev enke. Men hendes råd gælder også ensomhed generelt - uanset hvad grunden til ensomhed end er. 1. Vær stille for Gud og vid, at Gud er Gud (Salme 46). Sæt tid af til bibellæsning og bøn. 2. Sig tak for de løfter, Gud har givet dig om at være hos dig. Han er stadig din Herre og sørger for dig og forbereder en evig herlighed til os. 3. Afvis selvmedlidenhed. Selvmedlidenheden er en form for død, hvor der ikke findes nogen opstandelse. Fortab dig heller ikke i det, du selv har mistet, og misund ikke, hvad andre har. Kristus har båret vore sorger. Dog ikke sådan forstået, at vi aldrig skal komme til at lide sorg, men sådan, at vore lidelser må blive som hans. Kristus fordriver vores selvmedlidenhed, når vi mærker, at vi lider sammen med ham. 4. Accepter, at du er ensom. Det kan hjælpe dig til at erkende din hjælpeløshed og føre dig nærmere Gud. 5. Giv din ensomhed til Gud. Giv ham den som en gave, og lad ham forvandle den. 6. Brug dit liv på andre mennesker. Planlæg, hvad du kan gøre dag for dag. Se Esajas 58,10-12. Når du tager disse seks skridt i tro som et svar på, hvad Gud har lovet dig i evangeliet, og i Åndens kraft, så er du på vej til at opstå til et nyt liv på trods af ensomhed og smerte. Så hvad gør du nu? * Begynd med, hvad Gud er i færd med at gøre for dig gennem sit ord og sakramenter. * Lad dine bønner komme frem for ham, som hører bønner. * Og - luk andre mennesker ind i dit liv i takt med, at du også selv rækker ud efter dem for at nå ind i deres liv. Nogle bønner Kære himmelske Fader! Jeg ved ikke, hvordan jeg skal bede, Men jeg ved ikke, hvem ellers jeg skal vende mig til. I dit navn, almægtige Fader, du, som har skabt mig; i Jesu Kristi navn, han som led og døde for mig; i Gud Helligånds navn, som bragte mig ind i dit rige i dåben; Jeg beder dig om fred og helbredelse til mit ødelagte hjerte. Midt i sorgen og savnet vil jeg trøste mig med, at mit kære barn nu er hos dig. Du skabte både mig og mit barn. Du har fortalt mig, at dine arme omfavner det barn, som du skabte i mit moderliv, og at du bærer mit barn i dit skød som et lam. Hjælp mit hjerte til at stole på det, du lover, at du også er mit barns frelser, at alle hellige er kommet for at hilse på mit barn, og at mit elskede barn nu kan lege i det himmelske Jerusalems gader. Jeg ser frem til den dag, hvor jeg må se dig - og mit barn - ansigt til ansigt og blive ved dermed. I Jesu Kristi stærke navn, du som er min Frelser. Amen. Herre, hvad vil du nu med mig her på jord? Jeg ved, at din nåde er ny hver morgen. Hjælp mig til at se bort fra mig selv og hen på dig! Ligesom du selv kom - ikke for at lade dig betjene af andre, men for selv at tjene os mennesker - vis mig de måder, hvorpå jeg kan nå andre, som har mistet, og række den trøst og fred videre, som du giver mig i denne svære tid. I Jesu Kristi stærke navn! Amen. Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand. Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navns skyld. Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst. Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender. Du salver mit hoved med olie, mit bæger er fyldt til overflod. Godhed og troskab følger mig, så længe jeg lever, og jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage. Salme 23. Salme af David. Befal du dine veje og al din hjertesorg til hans trofaste pleje, som bor i Himlens borg! Han, som kan stormen binde, hvem bølgen lyde må, han kan og vejen finde, hvorpå din fod kan gå. På Herren må du agte, hvis det dig vel skal gå; hans gerning du betragte, hvis din skal vel bestå! Ved sorg og selvskabt plage du intet retter ud, thi intet kan du tage, alt kan du få af Gud. Din trofasthed og nåde, o Fader, bedst forstår, hvad skade kan og både de dødeliges kår, og hvad du har for øje, det sker, o stærke Gud, og alting sig må føje dit råd at føre ud. Vej har du alle steder, dig midler fattes ej; kun nåde du udspreder, kun lys er al din vej; din gerning kan ej hvile, ej standses kan dit fjed, når du til os vil ile med hjælp og bistand ned. Om alle helvedmagter end trodse og modstå, det du for intet agter, vil ej tilbage gå. Hvem kan mod dig vel stande, som slynger lynets pil? hvem vover at forbande, når du velsigne vil? Så kast da al din smerte på Herrens stærke magt, og håb, o håb, mit hjerte, vær trøstig, uforsagt! Du er dog ej den herre, som alting råde bør; Gud monne sceptret bære, og alting vel han gør. Paul Gerhardt 1653. St.J.Stenersen 1826. DDS 31. To søndage 16 og 24. søndag efter trinitatis søndag handler teksterne i kirken om Guds indgriben overfor lidelse og død. 16. søndag e. trinitatis: Søndagens bøn: Herre, vor Gud, himmelske Fader! Du, som har ladet din kære Søn blive menneske, for at han med sin død skulle betale for vores synder og derefter frelse os fra den evige død; vi beder dig: Bevar os i dette håb, for at vi dog ikke må tvivle på, at ligesom vor Herre Kristus opvakte enkens søn med sit ord, således vil han også opvække os på dommens dag og gøre os evigt salige, han, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed! Amen. Læsning fra Gamle Testamente er fra Jobs bog: - Job var ramt af ulykke i familien og af sygdom i sin krop. - Herren mødte Job, så Job midt i sin lidelse kunne sige: “Jeg ved, at min løser lever!” Først talte Job i fortvivlelse Hvorfor døde jeg ikke ved fødslen, hvorfor udåndede jeg ikke fra moders liv? Hvorfor var der knæ, der tog imod mig, og bryster, jeg kunne die? Jeg kunne have ligget i ro, jeg kunne have sovet og fundet hvile sammen med konger og rådsherrer, som byggede sig gravkamre, eller sammen med stormænd, der var rige på guld og fyldte deres huse med sølv. Hvorfor var jeg ikke som et dødfødt barn, der bliver gravet ned, som børn, der aldrig ser dagens lys? Dér har ugudelige raset ud, udmattede har fundet hvile; de, der var fanger, lever trygt, de hører ikke slavefogedens stemme. Dér er både små og store, trællen er fri, uden herre. Hvorfor giver Gud lys til de elendige, hvorfor giver han liv til de fortvivlede, til dem, som længes efter døden, der ikke kommer, som søger den mere end nogen skat, som glæder sig og jubler og fryder sig, når de finder deres grav. Jobs Bog 3,11-22 Derpå sagde Job i tro og med håb Gid mine ord dog var skrevet ned! Gid de var nedfældet på skrift, for evigt indridset i klippen, med en griffel af jern og med bly. Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden. Når min hud er skrællet af, når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud; ham skal jeg skue, ham og ingen anden skal mine øjne se. Mit indre fortæres af længsel. Jobs Bog 19,23-27 Apostel-læsningen er fra Efeserbrevet - Den kristne menighed i Efesus var ved at miste modet. Apostelen Paulus opmuntrer fra sit fængselsophold en menighed, som er ved at tabe modet Derfor beder jeg om, at I ikke taber modet over mine trængsler for jeres skyld. De er en ære for jer. Derfor bøjer jeg mine knæ for Faderen, efter hvem hvert fædrenehus i himlene og på jorden har navn, og beder om, at han i sin herligheds rigdom med kraft vil give jer at styrkes i det indre menneske ved hans ånd, at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter og I være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så at I sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, til hele Guds fylde nås. Ham, som formår med sin kraft, der virker i os, at gørelangt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår, ham være ære i kirken og i Kristus Jesus i alle slægtled i evighedernes evighed! Amen. Efeserbrevet 3,13-21 Evangeliet er fra Lukas: - Enken i Nain havde mistet sin eneste søn. Jesus Kristus kommer til mennesker i dødens verden og sejrer over døden Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: “Græd ikke!” Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: “Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!” Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: “En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.” Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen. Lukas 7,11-17   24. søndag e. trinitatis Søndagens bøn: Almægtige, evige Gud! Du, som ved din Søn har tilsagt os syndernes forladelse og redning fra den evige død; vi beder dig: Styrk os ved din Helligånd, så vi daglig vokser i tilliden til din nåde ved Kristus og fast og sikkert bevarer det håb, at vi ikke skal dø, men trygt sove hen i Jesus Kristus, vor kære Herre og frelser, og på dommedag opvækkes til det evige liv ved ham, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed! Amen. Læsning fra Det gamle Testamente skildrer, hvordan Gud skaber liv midt i døden: Dødens dal - fuld af knogler - bliver levende, når Herren taler. Det er Helligåndens gerning. Og derfor kan vi bekende troen: Vi tror på Helligånden, ... syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv". Profeten Ezekiel fortæller: Herrens hånd kom over mig, og han førte mig ved sin ånd ud og stillede mig i dalen. Den var fuld af knogler. Han ledte mig forbi dem, hele vejen rundt. De lå i store mængder ud over dalen og var helt indtørrede. Så spurgte han mig: "Menneske, kan disse ben blive levende?" og jeg svarede: "Gud Herre, det ved kun du!" Da sagde han til mig: "Du skal profetere om disse ben og sige til dem: I indtørrede ben, hør Herrens ord! Dette siger Gud Herren til disse ben: Jeg giver jer livsånde, så I bliver levende. Jeg fæster sener på jer, dækker jer med kød, trækker hud over jer og giver jer livsånde, så I bliver levende. Så skal I forstå, at jeg er Herren." Jeg profeterede, som jeg havde fået befaling om, og mens jeg profeterede, lød der en raslen, og benene nærmede sig til hinanden. Jeg så, hvordan der kom sener på dem, kød dækkede dem, og de blev trukket over med hud. Men de havde ingen livsånde i sig. Så sagde han til mig: "Du skal profetere om livsånden. Du skal profetere, menneske, og sige til livsånden: Dette siger Gud Herren: Kom, livsånde, fra de fire verdenshjørner, og blæs ånde i disse dræbte, så de bliver levende." Da jeg profeterede, som han havde befalet mig, kom livsånden ind i dem, så de blev levende. De rejste sig op, en umådelig stor hær. Derpå sagde han til mig: "Menneske, disse ben er hele Israels folk; de siger: 'Vore ben er indtørrede, vort håb er slukket, det er ude med os!' Derfor skal du profetere og sige til dem: Dette siger Gud Herren: Mit folk, jeg åbner jeres grave og fører jer op af dem for at bringe jer til Israels land. Så skal I forstå, at jeg er Herren, når jeg åbner jeres grave, mit folk, og fører jer op af dem. Jeg giver jer min ånd, så I bliver levende, og jeg lader jer bo i jeres land. Så skal I forstå, at jeg er Herren. Jeg har talt, og jeg vil gøre det, siger Herren." Ezekiel 37,1-14. Epistelteksten taler om mørkets magt og Guds Søns rige: Vi mennesker står uden viden og kundskab om livet og døden. Vi står famlende og uvisse - og fangne i mørke og død. I og med, at vi blev døbt og kom til troen, kan vi modtage kundskab og vished: Vi beder om, at I med al visdom og åndelig indsigt må få fuld kundskab om Guds vilje, så I kan leve, som Herren vil det, på alle måder ham til behag, og bære frugt med alle gode gerninger, vokse i kundskab om Gud og styrkes med al kraft ved hans herlige magt til al udholdenhed og tålmodighed. Tak med glæde vor Fader, som har gjort jer duelige til at få del i de helliges arv i lyset. Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse. Kolossenserbrevet 1,9a-14. Evangeliet fortæller om to "døtre", som der ikke mere er håb for: Synagogeforstanderens datter var død. Og kvinden, som led af blødninger, var opgivet af alle. Jesus anser dem begge for sine døtre - og griber ind: Mens han talte til dem om dette, kom der en synagogeforstander og kastede sig ned for ham og sagde: "Min datter er lige død. Men kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve." Jesus rejste sig og fulgte med ham sammen med sine disciple. Men se, en kvinde, der i tolv år havde lidt af blødninger, nærmede sig Jesus bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe. For hun sagde ved sig selv: "Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst." Jesus vendte sig om, så hende og sagde: "Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig." Og fra det øjeblik var kvinden frelst. Da Jesus kom til synagogeforstanderens hus og så fløjtespillerne og skaren, der larmede, sagde han: "Gå væk! Pigen er ikke død, hun sover." De lo ad ham; men da skaren var jaget bort, gik han ind og tog hendes hånd, og pigen rejste sig op. Og rygtet derom kom ud over hele den del af landet. Matthæus 9,18-26.